Hvad spiser stemmekvæg?
Der er ingen tvivl om at en enorm middelklasse er den bedste garanti for et stabilt samfund. Det har der været enighed om i tusindvis af år.
Hvis du er middelklasse er du afhængig af at samfundet eksisterer. Hvis du er ludfattig er det ikke noget du tænker over og hvis du er enormt rig, kan du være ligeglad. De der bekymrer sig om at gå på nettet og læse blogs er helt sikkert middelklasse 
Middelklassen bevarer samfundet for sin egen overlevelses skyld og stemmer de regeringer ud, der truer den. Derfor skulle man næsten tro, at middelklassen også vidste, hvad der er bedst for samfundet. Det er ren fornuft.
Jeg VIL have love til at stemme på en bank! Nu nu nu
Det er bare her jeg ikke kan få det til at stemme. Uden at fedte sig ind i de små politiske spil herhjemme, fx om 12-minutter kan redde kongeriget eller ej, kunne jeg godt tænke mig at kunne stemme på en bank. Snart. Det er åbenbart et langt bedre sted at gå hen med min afhængighed af samfundet.
De seneste års begivenheder har vist at de politiske systemer, er noget længere nede i fødekæden end bankerne, når tingene kommer ud på kanten. Der var ellers en kort periode hvor det så ud som om, at Peter Straarup fra Danske Bank ikke længere ville kunne skrive lovene for politikerne, men om det er kløgt hos bankerne eller rådvildhed hos politikerne, magten ligger nu trygt hos bankerne igen.
Senest er det set i Grækenland, hvor privatejede og statsejede banker spinder guld på at spekulere mod Euroen og lande i krise. Redningspakken til Grækenland er mest af alt en redningspakke til de banker, der har penge i klemme. Og redningen kommer helt uden nogen form for forudgående demokratisk proces. Banker skal åbenbart bare reddes. Uden diskussion.
Det er også smartere at være pengemand end politiker. Fri til at flytte rundt på sin magt efter behag, uden besværlige befolkninger, bare en masse flow dybt nede i transaktionerne. Og nogle andre til at rydde op, de gange det går galt. Den form for magt er selvfølgelig stærkere end den politiske. Manner, det er rock’n roll. Jeg vil kunne stemme på en bank!
For tiden forsøger politikerne at vise deres magt, ved at piske stemmekvæget til truget med ordet “tryghed.” Men enhver kan se, at i den globale verden er der én ting regeringen ikke kan garantere – og det er tryghed. Hvor mange føler sig trygge i deres job? Trygge i deres boliger? Trygge ved deres børns uddannelse? Alle steder har omkvædet om “tryghed” været med til at påpege at ingen længere er trygge, og det er selvfølgelig meningen. Det betyder bare ikke at politikerne har nogen reel magt over begivenhederne.
Konkret eksempel: På mit arbejde er vores kontor er lige blevet røvet igen, det er tredje gang på to måneder, strømerne har ikke været forbi endnu og kommer det ikke, og jeg køber ikke den med, at politikerne gør min hverdag særlig meget mere trygt. Samtidig er der lige blevet suget penge nok ud af det økonomiske system til at bygge et bjerg af guld på Lolland, og de 5.500 milliarder der er kommet på bordet i forbindelse med krisen i Grækenland, er kun lige nok til at dække gammel gæld & løse udeståender. Det ligner noget Naomi Klein beskriver et sted i No Logo: De fleste befolkninger er overladt til at slås om en hastigt skrumpende økonomisk kage, pengene forsvinder andre steder hen, og når truget tømmes er det sjældent hverken kønt eller trygt.
Jeg har droppet tanken om at politikerne vil tale om tingenes reelle tilstand, og derfor vil jeg stemme på en bank! Nu.
Hvis ikke det er tydeligt efter disse finanskriser, hvem det egentlig er disse såkaldte samfund egentlig skal tjene, tja, så bliver det, det nok aldrig. Uhæmmet grådighed er endda ved at blive ophævet til naturlov. Fantastisk.
Kroniker-riget
Det er flyttetid herhjemme. Og ifølge loven, har vi pligt til selv at fremvise lejligheden til potentielle nye lejere.
Det er en virkelig ringe regel. Jeg har i hvert fald oplevet at folk kommer forbi og skal se fem eller seks lejligheder på en gang, og det er en flad fornemmelse at indrette sit liv efter. Men. altså. Det er altid spændende at møde nye mennesker. En af mine "gæster" var en yngre kvinde med Vesterbro-dialekt, hun sad i kørestol, og vidste slet ikke om hun ville flytte fra sin lejlighed. Som hun forklarede mig, hun var primært ude og kigge.
Måske ville hun bagefter søge kommunen om støtte til at flytte. Det lød som et stort og mægtigt system, og på alle måde som en proces der var helt uden for hendes magt.
Det skal siges med det samme, at jeg ikke blev specielt munter over at høre, at min gæst ikke engang vidste om hun ville flytte. Det er lige lovlig dårlig stil at bruge andres tid på den måde. Så da min gæst med et sigende blik forklarede mig, at hvis hun ville flytte måtte kommunen og boligselskabet skændes om, hvem der skulle betale for at fjerne dørtrinene (så hun kunne komme rundt i lejligheden i sin kørestol). Måske var det hendes blik, måske var det fordi jeg havde slået foden under rundvisningen, men jo mere hun talte om kommunen, jo mere konkluderede jeg, at hun var fra kronikerland.
Koniker-mentaliteten opstår typisk hos mennesker, der har været syge/invalide i lang tid. Det er liv, hvor centrum er, at man har problemer.
I den her lejlighed taler vi om tre dørtrin der skal fjernes og muligvis noget støtte-lir til toilettet. Så kan en kørestolsbruger bo her. Der bor allerede fem andre kørestolsbrugere i bygningen, og lejlighederne er forberedt til det. Men ok, måske er det overhovedet ikke hendes skyld, at hun lader det være fuldstændigt op til kommunen, hvad der skal ske i hendes liv. Måske er det virkelig en kompliceret affære at indrette en handikapbolig.
Selvfølgelig er det et andet liv at være afhængig af støtte og hjælp.
Og det er heller ikke nemt at finde vej igennem det det mylder af tilskud, støtte og særlige ordninger, der findes i serviceloven og alle mulige andre love. Det er nærmest som om følelsen af liv bliver flettet uadskilleligt sammen med disse kampe… selvom det til tider er små beløb, der kæmpes om. Jeg vil mene, at man bor i kroniker-land når man ikke længere kan spørge sig selv, om det er kampen værd.
I mit 
arbejde møder jeg en del mennesker, der lever i kroniker-riget, hvor kongen er lovgivningen, hæren er sagsbehandlerne, og alting altid virker en lille smule mystisk.
Det kan være mennesker, der blev syge på et tidspunkt, eller har et misbrug, er arbejdsløse, har et sygt familiemedlem, et handikap eller bare ikke kan finde ud af sagerne selv. Det centrale er at problemerne har fået lov til at blive livet, og det er forbundet med en ekstrem utryghed hvis det ser ud til at problemerne er ved at høre op. For hvad skal der så ske?
Der er utvivlsomt mekanismer i Velfærdssamfundet, der kun fungerer hvis det går stadig dårligere i tilværelsen. Processen undervejs opsluger alle – også kommunen og hele tilværelsen kommer til at afhænge af det næste tilskud.
De fleste kroniker-liv jeg har mødt, har det til fælles, at deres tilværelse for det meste minder om et bittert, frustreret og afmægtigt ægteskab med en eller anden tilfældig kommune.
Man er blevet et offer, hverken for skæbnen eller livet, men for kommunens lune.
Umiddelbart kan man vælge at gå ind i om kommunerne svigter eller ej. Det gør de sikkert, da de primært tænker i økonomi og et værdigt liv koster en formue.
Engang jeg interviewede en hjemløs på gaden, virkede han mere afklaret end mange. Han sammenlignede lovgivningen med bibelen. Loven kan tolkes efter behag sagde han, så det afhang af held om kommunen fandt en passage der kunne hjælpe ham… eller ikke kunne.
Men der er også et andet aspekt. Hvor tydeligt er spørgsmålet blevet stillet for alle i velfærdssamfundet: Kan din kommune redde dig? Jeg er sikker på at den hjemløse ved, at det kan den ikke – og har næsten sympati, for dem der kun går til kommunen for at få et nemmere liv. Men hvis du er i fare for at blive kroniker i din måde at se dig selv på… hvem fortæller dig at turen til kommunen er en blindgyde på vejen til et bedre liv?
Al forskning tyder på, at kommunerne kan gøre rigtig lidt, hvis dit liv er væltet. At det er dit netværk, din baggrund, din uddannelse, din arbejdsplads og alt det som ikke har noget som helst med det offentlige at gøre, der er grundlaget for et godt liv. Kommunen er ikke. Den er højst en hjælp. Og det er vel egentlig bare almindelig sund fornuft.
Og så er der en anden slags sund fornuft. Den du hører på gaden blandt de lunkne bajere, hvor der bliver drøftet hvordan man bedst får støtte til nye tænder, en fed lejlighed og boligsikring. Man skal bare lige skilles først, blive syg og få en go sygdom som fibromyalgi. Så skal det nok gå. Gå rigtig godt.
Forberedelse #3 Begynd at arkivere
En helt fundamental teori i samfundsvidenskaberne er center-periferi-modellen. Den er egentlig udviklet i Egypten til at beskrive forskellen på i- og u-lande, men kan sagtens bruge til at forsøge at forstå hvad der sker i Velfærdssamfundet:
“Centrene er selvbærende økonomiske systemer, fordi de rummer både en sektor, der producerer kapitalgoder, dvs. maskiner og andet produktionsudstyr, og en sektor, der producerer forbrugsvarer. Periferien mangler begge dele, og forbindelsen til verdensmarkedet er derfor en livsnødvendighed.” (samme link som ovenstående)
Om man skriver forbindelse eller afhængighed er vel stort set ligegyldigt. Når det er en livsnødvendighed, bestemmer man sjældent selv.
Set med de briller har Danmark vel været verdens rigeste u-land i længere perioder.
Da Velfærdssamfundet er 100% afhængig af hvad der sker på verdensmarkederne, er jeg i tvivl om Danmark nogensinde rigtig har været med, hvor det sker. Vores sårbarhed illustreres af, at Danmark nu er nødt til at være gode venner med Rusland, fordi vi snart ikke længere er selvforsynende med naturgas.
Der er selvfølgelig en del teorier, der mener, at kompleks samhandel er udtryk for et avanceret samfund, og derfor må det afgørende – i mine øjne være – må være, om et land har gavn af samhandelen med omverdenen (og ikke luller sig ind i en fantasi om selvtilstrækkelighed).
Jeg har selv boet tre år i Afrika som barn, og jeg må sige, at hvis der virkelig er en forbandelse, der kan drive et u-land i sænk, er det drømmen om at eje alle de ting, man egentlig ikke har råd til, det her der også kaldes westoxication. Det kan være alt fra en Mercedes, moderne vejnet og en stabil elforsyning, men mest af alt bare de ting, som også er populære i de rige lande. Dimser, der kræver hård valuta at anskaffe sig.
Besættelsen af ting, man som land ikke har råd til, men som få udvalgte kan eje hvis de glemmer deres samfundssind, skaber korruption, splid og i sidste ende taber alle. Den ulighed jeg oplevede som barn i Afrika bestod i, at der selvfølgelig var nogle få rige afrikanere. Men mest af alt var befolkningen delt op i fattige, forbrydere og vagtfolk. (Vores vagtmand sagde han brændende ønskede sig en kalashnikov. Da han fik sin riffel solgte han den straks. Er man så vagtmand eller forbryder?). Det er ulighed i praksis, og samfundet som helhed ender med at slås om stadig mindre.
Sjovt nok bliver hele det Østafrikanske forretningsliv – med passende baksheesh til de lokale politikere – kørt af indiske & arabiske forretningsfolk. Det er dem der varetager denne verdensdels forbindelser til verdensmarkedet. Og jeg ved, at danskere i mindst halvtreds år har rystet på hovedet af, at de forskellige afrikanske stammer ikke selv tager skeen i hånden og stryger profitten.
Snart er alt der kan outsources herhjemme sendt til udlandet og nogle få rettighedshaver/ejere kan forhåbentlig tjene gode penge på det. Til resten af befolkningen i (u)landet Danmark er der en hastigt skrumpende kage at dele. Gad vide hvem der ryster på hovedet nu.
Måske er der nødvendigt at det er sådan. Måske er det ligesom vi spiller forargede, når de multinationale selskaber ikke betaler skat i Danmark og alle stadig køber deres burgere hos McDonalds.
Hvis Velfærdssamfundet kollapser med et brag, vil Danmark hurtigt blive et meget perifært samfund. Uden en nogenlunde infrastruktur, fungerende uddannelser, sundhedsvæsenet, vil der måske være øer rundt omkring i landet der er på højde med de globale centre. Men i en højteknologisk verden, er det meste af landet lynhurtigt et u-land.
Hæ, den verden er altid i vidunderlig forandring. Skulle det gå helt galt, er der gode råd at hente på nettet. Et af dem er at være bevidst om, at hvis et samfund kollapser, er der altid et bagefter:
“If it is truly catastrophic, resulting in national anarchy and a regression of civilization, you will need to take further steps to ensure that your community becomes the nucleus for the rebirth of society” (her kan du læse, hvad du skal gøre hvis samfundet kollapser)
Ps: Dit internet vil højst sandsynlig kun fungere, hvis du har penge. Så begynd at printe. Her er nogle væsentlige dokumenter:
Førstehjælp – Grundlæggende smedekneb – jordbrug (eller køb bare håndbogen) – dieselmotorer – batterier
[mere vil løbende blive tilføjet, skriv gerne link selv]
Er det hysteri?
Bloggen her sover ikke. Der er bare opstået et lille tomrum.
Jeg kan huske da jeg tog dykkerbevis og første gang så et springlag med mine egne øjne. Hvordan det vand jeg dykkede i, tyve meter nede mødte en mur af noget andet vand, der opførte sig helt anderledes.
Hvis jeg kigger på den generelle tone i tiden, ligner politiske platforme som Cevea og Cepos børnehaver på syre, der egentlig helst vil drille hinanden og diskutere for og imod monarkiet.
Snart er vand, mad, benzin, plads, uddannelse, helbred noget man skal forholde sig til. Men ikke i politik.
Det giver ingen mening. Det er præcis som da Dansk Folkeparti vejrede, at ingen partier tog indvandrerspørgsmålet alvorligt, og ud af det skabte et kæmpe parti, der egentlig aldrig har haft en løsning på et eneste politisk problem (andet end strengere straffe og flere penge til alle).
“…Således bliver det smigrerne der kommer til ære og værdighed… De er skyld i, at folkets beslutninger og ikke lovene har den afgørende magt, ved at henvise alting til folket. De bliver nemlig store, fordi folket har al magt i sin hånd, medens de selv behersker folkemængden, idet mængden retter sig efter dem… Det kunne synes en rimelig kritik, når man hævder at denne form for demokrati er uden forfatning, thi hvor ikke love er bestemmende for regeringen, foreligger der ikke en forfatning” (Aristoteles, Statslære, 4. bog, afsnit IV.1)
Der vil komme nye politiske bevægelser. Måske ikke demokratiske, men nye.
Jeg talte sammen forleden. De seneste 25 år er der blevet skåret på uddannelserne. Håndværkerne bliver erstattet af billigere polakker (hvem satte egentlige det igang?). Alle hader efterlønnen, overførselsindkomsterne, rentefradraget, Lene Espersens badebro til 430.00, boligsikringen, alle de ting der fastlåser alle danskere 98% af deres tid. Men vi gør ikke noget. Og nu ændrer verden sig. Bare en lille smule. Og det betyder kæmpe meget, fordi Danmark er en nation fastfrosset i en velfærd, der ikke engang virker (eller eksisterer).
Strømningerne i tiden og strømningerne i politikken ligner for mig to springlag, og selvom jeg gerne vil spekulere over om det er en bevidst situation, er det sgu lidt trist.
Hvis jeg kigger på diskussionerne hen over den politiske midte, hvordan globaliseringen blev til en kamp for og imod markedsøkonomi, virker det ikke som om samfundet tænker. Eller også tænker de der tænker, hver for sig.
“Den herskende klasses trang til at skrabe til sig, bragte midlerne på stadig færre hænder, hvorved de gjorde den store mængde stærkere, saa at den tilsidst satte sig op imod oligarkerne og skabte demokratier” (samme herre, vistnok 2. bog)
Det skrev Aristoteles for 2300 år siden. Der er noget cyklisk over verdenshistorien, og lige nu mangler jeg at få øje på rendyrket global disco, der viser vejen. Er det hysterisk?
PC og tomhedens sprog
Politisk korrekthed – Da jeg stødte på begrebet politisk korrekthed (PC) i 80′erne, forsøgte jeg undrende at forestille mig, hvad det ville komme til at betyde. Forleden, da min grønthandler bandede og svovlede over et eller andet, slog det mig, at jeg slet ikke kan huske hvordan mennesker talte sammen dengang – før sproget blev lavet om.
Det er lidt som da DR’s monopol skulle hæves, og alle med gysen i stemmen talte om “laveste fællesnævner.” Jeg er lidt i tvivl om nogen kan huske, hvordan det var før monopolet faldt, også selvom det sikkert var frygtelig dårligt tv, der blev lavet.
Pointen er, at det er næsten umuligt (for mig i hvert fald) at huske hvordan det var at se fjernsyn for 20 år siden. Hvilken følelse tv-avisen efterlod i en. Pausefiskene, som mange mystisk nok holdt af. Til gengæld har jeg nu rigeligt med kanaler, hvor jeg kan vælge at se fx “Paradise Hotel,” der handler om at bolle, drikke og lyve for at vinde en mindre sum penge… og mest af alt, at udstille mennesker:
Dengang i 80′erne havde jeg ingen anelse om at to voldsomme mekanismer – pc & et uhæmmet kommercielt tv-marked, var sluppet løs. Nu… kan jeg ikke huske hvordan det var før.
Det PC har gjort ved sproget er ikke nogen lille ting. Sproget er det værktøj vi har til at beskrive verden for hinanden, og med politisk korrekthed er sprogets form blevet langt mere vigtigt end dets indhold.
Oprindeligt handlede politisk korrekthed om ikke at støde nogen, men i stedet for at få et mere medfølende og rummeligt sprog, er sproget ved at miste forbindelsen til det der rent faktisk sker i verdenen, og i stedet udvikle sig til et spilfægteri, uden formål. Et fattigt pyntesprog, eller i værste fald, et sprog der gør de mennesker der taler der, afmægtige. Eller som det også siges ganske entydigt flere steder: Politisk korrekthed er diktatorisk i sin essens.
Det syrede ved pc er at det er en form for selv-hjernevask. Noget man selv undlader at gøre. For den eneste umiddelbare konsekvens ved at være rygende ukorrekt, er at man bliver rygende upopulær. Men man kan sagtens være totalt politisk ukorrekt og undgå at få bøder eller komme i fængsel eller… det er en type kontrol der foregår inde i en selv.
Nysprog er George Orwells forsøg på, at beskrive den bevidste udnyttelse af sprogets forfald til at undertrykke sprogbrugerne. Det er kort sagt en tømning af sproget for mening, til fordel for magthaverne (som er ???)
PC har gjort det vanskeligere at tale om sociale og samfundsmæssige problemer – det er som om PC har tvunget alle et skridt længere væk fra det, der egentlig foregår i verdenen (med mindre man forstår at bruge det offensivt) og i stedet er det blevet farligt overhovedet at tale.
Fra det øjeblik tanken slog mig hos min grønthandler, og til nu, kan jeg på min research se, at politisk korrekthed er voldsomt meget mere upopulært end jeg egentlig forestillede mig. Gennemgående er konklusionen at PC er sprogligt tyranni, som har taget friheden ud af sproget, og i stedet gjort det til et meget voldsomt magtredskab (for de som forstår at bruge det)
Men som med pausefiskene og fjernsyn for 20 år siden – ingen kan længere huske hvordan det var, dengang sproget var ens eget… med alt hvad det betød af sprogblomster, klasseskel, ophidselse… ja, livet som det stadigvæk er.
I Danmark har vi i stedet ord som Velfærd, der ligger som en tung dyne over al tale. Og eksemplerne på hvordan sproget bruges til at definere os (morsomt link forresten) langt væk fra virkelighedens problemer, er virkelig overraskende lang. Et super eksempel er den “fredsbevarende indsats” i stedet for “krig” og i det hele taget, gætter jeg på, bliver sproget fattigt når verden forandrer sig hurtigere end sproget kan følge med. Uden at der nødvendigvis er en konspiratorisk bevidst magt bag.
“Et andet meget brugt ord er betegnelsen netværk. Man opfordres til at skynde sig at oparbejde det, hvis man ikke har et. Nu er netværk i den forbindelse jo egentlig ikke andet end en eufemisme for nepotisme og en mafialignende indstilling til verden, hvor det væsentlige er, hvilken ‘familie’ du er en del af, hvilken godfather, du har gode forbindelser til. Ideen om en fair og lige chance, baseret på kvalifikationer og arbejdsindsats er således ikke noget, vi behøver at bekende os til” (se hele teksten)
Politisk korrekthed synes at være et hårdt slag mod menneskets frihed,mod demokratiet, mod mening, uden andet formål end at nu er den der. Som en teenager skriver:
“Hele idéen med at skifte ord ud, så ingen føler ubehag ved at omtale et tabu, mener jeg er en stor fejltagelse. Man bryder ikke et tabu ved at skifte ord ud, man undgår det bare”
Og derfor er det interessant at PC har fået lov til at overtage styringen af sprogets udvikling. For hvorfor?
(læs: om en newspeak oplevelse i et s-tog)
(illustrationen er hugget fra google pictures, verdens største hæler når det kommer til krænkelse af ophavsrettigheder, men de tjener penge… og er verdens største, så det må de vist godt)
Og hvad er der egentlig tilbage til at beskrive verden som den er i dag med? “Markant” er pludselig et gængs ord, men ordet siger i sig selv ingenting. Markant betyder måske “lidt mere end meget eller lidt mindre end meget.” Og hvis man ikke gider det, er der ord som “super” og “fantastisk” i overflod. Men desværre – jo flere af den slags intetsigende ord vi bruger, jo mindre kan vi til sidst sige til hinanden. Måske er PC bare en konsekvens at ekstrem-individualiteten. Vi har i virkeligheden ikke noget at sige til hinanden.
Politiet: Send en email
Nå. Så blev vores kontor røvet. Og det kun en uge efter at GS4 (Securitas) pillede deres skilte ned, fordi de aldrig vendte tilbage med en alarmløsning, der var brugbar. Gad vide om nogen følger i hælene på den Securitas-mand, der piller skilte ned, gad om han med sin blotte tilstedeværelse indikerer, at her kan der brydes ind efter behag. Altså med mindre man er bange for politiet.
Men det er der nok ikke nogen der er mere. I hvert fald ikke hvis man er med på beatet.
Vi ringede til politiet og spurgte om vi måtte rydde op efter indbruddet eller om vi skulle lade alt være som det var, i tilfælde af de ville tage foto’s af skabene der var brudt op, papirbunkerne der lå spredt ud på gulvet etc. etc. Fingeraftryk og den slags C.S.I. tricks.
Efter at være blevet smidt af linjen flere gange, kom jeg endelige igennem til en træt strømer, der sagde at jeg kunne sende dem en email med en anmeldelse. Så meget for min forventning som var… tja… hvad er det egentlig rimeligt at forvente efterhånden.
Det er nu over et døgn siden, og der er ikke engang kvitteret for mailen, så den er altså ikke blevet læst. Nu er det weekend. Der blev stjålet for cirka 50.000 kroner, og selvom det er solgt videre til en dårlig pris, er det sikkert stadig penge nok til en fed weekend for tyvene. Helt uden risiko. Jeg føler mig dum. På den forkerte side af loven.
Men da jeg alligevel sad og skrev til Station Bellahøj, fandt jeg det her. En triumf for fremskridtet. Det her er ikke engang natvægterstaten mere, rent definitorisk i hvert fald, det er en joke.
Forberedelse #2 Pitch dig selv i den højest mulige rangklasse
Hvad giver et menneske værdi om tyve år?
Uanset i hvilken retning udviklingen går – og nogle mener tingene løber helt af sporet – er der selvfølgelig en række redskaber fra nutiden, der kan bruges til at sikre lidt bedre odds, i en verden, hvor det ikke længere er sikkert, at der er brændstof, rent vand og mad nok til alle.
Eller som Europa-kommissionen skriver:
"Mangel på fødevarer og borgerkrigslignende tilstande. Det er et par af forskningens temmelig skræmmende forudsigelser af, hvad fremtiden kan byde europæerne inden for fødevarer og udviklingen i landdistrikterne. Derfor har Europa-Kommissionen igangsat et stort forskningsprojekt, som skal rådgive kommissionen om den nye landbrugspolitik, som skal gælde fra 2013" fra documentary.dk)
Man skal selvfølgelig trække fra, at Europa-kommissionen søger støtte til sin landbrugspolitik, men stemmeføringen er skinger nok til at antyde en smule alvor.
Den ene mulighed for at være et menneskelig med nytteværdi – og dermed adgang til mad, vand og andre ressourcer – om tyve år, er at være superdygtig, superrig eller super uundværlig.
Men det er lidt som at være en hamster der løber i et hjul – uanset hvor hurtigt man løber, kommer man ikke særlig langt.
For ethvert samfund er struktureret efter at tage vare på sine egne, og dem bliver man ikke lige en af. Det er sikkert en smule utydeligt i et overflodssamfund, men det ses grotesk tydeligt i Nordkorea, hvor eliten lever i luksus, imens befolkningen sulter
Danmark altid været delt op i rangklasser, som er mere eller mindre en kogebog for, hvorvidt samfundet synes det betyder noget om du findes eller ej. Alle samfund er bygget op, så toppen af samfundet er beskyttet. Der er en elite. Også selvom vi bliver undervist i frihed, lighed og broderskab. Forsvaret beskytter eliten. Beredskabsplanerne beskytter den. Og hvis man kan snige sig med dér, er resten en leg.
Så skulle man være bekymret for sine egne evner & Velfærdssamfundets fremtid, er den hurtigste genvej til at komme på den rigtige side af snoren, at blive departementschef i et til lejligheden oprettet ministerium, eller selvfølgelig rigsombudsmand på Færøerne.
Forberedelse #1 Frigør dig fra dit samfundssind
Når en samfundsmodel som Velfærdsstaten bevæger sig i retning af opløsning, giver det temmelig god mening, at frigøre sig fra de værdier, der engang var styrende for samfundet. Værdier fra en svunden tid er ikke andet end et handikap.
Et godt eksempel på det her, er begrebet samfundssind – der er ikke ret meget fidus i at klamre sig til uegennyttige handlinger, eller noget konkret og bindende fællesskab at ofre sig for. I hvert fald ikke hvis man mener et fællesskab er en hel by eller landsdel eller land.
På Østre Landsret står der "Med lov skal land bygges" – samtidig med at en justitsminister frejdigt stikker af og undlader at hjælpe til ved en alvorlig bilulykke og lyver om det bagefter.
Nu er begrebet "samfundssind" temmelig løst, men jeg er næsten sikker på, at dét Brian Mikkelsen har handlet efter her, ikke er samfundssind.
Det har altid været den stærkeste der overlever, når et samfund kollapser. Spørgsmålet er hvad, der gør stærkt når det sker.
Fornuftigt er det i hvert fald hurtigst muligt at smide den gamle verdens ord overbord, og holde sig til magtens logik. Dét er jeg ikke særlig god til selv, og eftersom "Fyrsten" bare ikke vil blive hængende i mit hovede, er der her link til hele bogen på engelsk.
Grundlæggende giver Machiavelli en glimrende indføring i den tankegang, der altid træder i kræft, når kønne ord ikke længere er nok.
"Hvis en regent ønsker at bevare et erobret land, skal han ikke blot dræbe den tidligere regent, men også hele hans familie; han skal myrde sine modstandere men holde sig fra deres ejendom, for en død kan ikke hævne sig og mennesker glemmer hurtigere faderens død end tabet af fædrenearven. Han skal handle således, at det onde han gør, ser ud som gør han det af nødvendighed, mens det gode han gør, ser ud som om han gør det af egen vilje. Machiavelli fortæller os, at storsind består i at være nærig med sin egen ejendom og generøs med andres; at voldshandlinger bør foretages alle på én gang, så smages de mindre, mens velgerninger bør øves lidt efter lidt, så de smages bedre. Til et menneske, som man ønsker at slå ihjel, skal man ikke sige «»giv mig dit våben, jeg vil slå dig ihjel», men blot «giv mig dit våben" (herfra)
Lukket på grund af røveri
Åhr mand. Jeg er bagud. Selvfølgelig. Den tid man kommer fra skaber en vis træghed i forhold til at se verdenen som den er nu. Kollapset. Det er i gang. Jeg fjols. Jeg må forberede mig.
I dag var jeg på jagt efter mælk til kaffen. Det er en lille arbejdsplads, så den slags henter vi selv. Desværre var der ingen mælk, kioskmanden havde ikke lige fået bestilt hjem, efter fire unge med kniv & pistol havde røvet ham i mandags.
Pisseirriterende at alle render rundt og vil være gangster, for hvad, for at få respekt? Være seje? Penge til tjald?
Nå. Gammel sur tanke, og det ser sgu ikke ud til, at det vender. Hos Københavns Vestegns Politi er det ikke et særsyn at der er 10-20 røverier på en enkelt weekend, fortæller politiinspektør Bent Isager-Nielsen. Det er temmelig mange våben, der bliver viftet med der.
Men kaffen skulle stadig have mælk, så jeg gik ned i det kommunale idrætsanlæg, for at købe den i deres kantine. Den var desværre lukket på grund af arbejdsnedlæggelse.
Jeg måtte smile og drikke min kaffe sort idag. Den gamle verden møder den ny. Den gamle med solidaritet og fællesskabets styrke for øje. Den nye, langt bedre bevæbnet – og langt ondere fordi den er så pisseligeglad med, hvad den gør ved andre.
De der går rundt med en gøb og føler sig seje uden at være rigtig gode til andet end ingenting, tænker måske endda engang imellem over, hvad det er de gør. Har gjort. Ved et andet menneske. Det er bare vigtigere at være sej. Bilde sig selv ind, at i det her fjendske samfund overlever kun den stærkeste. Hellere det end at fortælle nogen hvor pisse usikker og ked af det man er, over at livet ser ud til at blive til ingenting.
30% af dem, der bliver udsat for et væbnet røveri får PTSD, og lige så mange noget der ligner. Det er samme mén som soldaterne vender hjem fra Afghanistan med. Og når der hænger “lukket på grund af røveri”- skilte allevegne, og det gør der sgu, er det ikke længere interessant at diskutere, om der eventuelt engang kunne ske et kollaps i velfærdsstaten. Det er i gang. Og der er ikke nogen vej tilbage til noget der var engang. Spørgsmålet er hvad der kommer i stedet, hvor hurtigt… og voldsomt.
Hen ad middag talte jeg med en skolelærer, der netop havde sagt sit job op, fordi hun var træt af at bruge halvdelen af skoleåret på at skabe orden i klassen. Når forældrene er ligeglade med deres børn, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at undervise, mente hun. Igår sagde 7 ud af 10 skolelærere præcist det samme.
Så der er de her unger, det egentlig er så pokkers synd for, som higer efter at finde en grænse for hvem de er og hvad de kan, fordi ingen nogensinde har vist dem at verden har virkelige kanter og hjørner. Men de har også bare lige en masse våben, og samtidig fører enhver antydning af kritik overfor deres person til de vildeste aggressioner. Så hvem vil nogensinde fortælle dem det? Ingen. Ikke med den samfundslogik vi kører efter. Måske vil de ryge lidt i spjældet og sådan og sådan, men det ændrer ingenting.
Velfærdsstatens bud på, hvordan man får en masse snotforvirrede unger til at finde et sted i sig selv at stå på og leve fra, er nogenlunde lige så elegant som madpakkeordningen. Jeg ser det de steder i København jeg kommer, og jeg ser det i de projekter der er masser af støttekroner til i hele landet: Hvis der bliver brændt en bygning ned eller ødelagt noget, kommer der bare noget nyt og flottere. Jeg ville sgu også føle jeg levede i en kunstig tyggegummibobbel, der er ved at kvæle mig, hvis jeg bare lænede mig tilbage og lod det være sådan.
Når først børnene ikke længere tilhører den gamle verden, men en ny, er der ingen grund til at hænge ved den gamle verden. Jeg ved, at de egentlig bare gør det for at få penge og piger, så de kan være noget, bare et eller andet, i andres øjne, og det kløgtigste er vel at snupse dem til en lille hær. Det kan ikke være svært. Hvad vil de dø for. Det samme som de lever for. En smule kunstig spænding, en smule penge og nogle sølle piger? De ting har altid været til at skaffe.
Så når det her bedagede samfund alligevel snart skrotter sig selv, er der heldigvis anvendelige erfaringer fra steder, der er meget længere fremme, såsom Somalia. Og det er virkelig simpelt, hvis man ikke vil være i bunden af den ny verden: Det er en fordel at have en velbevæbnet klan.
Mest værdigt – tiggeri eller efterløn?
I toget idag, kom der en tigger ned igennem alle vognene. Han spurgte hver enkelt om man havde en mønt til en hjemløs.
Det er hvad det er. Hverdag. Nogen gange ryger der en tier ud af lommen. Nogen gange ikke.
Men bagefter begyndte et ældre ægtepar og en offentlig ansat souschef fra sydsjælland (havde han travlt med at pointere ) at råbitche over den tigger.
“Vi lever jo i et velfærdssamfund” “De sociale systemer hjælper jo, hvis man opfører sig fornuftigt” “Vi har jo et bedre socialt system end i mange andre lande”
Sådan sad de og bekræftede hinanden i, at de havde gjort det rigtige ved ikke at give en krone til tiggeren.
Jeg blev nødt til at stige af toget. Gå.
Bare komme væk, før jeg råbte af de velbjærgede græshopper, om de havde tænkt på hvad deres efterløn koster, om de var taknemmelige for deres friværdi og om de havde et direkte ønske om at blive gamle og dø, i en himmelråbende uvidenhed om den hjælp de sociale systemer reelt kan tilbyde.
.. i uvidenhed om det land de egentlig lever i.
De fik mig også til at tænke på den logik, der udforskes i filmen 1984 (her kan du se filmen). En af ideerne med George Orwells ”newspeak” (beskrevet i fremtidsromanen ’1984′, som udkom i 1948) er at forandre sproget ved fjerne de udtryk og ord, som giver befolkningen mulighed for at udtrykke sin utilfredshed med myndighederne.
Det er en fortolkning lige til kanten, men da de sad i det tog i dag, og drøftede den tigger, kunne de lige så godt have sagt, “vores land er jo plus plus.”
Hvor mange i det her land, lever i en himmelråbende uvidenhed om det samfund de lever i? Er det tre fjerdele der har købt hver valgkamps gentagelser om mere velfærd, og ikke tænker mere over det. Halvdelen? Hvor mange har overhovedet tænkt over hvad “Velfærdssamfund” konkret betyder
(Altså lige indtil de selv har brug for velfærdssamfundet, som det kan ske for alle og pudsigt nok oftest sker, når der ikke er mulighed for at opføre sig fornuftigt)
Noget helt andet er, og det er der bred enighed om, at det er sundt for sjælen at tigge. Jeg har selv prøvet det. Siddet fast i London med kun to pund på lommen, og kom til at bruge pengene på en bog om maleren Cezanne. Derefter var det 36 timer i storbyens kunstige miljø, hvor man kun kan leve og opleve med penge på lommen. Der måtte tigges til et måltid mad og en busbillet. I det hele taget, de gange i mit liv, hvor jeg ikke har haft en krone, har livet smagt anderledes og tiden haft en sjov fylde. Det er sundt at stå der, afmægtig og afhængig af andre menneskers velvilje.
Måske er det lige så meningsfuldt at være på efterløn, men i mit sind, er det noget man bør være med taknemmelighed og ydmyghed, i stedet for selvretfærdighed. Taknemmelighed overfor generationen før græshopperne (tjek det her link, det siger alt) altså den ældre generation, der løftede det her land fra en samling middelmådige marker til en moderne og temmelig velhavende nation. Jeg har talt med mange af dem der nu er gamle og de knoklede sgu. Efterlod penge til børnene. Satte tæring efter næring. Levede et liv tæt på jorden.
Når de rigtig gamle fortæller om deres liv, var det et hårdt liv. Store børneflokke, med kulde, sult og fattigdom, fra en tid hvor det enkelte menneske var lille og verden stor. Jeg synes følelsen af sårbarhed går igen i deres fortællinger. Overfor krigene, høsten, naturen, udviklingen.
Når de fortæller forstår jeg værdien af deres bedrift. De byggede et samfund, og valgte en styreform. Synd at deres bedrift er blevet stjålet. Det bedste eksempel på newspeak er desværre ordet demokrati. Unge mænd dør i hobevis i krigen for det ord. Som om demokrati er et magisk ord der løser alt. Gad vide om de unge mænd – før de går i kamp – bliver fortalt at Platon og Aristoteles skændtes inderligt om demokrati var det aller ringeste eller den mindst ringe styreform af alle:
“I Staten lader Platon Sokrates give sit eget, stærkt kritiske, bud på en karakteristik af demokratiet. Han sætter de demokratiske idealer om frihed og lighed lig med anarki og pøbelvælde. I hans fortolkning betyder den udstrakte personlige frihed blot, at enhver indretter sin tilværelse efter eget ønske og gør fuldstændig som han har lyst til, i stedet for at leve sit liv efter hvad god moral og statens bedste foreskriver. Der er ingen pligter overhovedet, man kan engagere sig i hvad man har lyst til, og behøver ikke engagere sig i noget som helst. Selve demokratiets grundlæggende princip er, siger Platon, en fuldstændig mangel på principper. En stat af „hovmod og lovløshed og udsvævelse og skamløshed” (St. 560e, Foss’ ovs.).
Jeg er ikke udemokratisk, så længe demokratiet tjener samfundets bedste. Men lige som ordet “krig” er blevet erstattet af “fredsbevarende,” er ordet “demokrati,” blevet kidnappet til andre formål end det, det oprindeligt handlede om. Og det er en skam. Også for en tigger.
