En dag med apokalypsen
Her dagen efter jeg er ved at vænne mig til tanken om at skulle i fængsel, er det måske meget godt. Der kan jeg lære det alting kommer til at handle om – overlevelse.
Medierne er fulde af dommedagshistorier i dag.
En af dem er på P1, og handler om klimaflygtninge, meteorer og influenzavira der muterer. Udsendelsen kommer ind på de planer der allerede er lavet for at redde samfundets centrale personer, hvis katastrofen rammer. Det er helt klart, at jeg ikke er på den liste. Men Morten Messerschmidt er sikkert. Alligevel ikke en redningsbåd jeg har lyst til at sejle i.
Ud af en hel times udsendelse, er især Peter Saxtrup Nielsen fra Climate Justice Action den der brænder igennem. Han er 25 år gammel og spørger: Hvad er der sket af ting i mit liv? Hvor er de store sociale sejre. Er der sket andet end nedskæringer skjult som fremskridt i uddannelserne, sundhedsvæsenet, den sociale sektor. Hvad er blevet bedre?!
Den sætning, der bliver tilbage i mit øre, er Peter Saxtrup Nielsens ord om, at vi ikke nærmer os dommedag, for ingen vil dømme under en klimakatastrofe. Der vil kun være dem der overlever, og dem der ikke gør.
Jeg voksede op under den kolde krig, og kender alt til at falde i søvn med følelsen af at verden kan forsvinde i morgen. Det virker bare mere konkret nu. Fornemmelsen af, at selvom alting forsætter på overfladen, er der spændinger eller forandringer på vej under den. Derfor er det sgu nok meget godt at skulle i spjældet og lære nogle handlekraftige unge mænd at kende, der ikke som jeg altid bliver væk i trangen til at ting skal give mening. At håndtere våben og kunne det rigtige sprog, er helt sikkert en god investering i fremtiden.
En anden undergangshistorie stod i Information og hed “Enden på en velkendt verden” – og var en forskers bud på, hvordan vi som samfund kan forholde os til klimaproblematikken. Det bliver ved at gå udenom de politiske systemer vi har idag.
»Finanskrisen har vist, at vi konstant udvikler ny gæld. Den økologiske krise viser, at vi lever af naturlige ressourcer, som vi ikke længere kan være sikre på at genskabe. Denne form for økonomi er forbi. Den har egentlig altid været forbi globalt set. Den har aldrig fungeret i Afrika eller Asien, men nu er det også slut i Europa.«
(citat er bragt i avisen Information d. 14.11)
Thomas Hobbes: Leviathan
Uanset om klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej – der er noget der tyder på at det er alvor. Derfor er klimatopmødet så interessant. Hvis de ingenting beslutter, siger de reelt, at de politiske styreformer vi har idag, ikke er i stand til at håndtere de udfordringer der er på vej. Det er det samme som at kaste håndklædet i ringen, og så er det tilbage til survival of the fittest.
Der er sikkert nogle æggehoveder der vil mene der er interessant endelig at finde ud af om Locke eller Hobbes havde ret – men de folk, der kunne have gjort noget ved klimaforandringerne og som aktivt har modarbejdet en reel løsning, har det nok ikke så skidt med at de gamle statsmagter forsvinder, og magten skal fordeles på ny.
Turen i folketinget endte med en tur i fængsel
… sandsynligvis.
“Nå, der kommer du igen. Ja det sker hele tiden,”
Sagde Folketingets betjente til mig med et let smil. Jeg havde lidt sværere ved at smile ved udsigten til syv dage i fængsel.
I morges kom jeg ud af døren lidt klatøjet. Min datter har H1N1 og min kone blev hjemme for at passe hende, for at jeg kunne holde en aftale i Folketinget.
hvad skal loven beskytte
Tilfældet ville at jeg skulle igennem sikkerhedsslusen den dag, og det havde ikke strejfet mig, at jeg skulle rydde op i min rygsæk efter weekendens tur i skoven. Det skulle jeg nok have tænkt over, for med den nye knivlov er min slidte gamle Leatherman så ulovlig og gør mig så farlig, at jeg nu bare kan sidde og vente på at komme i spjældet.
Det er klart min fejl at den lå der i bunden af rygsækken – og ud fra hvad jeg kan forstå på de flinke politifolk, jeg havde mulighed for at tale med i den halve times tid jeg sad i politibilen imens børnehavebørnene gik forbi og kiggede ind af ruderne, er resten ligegyldigt. Loven er formuleret på en måde, så bevisets stilling ikke betyder noget særligt. Bryder man knivloven, er det i fængsel.
Jeg er ikke inde i en specielt god periode, faktisk synes jeg der sker nogle rigtig uheldige ting for tiden, men det her var næsten surrealistisk.
Dels var det endelig at møde magten og så var den blind. Her var jeg, ingen stor mundfuld, og så kunne hele magtsystemet med strømere og lovgivning og fængsel rulle sig ud – imens 12-årige flere steder i landet ved hvor man skal banke på, hvis man står og mangler en pistol, uden at magten er i stand til at gøre noget. Måske skulle jeg kalde det jeg oplevede i dag for panikmagt.
Men det mest mærkelige er nu, at det åbenbart er hverdag for Folketingets betjente, at måtte ringe efter politiet på grund af knivloven.
Efter jeg havde sagt farvel til politiet skulle jeg stadig til møde i Folketinget, og jeg blev modtaget med et stort smil af Folketingets betjente i sikkerhedsslusen. Jeg skulle ikke tage det så tungt, sagde de, for det sker hele tiden. I følge dem glemmer folk simpelthen, at deres schweizerkniv er gået fra at være et praktisk redskab til nu at være indikator for seriøs kriminalitet. Så enten opsøger ekstremt mange bandemedlemmer folketinget – loven blev lavet for at slå ned på bandekriminalitet - eller også har knivloven ulovliggjort noget, der er så hverdagspræget, at man kan stoppe ti mennesker på gaden og sende to i fængsel. Konstant.
Jeg arbejder selv en del med effektmåling og succeskriterier i forhold til forskellige projekter, og ved at man idag har meget præcise værktøjer til at måle, om det man gør har den effekt det skal have.
Kravet til at kunne måle effekten kommer fra regeringen, og jeg sidder nu og tænker på, om partierne bag knivloven, er klar over hvad der foregår nede i modtagelsen på Christiansborg?
Der er en vis politisk diskussion om detaljer i loven, såsom hvad hvis nu nogen er på vej til arbejde, når de pågribes med en kniv længere end syv centimeter. Det er pludselig en teknisk diskussion, og så er risikoen altid, at alle glemmer at spørge sig selv, om formålet med en lov er opfyldt. Hvad med dem, som loven skulle ramme. Gad vide om de også har glemt om de har kniven på sig.
Magten synes at være uden retning, og var det ikke for det med, at jeg nu ikke længere har en ren straffeattest og skal i fængsel, ville det være en utrolig interessant oplevelse.
Magten reagerer selvfølgelig på at miste magt
Personligt går jeg ud fra, at der bør være en sammenhæng mellem alvoren i et lovbrud og straffen for det. Men alting sker i samtiden, og den her blog hedder Kollaps, fordi der er alt for mange tegn på, at Velfærdssamfundet er ved at smuldre, og når den smuldrer, smuldrer magten også.
Når justitsminister Brian Mikkelsen laver knivlov og den endnu mere ekstreme lømmelpakke, er det ikke ligefrem en overskudshandling, men snarere desperation. Problemet er at borgerne i flere og flere sammenhænge ikke giver meget for de love der findes. Og når regeringen så ikke kan få sine borgere til at makke ret, strammer man skruen og håber på at det virker.
Årjhhhh ja – det er så tåbeligt. En lov alle kritiserer og som garanteret er ændret om et år, men lige nu skal den følges, fordi ellers ville magten tabe ansigt. Og den tåbelighed skal så skubbe mig derover, hvor det er svært at respektere landets love, fordi den her lov så oplagt vil ramme i flæng, og så er alle pludselig lovens fjender, så er jeg også fjenden.
Hvornår jeg kommer for retten ved jeg ikke. Alle sager er sat i bero, indtil Højesteret har taget stilling til to verserende sager af samme slags. Uanset hvad. Jeg har en dårlig fornemmelse af, at være røget over i den kasse, hvor borgerrettigheder betyder meget lidt, og er sikker på, at det vil give mig problemer på en eller anden måde.
Gad vide om jeg kan sove i nat.
Fra en artikel om knivloven i Kristeligt Dagblad:
I en af de aktuelle sager havde byretten dømt en anklaget til en bøde på 3000 kroner, men nu er sagen anket til Landsretten, fordi anklagemyndigheden ønsker minimumsstraffen på syv dage eksekveret. I en anden sag havde en Fakta-medarbejder i sin bil to hobbyknive, som han normalt brugte til at skære papkasser op i supermarkedet. Også han fik først en bødestraf i byretten og siden en fængselsstraf i Landsretten.
Han søger nu om at få sin sag for Højesteret, men allerede i går gik Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, ud for at kræve en revision af loven, som man kan bremse det “kafkaske cirkus”. Også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, bedyrer, at det er en fejl, at glemsomme familiefædre og fiskere nu ryger i fængsel for knive, der er en anelse længere end de maksimalt tilladte syv centimeter. Dansk Folkeparti har ellers tidligere både argumenteret for, at minimumsstraffen skulle være 30 dages fængsel, og for at selv de de helt små lommeknive skulle forbydes, i hvert fald i nattelivet.
Feeling tipsy?
En ting går igen i den moderne verden. Ustabilitet. Eller overraskelser hvis man er kæk.
Ulrich Bech beskrev i midten af firserne med bogen risikosamfundet, noget helt nyt verden måtte forholde sig til. Hidtil havde fiskerne måttet frygte stormen og bønderne regnen, men i en moderne verden, hvor både teknologierne og økonomien har udviklet sig,er der en helt ny slags risici som mennesket må forholde sig til. De problemer, der er skabt af mennesket selv. Skiftet handler om, at der ud over de naturlige risici er opstået de konstruerede risici.
Ulrich Bech fik idéen til sin bog fra fænomener som skovdød og Tjernobyl-ulykken, og så problemerne som en helt ny type usikkerhed i det moderne samfund. Menneskeskabte problemer vi som samfund er næsten magtesløse overfor, fordi de er uforudsigelige og ukendte. De er summen af menneskelig aktivitet, og oftest umulige at forudsige.
I dag, tyve år senere, synes skovdød som et overkommeligt problem, i hvert fald i forhold til nutidens udfordringer.
Voldsomheden af de seneste års kriser overgår mange af historiens krige og sygdomsepidemier. Klimaforandringerne har betydet ændret udbytte af afgrøder, med både lokale katastrofer og en efterfølgende globale fødevarekrise. Problemet synes nok mere reelt i de fattige lande. Herhjemme betyder fødevarekrise i første omgang bare mindre bøffer og dårligere rødvin.
I perioden op til 2008 med høj økonomisk aktivitet, kunne der ikke pumpes olie hurtigt nok op ad jorden. Det påvirkede ikke bare prisen på benzin, men virkede også tilbage på fødevaresituationen, da flere fødevarer blev lavet om til biobrændsel.
Samtidig er der en anden slags ustabilitet i verden, som 9/11 gjorde opmærksom på. Da flyene fløj ind i World Trade Center, fulgte terrorangreb kloden rundt, synliggjorde det spændinger imellem kulturer og lande, der har ført til en kronisk global usikkerhed omkring det næste terrorangreb.
Den ustabilitet der fulgte med, er stadig ved at forplante sig ned i lovgivningen, uden at der er tid til at diskutere, hvorfor der engang var enighed om at det var en god idé at have borgerrettigheder.
Et andet eksempel på det globale systems ustabilitet, har været de amerikanske husejeres manglende evne til at betale deres husleje. Det førte til en finanskrise, der er den værste siden 30′erne og som har betydet stigende arbejdsløshed i hele verden. Herhjemme er overskuddet på finansloven på under to år blevet til et underskud på mindst 80 milliarder – nogenlunde lige så stort som i de glade 60′ere, hvor der flittigt blev lånt til at bygge velfærd med.
Ulrich Bechs pointe er at det hele påvirker hinanden og at ustabiliteten er voksende. Han kalder det “World Risk Society,” og det logiske slutpunkt er at det på et eller andet tidspunkt går seriøst galt. Et forudsigeligt scenarie er at jorden ikke rummer nok ressourcer til at resten af verden forbruger som i vesten. Hvad vil der så ske, når der simpelthen ikke er nok? Fx drikkevand til alle.
Problemet er at mange risici ikke er umiddelbart synlige, såsom hullet i ozon-laget eller niveauet af kemikalier i vores fødevarer. Andre risici er næsten for abstrakte til at forholde sig til.
Aldrig før er det seriøst blevet diskuteret, hvornår hele lande vil synke i havet som konsekvens af menneskeskabte klimaforandringer. Og at politikerne dårligt kan stille noget op, overfor fx udledningen af CO2. De nuværende politiske strukturer er ikke bygget til at håndtere verden som den er blevet. Med mindre klimakonferencen i København i december 2009 viser overraskende forpligtende og ambitiøse resultater, er det en stille måde at fortælle verden på, at det der med suveræne stater og folkevalgte regeringer der mødes og drøfter en bedre verden, ikke rigtig evner at håndtere konsekvenserne af menneskelig aktivitet.
Og midt i alt det står du. Og tænker over dig selv i den situation, der er ved at udvikle sig. Fri men travlt optaget af at håndtere både de nære problemer i hverdagen og af at finde ud af, hvad alt det der sker betyder for dig.
“Det senmoderne samfund er karakteriseret ved, at både dét og dets borgere undersøger og tænker over sig selv og overvejer alternative muligheder i en endeløs proces. Vi er blevet refleksive. De samfundsmæssige normer og regler, der fandtes i det traditionelle samfund, er der stillet spørgsmålstegn ved og intet er længere selvfølgeligt. Individerne bliver frisat, og refleksiviteten gennemsyrer vores liv” (fra “Det sociologiske perspektiv på globaliseringen” / af cand.mag., lektor Morten Winther Bülow).
Men hvad kan du stille op. Hvad vil du stille op.
Velfærdssamfundets bekvemme liv – Velkommen til uvirkeligheden
Jeg har i de sidste par dage haft en række diskussioner med forskellige mennesker, om hvad man mister, hver gang livet bliver lidt mere bekvemt.
Skal man have sultet, mistet og set det værste ske, for fuldt ud at forstå hvad det betyder at leve. Hvad skal der gå forud, for at mennesket værdsætter sin frihed? For at kunne se i andres øjne når de ikke er frie, og høre ens indre stemme fortælle, at også andres frihed er værd at kæmpe for.
Jeg har aldrig gjort andet end at tage min frihed for givet. Livet værdsætter jeg en del mere.
Vores erfaringer og oplevelser betyder alt for vores evne til at forstå og føle i dette liv. Det skaber sine problemer, at det er et livsvilkår at skulle helt ud til kanten, for at føle man lever. Men på den anden side er det vores oplevelser, der giver os muligheden for at forstå og føle. Nedrig catch 22’er.
En lille bitte eksempel: Første gang jeg holdt op med at ryge, foragtede jeg alle rygere for deres manglende viljestyrke. Anden gang erkendte jeg at man skal passe på med at dømme nogen. Og for syv år siden, da jeg holdt helt op med at ryge, forsøgte jeg at bære den kæmpe sejr med en lille bitte smule ydmyghed.
De store lektier jeg har lært om ydmyghed, er meget sværere at holde, dem taber jeg hele tiden. Men jeg respekterer det ud over alle grænser, hver gang jeg møder et menneske, der lever i ydmyghed. Jeg ved, at man kun er ydmyg når man accepterer, at man selv er lille og verden er stor.
I velfærdssamfundet er ydmygheden erstattet af rettigheder, helt derud, hvor hvert menneske nu er konge med krav på et liv i tryghed fra vugge til grav. Det kan gå galt, men den forventning der stilles op er at:
livet skal kunne leves, helt uden berøring med de ting der findes i det virkelige liv. Sult. Smerte. Desperation.
De elementer af tilværelsen findes selvfølgelig stadig alle vegne, det er ikke muligt at flygte fra eksistensens konstanter, men velfærdssamfundet ligger som en hinde mellem os og det. Livet i Velfærdssamfundet skal være som blommen i et æg. Afskåret fra det der giver liv, og dog altid med livet i sig. Derinde vokser følelsesløsheden side om side med frustrationen. Dette velfærdsliv er et ikke-liv, og alligevel er det naturligt at vælge det.
For virkeligheden har aldrig lovet, at den er blid eller meningsfuld eller retfærdig eller noget man kan forstå som menneske Så det er vel nærmest instinktivt, at mennesket forsøger at beskytte sig mod virkeligheden. At skabe små trygge øer, hvor der for en stund er kontrol.
Det er så lige tippet en dag og blevet til en illusion om fuldstændig kontrol (Og det er kun en illusion).
Jeg kalder illusionen for uvirkeligheden, fordi der mangler noget. Eller det er blot ikke tilstede. Bevidstheden om hvad virkeligheden kan gøre ved livet og hvad mennesket kan gøre i livet.
I stedet ender alting i meningsmålinger, kolonihavehuse, smørebrød og Tuborg, uden at nogen kan huske hvorfor det er så vigtigt at kunne hygge sig. Rodløst og retningsløst. En halvdrukken uvirkelig sensommerdrøm.
Jeg har selv sejlet meget og meget langt, og det er faktisk svært at forklare fascinationen ved det. Du er tit kold og våd døgnet rundt. Elendig mad. Du står i timevis ved et ror og får enten ondt i røven eller i benene. Små fire timers søvn-bidder og til sidst er trætheden total. Men det er vidunderligt, for jeg er når jeg sejler. Pludselig betyder alle mine handlinger noget. Nogen tror måske de behøver gå i krig og slå ihjel for at mærke at de er, men en god storm er rigeligt. Her gælder det kraftedeme om at være på mærkerne.
Og langsomt, på skibet, som dagene eller ugerne går, er nætterne pludselig lunere og bølgerne lyder anderledes. En måge beslutter sig for at rejse med et par dage. Endelig når blyanten ind på det næste søkort. Sindet rejser med og forandrer sig. Verden er så stor.
Det bekvemmelige liv fatter ikke en meter. At det er så lille.
En dag i Nakskov – hvor er det mærkeligt
På trods af de smukke huse, er det vanskeligt at sænke sig ned i følelsen af uspoleret provinsby, når man slingrer ned af gågaden i Nakskov.
Hvordan det lige netop kan være, at der er så mange unge i motoriserede kørestole, og især mennesker der er helt tomme i øjnene efter mange års misbrug. Når vi går ned ad gågaden, passerer tre mennesker forbi. De ligner dødens skygger.
Var det også sådan i middelalderen, eller er antallet af mennesker, der bare går i stykker på den ene eller anden måde, vokset helt vildt de seneste halvtreds år.
Og det er ikke bare i Nakskov.
Så langt væk som i Thy er den helt store ting, at købe sig en faldefærdig gård og så junke sig langt bort herfra, uden at der er nogen naboer at tænke på.
Rundt omkring i landet taler man om mange små landsbyer, der er blevet misbrugs-samfund, hvor vold og trusler er lige så stor en del af hverdagen som stofferne. Nogle gange starter det med, at der kommer et afvænningscenter, og pludselig er der stoffer i byen. Så røg den by også.
“Der hersker da også udbredt enighed blandt forskere om at stofbrug opstår, vedligeholdes og evt. ophører som følge af et komplekst samspil mellem brugeren, stoffet og det omgivende samfund.“
(Narreskibet, Jacob Hilden Winsløw)
At være misbruger, er det samme som at eksistere på tålt ophold. Der er ingen forventninger til dig, kun et håb om at du ikke laver alt for mange ulykker for dig selv og andre – også selvom alle ved at det vil du.
Og selvom der ingen tvivl er om, at det øgede tilgængelighed til narko er en vigtig faktor i det voksende antal misbrugere, er det heller ingen tvivl om, at det er en lige så selvstændig handling at begynde et misbrug, som det er at begå selvmord – og dét påviste Durkheim, kan ikke kun forklares ved at tage udgangspunkt i det enkelte menneske.
Worst case scenario er, at en tur nedad gågaden i Nakskov, er et spejl af det samfund der er kommet til at blive, og det er ikke synet af noget der gror. Så mange mennesker, hele familier, liv, der på et tidspunkt er holdt op med at kunne være med, og nu er et andet sted, i deres kørestole, tandløse munde, snøvlende unger i beskidt tøj, ufrivillige tanker om at de er stakler, selvom de har fået at vide, at alle har en chance i livet.
Fra hvad jeg kender til miljøet er det et liv, hvor den tætteste kontakt er med kommunen, og det hele ender i et langt brokke-liv. Brok over penge og sagsbehandlere og lejligheder. Spild af liv, og tid og af muligheder.
Aristoteles gik meget op i, at godhed, altså det meningsfulde liv, skabes gennem gode handlinger. I følge ham skabes der kun meningsfulde liv, hvis de liv har muligheden for at gøre noget, der er meningsfuldt. Tanker og værdier er lige meget. Det er dine handlinger der skaber dig.
Hvad er sammenhængen? Er det virkeligheden i Velfærdssamfundet og den globale verden. Enten kan du være med, og det er der få der kan, eller også kan du lige så godt stå helt af. Tålt ophold extreme.
Vildveje i Velfærdsstaten
Man kan ikke styre, regulere og måle sig til fællesskab, eller til en velfærdsstat med velfungerende offentlige institutioner og ansvarsfulde borgere. Men i dagens Danmark er det blevet vigtigere at have regler end at tænke sig om, konstaterer Verner C. Petersen. Vigtigere at have vilkårlige mål end velbegrundede formål. Vi gør det, vi bliver målt på – og ikke altid det, vi betragter som vigtigt og rigtigt.
Både socialdemokraternes og regeringens forslag til kvalitets- og velfærdsreformer lægger vægt på at tildele den enkelte borger konkrete rettigheder. Vildveje i velfærdsstaten illustrerer, hvordan man spaltes i en serie af roller som fartglad bilist, ængstelig forælder, krævende patient, utilfreds skatteyder, friværdi-spekulant osv. I hver af disse roller kræver vi vores ret. Resultatet bliver, at det personlige ansvar eroderes, og at fællesskabet går i opløsning.
De nye reformer bidrager til at skabe et styringsmæssigt monster, et vrangbillede af rationalitet og fornuft. Med udgangspunkt i et verdensbillede, der projicerer naturvidenskabelig og økonomisk metode ind over velfærdsstaten og de offentlige institutioner, destruerer vi en forståelse og indsigt baseret på tavs viden og uudtalelige værdier. Resultatet bliver en halvering af verden. Alt, hvad der ikke kan udtrykkes eksplicit, er ikke viden og alt, hvad der ikke kan målsættes og måles, er værdiløst.
Verner C. Petersen mener, at udveje væk fra disse vildveje og en bevarelse af fællesskabet skal findes ved at skabe frihed for det enkelte menneske, den selvstændige tanke og det selvstændige ansvar – uden styring og regulering.
Dette er forlagets egen tekst. Der findes en lang række rigtig gode anmeldelser på nettet, blandt andet på folkeskolen.dk, hvor bogen anmeldes sammen med Rune Lykkebergs bog “Kampen om Sandhederne“.
“VILDVEJE I VELFÆRDSSTATEN” / Fællesskab i opløsning, styringsillusioner, udveje / Informations Forlag
af Verner C. Petersen
Over for rødt – Betyder det noget?
Forleden var jeg på café. Den lå på hjørnet af to veje, og den ene vej var ensrettet. I den tid det tog mig at drikke min kaffe og tale mig træt med en gammel ven, og det tager max en time, kørte en, to, tre biler imod ensretningen.
Betyder det noget?
Min kone cykler ofte om aftenen og natten, på vej hjem fra arbejde.
I følge hende er det snarere regelen end undtagelsen at biler kører over for rødt, så snart trafikken ikke er så tæt. Og det er ikke bedstemor-kører-over-for-rødt stilen, i første gear og med foden på bremsen.
Snarere omvendt. Det går stærkt og der bliver ikke kigget til siderne.
Betyder det noget? Ja, efter hvad der vides om samfundsforhold er der god grund til at tage det alvorligt, når borgerne tilsidesætter lovene, og faktisk især, hvis det er det, man kan kalde mindre overtrædelser.
Min yndlingsbog i det seneste år er “Statslære” af Aristoteles. Den er skrevet for over 2300 år siden, og det er som at læse verdenshistorien – før den sker.
I “Statslære” forsøger Aristoteles at finde ud af hvordan det bedst mulige grundlov skrives. Og hvad der ødelægger både grundloven og det samfund der skrev den.
Han skriver “En forfatningsændring kan også skyldes at man skænker småting for ringe opmærksomhed. Jeg mener hermed, at en overtrædelse af de lovfæstede bestemmelser af stor rækkevidde, ofte indsniger sig umærkeligt, når man ikke tager hensyn til en lille ting.” (Statslære, 5. bog)
Det væsentligste jeg har fået ud af at læse Aristoteles’ bog, er at jeg nu ser grundloven som en slags fredspagt imellem de forskellige interesser i samfundet, der egentlig helst ville styre det hele selv, men som på et tidspunkt har accepteret, at det ikke er hensigtsmæssigt. På det tidspunkt.
Jeg har altid set grundloven som en slags kærlighedsbrev til menneskets lyst til at ville leve sammen og skabe en verden. Men selvfølgelig. Jeg er totalt naiv.
Grundloven er en aftale om at give fællesskabet magten på rimelig acceptable vilkår. Men fællesskabet er ingen selvfølge, det opstår ikke mere naturligt end det opløses igen.
Hvem har en interesse i at bevare et fællesskab og hvem har ikke. Det er en central diskussion hvis man vil forstå, hvad der sker med Velfærdsstaten.
Det enkelte menneske er selvfølgelig vigtigt her. Hvis borgerne ikke respekterer lovene, er det kun totalitære styrer, der mestrer de metoder, der kan styre en befolkning med den indstilling. Umiddelbart kunne man tænke på det kinesiske styre, men omvendt har der siddet en borgerlig regering herhjemme i næsten et årti, og derfor er det uklart om nogen overhovedet har ønsket en situation, hvor der er udbredt ligegyldighed for loven.
Men at den ligegyldighed betyder noget – det har der været enighed om, allerede for totusinde år siden, hvor de tanker den vestlige verden bygger på, blev tænkt.
Mig eller Staten? Det uklare ansvar
Det er en utrolig mærkelig oplevelse, at være 37 og erkende at jeg lever i et land, der er bygget på de bedste intentioner, men hvor resultatet er blevet en kunstig tilstand, hvor det ikke længere er muligt at skelne mellem menneske og stat.
Det er simpelthen for uklart, hvor det personlige ansvar ender og begynder – for går noget galt, er det statens opgave at rydde op efter dig.
Det er også uklart for mig, hvad jeg har troet Velfærdssamfundet konkret bestod af, andet end en løs idé om, at de bredeste skuldre skulle bære de tungeste byrder. Men nu, og det er derfor jeg nævner min alder, må jeg konstatere, at det er helt andre spørgsmål jeg stiller mig selv, når jeg ser de liv, der leves i Velfærdsstaten.
Hver dag ser jeg mennesker, der kun har taget de letteste valg. Næsten ingen uddannelse. Næsten intet arbejde. Masser af sjov og ballade. Indtil de fylder 30, og det virker som om det ikke er så sjovt mere. Så er hver dag en kamp med 
kommunen om at få nogle penge, eller en lejlighed eller…
Jeg synes det er synd. Et liv kan være så meget mere. Og min hjerne bakser med hvad fanden det er der er sket, og kan kun se det som, at det må være mennesker, der aldrig har forstået omfanget af det ansvar det er at leve. At der er sindssyg mange valg, og nogle af dem betyder rigtig meget.
Diskussionen kører flere steder, løber, men det når aldrig ud til dem, det handler om. De er stive, eller sidder derhjemme og ser helt andre kanaler end DR2. Jeg har interviewet rigtig mange, hvor det uklare ansvar betyder, at mennesket ikke længere kan adskille sig selv fra sin sagsbehandler. De små krige, frustrationerne, imens man venter på det næste tilskud eller den næste afgørelse.
Jeg er egentlig ligeglad med konkurrenceevnen, beskæftigelsen, alt det der. Men når jeg tænker på de følelser der aldrig bliver følt, hvis et menneske i et helt liv aldrig mærker dét – øjeblikket hvor der det kun er dig selv, der kan tage beslutningen. Valget.
Jeg prøver at forestille mig et helt liv, uden jubelen over at have taget chance, været på dybt vand og have gjort noget selv. På egen hånd. At have forstået de vilkår man lever under, de chancer man har og besluttet sig. Hvor ellers begynder livet.
Det må være et underligt gråt liv, nærmest ikke-eksisterende, hvis man aldrig har været der. Og prøvet igen, hvis det gik galt første gang.
Jeg ved godt at hvis man taler med Preben Brandt fra Rådet for Socialt Udsatte, ville han fortælle mig, at jeg ikke skal have for store forventninger til hvad Velfærdsstaten kan hjælpe med, og at hullerne i det sociale sikkerhedsnet er på størrelse med fodboldbaner. Men min muse digter hele tiden på historien om Heidi for mig. Heidi der går ud af 10. klasse og fester. Får et job som ufaglært i en smart butik og fester. Hvem fortæller Heidi, at hvis hun tager alle de nemme valg – at have det sjovt, arbejde lidt, være på kontanthjælp – står hun en dag helt uden valgmuligheder. Dørene til de videregående uddannelser er smækket i. Hun er blevet for gammel til de smarte butikker, og alle de andre sjove jobs kræver mere end det hun kan?
I den aktuelle politiske debat vil man rode med kontanthjælpen, sikre adgang til uddannelserne og den slags. Men hvem har sat sig ned og forklaret Heidi, at hvis hun ikke selv gør noget, kan hun til sidst slet ikke gøre noget.
Det kræver i dag en selvstændig indsats ikke at forblive et barn i Velfærdsstaten. Børn er ikke bevidste om konsekvensen af deres handlinger, og selvom Velfærdsstaten kun sjældent er omsorgsfuld, er den enormt god til at sløre konsekvenserne af de handlinger et menneske gør. Nærmest som om livet ikke er helt virkeligt.
Kollaps – gør det noget
Er det hysterisk at antage at Velfærdsstaten allerede er ved at kollapse, eller er det så indlysende, at det egentlig er 
mere interessant at diskutere, hvad der kommer til at efterfølge Velfærdsstaten.
Med et af verdens højeste skattetryk, leveomkostninger der gør det til et finansierings-projekt at tænde for sin el-kedel – og produktivitetskrav på arbejdsmarkedet, der hver eneste dag får folk til at bukke under – er der ikke noget at sige til, at befolkningen er optaget af andre ting, end at sætte sig igennem i den politiske debat, og gøre opmærksom på, at mange sider af det nuværende samfund smuldrer i kanterne.
En af konsekvenserne af at medlemstallene i de politiske partier er historisk lavt (Kun 4% af befolkningen er medlem af et politisk parti, se note nederst), er at den politiske debat har kunne løsrive sig fra hverdagen, som den opleves som menneske og borger i Velfærdsstaten.
Christiansborg er blevet en isoleret ø med sine egne regler og sit eget liv, og færre og færre kan pege på et politisk parti, og sige: Dét repræsenterer mig.
Måske har det altid været sådan. De mange højtlønnede spindoktorer der skal forklare og retfærdiggøre det der foregår på Christiansbor,g tyder dog på at afstanden til befolkningen er større end nogensinde.
Og det er relevant forhold til diskussionen om Velfærdsstaten, fordi det betyder at der hver dag på Christiansborg bliver talt om Velfærd, uden at nogen længere er klar over hvad det betyder.
Af alle ord der kun beskriver noget overfladisk, er Velfærd blevet det mest overfladiske ord. Alle der til daglig arbejder med at skabe Velfærd eller har behov for Velfærdsydelser, kan fortælle at den håndgribelige velfærd, det der kunne gøre en positiv og afgørende forskel i et menneskes liv, ofte svigter, halter eller er dårligt udført.
Imens kampen for at blive fluernes herre forekommer voldsommere end nogensinde i det politiske liv, en kamp der bliver ført med de to ord “Velfærd” og “Tryghed” er kasserne tomme mange steder. I kommunerne. Regionerne. På skolen.
Overfor befolkningen kunne man spørge sig selv, hvorfor det er fuldstændig ufarligt være den politiker der siger i TV-avisen, at vi aldrig har haft mere velfærd end nu.
For passer det. Er det en solid og velforankret velfærdsstat vi har i Danmark. Opfylder den sig formål. At være en ramme, hvori hver borger får et bedre liv, end hvis der ingen Velfærdsstat var.
Eller er der i virkeligheden strømninger i samtiden der peger på, at velfærdsstaten er blevet så altomfavnende, så retningsløs og så selvmodsigende, at den blot vil kollapse. Og kan der peges på specifikke symptomer?
___
