"Britain will go bankrupt – learn Chinese and move to China, says investment guru"
(læs)
Når investeringsmanden Jim Rogers, en af de få personer, der har en intim forståelse af verdensøkonomiens gang, pludselig trækker stikket ud og forlader Europa, er det en påmindelse om, at det ikke er nogen selvfølge at et samfund består. Især ikke et tonstungt Velfærdssamfund, der tromler derudaf, samtidig med at ingen ved om de skal skrige eller grine over skattetrykket.
At det ikke er en selvfølge, at medierne evner at stå i spidsen for de vigtigste samfundsmæssige diskussioner, er blevet italesat i forbindelse med diskussionen om Wikileaks
"Eksisterer WikiLeaks udelukkende, fordi de professionelle medier har glemt, hvem de er til for, og svigtet den kritiske kulegravende journalistik for i stedet at blive en for magelig del af magten selv?" (Berlingske Tidendes Chefredaktør)
Det kan ikke siges med sikkerhed, men en af antagelserne i denne blog er, at medierne ikke formidler et reelt billede af den nedslidning og udhulning af velfærdsstaten, som mange oplever – at der er en afstand imellem befolkningens hverdag og hvad der tages op i medierne.
Med høj sandsynlighed er det en tilfældig politisk enkeltsag, der fylder forsiden i morgen. Det er fint hvis man er politiker. Medierne kan holdes i kort snor, bare de får en godbid hver dag. Så kan partierne og kommunikationsrådgiverne kæmpe deres kampe om stemmerne i fred og ro, uden de store uventede spørgsmål.
It's not news anymore, it's advertising – grafitti på Nørrebro, 2010
Cocktailen af journalister, politikere, kommunikationsrådgivere og analytikere er efterhånden så potent, at alle er blevet en smule rundtossede. I en grad så selv medierne undrer sig.
"I det hele taget er Danmark ved at blive et eksotisk land, hvor næsten alting vendes på hovedet, hvor småt gøres til stort, og hvor stort slet ikke diskuteres," skrev Claes Kastholm i marts 2010 i en klumme i Berlingske Tidende.
I en verden, hvor alle der er noget ved musikken også er medietrænede, kan det selvfølgelig være vanskeligt at afdække de politiske partiers sande intentioner med noget som helst. Det er endnu ikke lykkedes at finde den lap papir, hvor Anders Fogh skrev: Nu smadrer vi den Velfærdsstat og sætter mennesket frit. Og uden den rygende pistol – altså Foghs nu meget gamle huskeseddel – finder den og mange andre historier aldrig frem til mediernes forsider.
De historier der må blive i skuffen, er ofte historier, der konflikter med grundlæggende journalistiske principper om, at påstande skal kunne bekræftes. Men de offentlige ansatte i Velfærdsstaten tør ikke udtale sig, politikerne taler udenom og når en kommunalt ansat endelig siger sin mening, bliver han fyret og alt bliver benægtet. Hvis der er noget at fortælle om velfærdssamfundet, er der lagt effektivt låg på.
Mediernes oprindelige funktion som befolkningens vagthund, er truet fra alle sider. Af dygtige politikere, af reducerede research-budgetter, skræmte medarbejdere, magelighed, teknologi og uigennemskuelige interessekonflikter. Og umiddelbart er det vanskeligt at få øje på, hvordan medierne vil komme igen.
Journalistikkens blinde vinkel har altid været de svageste i samfundet – som er mest sårbare overfor de stadig større huller i uddannelsessystemet, de sociale systemer, sundhedssystemet, retsvæsenet – de svageste bliver oftest nogen som de stærke taler om. Svage mennesker er de grupper i befolkningen, der har lav troværdighed og som heller ikke er gode til argumentere. Enlige mødre, sindslidende, vrede mennesker, alkoholikere, udlændinge, gamle, listen er lang – de får sjældent det sidste ord i medierne. Det er et metode-problem.
I praksis kan der være periodiske afsløringer af hvordan fx kommunerne bøjer reglerne for at få budgetterne til at hænge sammen. Men medierne har altid haft svært ved at være konsekvent samfundskritiske. Problemet er bl.a. beskrevet af Noam Chomsky i "Manufacturing Consent," der er en teori om, at intet medie i længden vil overleve, hvis det konsekvent trodser politiske og økonomiske interesser (det samme gælder, hvis man lever af at være samfundskritisk).
Det betyder, at den fortælling om Velfærdsstaten man møder i medierne, oftest er den fortælling som samfundets top ønsker fortalt. Og toppen er naturligvis dem, der profiterer mest på at samfundet bliver ved med at være som det er nu. Hvis man aldrig forlader sin lejlighed og kun læser aviser, kan man derfor måske tro, at Velfærdssamfundet med ganske få justeringer, er på rette spor og har det fint.
Den blog er blevet etableret ud fra en antagelse om, at medierne – fordi de er medier og arbejder som de gør – har svært ved ikke at købe det politiske billede af Velfærdssamfundet (eller også er virkelighed kun noget man taler om mellem linjerne).
De mange ekstra milliarder betyder, at det har været muligt at ansætte over 30.000 flere medarbejdere i den offentlige sektor fra 2002 til 2009 (3. kvartal). Det betyder flere medarbejdere til at sikre god kvalitet i sundhedsvæsenet, plejesektoren mv. (…)
Døm selv om det passer.
Denne blog modtager gerne indlæg, hvis de ikke kan offentliggøres andre steder, ud fra et princip om at ulemperne ved de journalistiske principper, til tider er større end fordelene.
Et eksempel på en gyldighedskonflikt er netavisen Huffington Post's dækning af urolighederne i Iran. Det skete ved udstrakt brug af Twitter, hvilket senere er blevet fordømt af mere traditionelle journalistiske medier. Fordi man egentlig ikke ved om det, der står på Twitter passer. Men det gjorde det så.
ver 2.4 august 2010
Hvad er vgigitt med hensyn til eksamensangst og præstationsangst?Min erfaring er, at det er virksomt at have 3 værktøjer, et der sikrer større afslapning rent kropsligt: Et der sikrer større og klarere fokus, rent mentalt. og et, der sikrer, at der er følelsesmæssig stabilitet.Hvorfor?Fordi jeg er af den opfattelse, inspireret af den kognitive retning, at de tilstande, vi har som mennesker, er en kombination af netop vores tanker, kropsfornemmelser og følelsesmæssige tilstand. I denne forbindelse understreger jeg, at det er vores mentale og vores kropslige tilstand, der skaber og opretholder en større følelsesmæssig ligevægt.Så du som studerer og har årsprøver eller eksaminer foran dig, kan overveje at gøre følgende.Kropsligt: Registrerer du en høj grad af anspændthed, rent kropsligt, så gør følgende, før du går ind til eksamen. Spænd op i så mange muskelgrupper, som overhovedet muligt: Krum tæerne, spænd dine benmuskler, stram balderne, spænd musklerne imellem skulderbladene, knyt ænderne og meget vgigitt: hold vejret imens. Når du ikke længere kan holde vejret, så giv slip på alle spændinger og træk vejret dybt og frit. Gør dette 3-5 gange, så du mærker, at den belastende grad af anspændthed, som du har følt, reduceres. Det er nemlig sådan, at hvis du bevidst tilfører en modspænding til en anspændthed, så vil hele systemet gå imod afslappethed. Prøv det. For det virker. Du kan også, i din læseferie, gøre det samme, men på andre måder. Eksempelvis kan du, hvis der er en person i nærheden, lægge arm med vedkommende, give et knus og så virkeligt spænde alle dine muskler til spændingen giver slip. Du kan også forsøge at "vælte væggen", som jeg kalder det, ved at lægge begge hænder op imod en væg og spænde imod, indtil du mærker, at det er nok, hvorefter du kan ryste armene og atter mærke, at du er mere afslappet…. Der er talrige mulighed for at øge spændingen bevidst, så afslapningen indfinder sig, rent kropsligt. Mentale teknikker Det, du har brug for, når du bekymrer, frygter eller ængstes, er teknikker, der laver en pause i din tankeaktivitet, så du er i stand til at skabe den mentale o, der sikrer at du kan skabe et mere konstruktivt fokus. Du kan gøre følgende. Når du bemærker, at du er ved at "køre op" i dine tanker og eventuelt oplever, at dine tanker kører i ring, så sig "stop" og begynd at tælle baglæns fra 60 og nedad til 0. Tæl langsomt og fokuser på, at det eneste vigtige lige nu, er at du tæller. Ikke andet. Hvis der kommer forstyrrende tanker eller "hvad nu hvis det går galt"-tanker, så skub dem væk og tæl videre. Når du når til 0, er din hjerneaktivitet mere rolig og fokuseret, og her kan du så skabe et fokus. Når jeg siger, at du kan skabe et fokus, kan du gøre det, at du for dit indre blik ser et "billede" af dig selv, hvor du ser rolig, stærk, fattet og parat ud. Og så kan du indeni sige "jeg vil og jeg kan", eller "den her kamp vinder jeg", eller "det går meget bedre end jeg tror" eller hvad der falder dig ind. Det er vgigitt, at du "smager" lidt på ordene, og finder lige præcist den sætning, som giver mening for dig. Følelsesmæssigt I stedet for at blive bange, så gør dig selv vred. Det er nemlig svært bare at tænke og føle optimisme, når frygten har fat i dig. Men det der er muligt, er at du gør dig selv sur eller vred på den del, der skaber frygten. Der er nemlig energi i vrede. Så i stedet for at køre med på frygtens galej, så ret dig op og mærk, at det er nok nu. Og skæld ud på den del, der gør dig så bange. Mærk, at du ikke vil have det sådan mere, og find den kampgejst, der gør, at du i stedet for at være så bange, i stedet får følelsen af parathed og mod. For det er en eksamen. Intet mere, intet mindre. Og selvfølgelig klarer du den. Denne gang og næste gang.Der er naturligvis meget mere at gøre.Men ovenstående giver et fingerpeg og nogle værktøjer, så det er muligt at navigere i det hav, der ellers har forekommet så oprørt.God fornøjelse derude.Christel