Det er helt ok at mange mennesker foretrækker at leve i deres egen lille trådgård. Der hvor man passer sig selv og sine.
Det er sandsynligvis sådan de fleste mennesker foretrækker at leve, og medvirkende til at det er så vigtigt for politikerne at holde økonomien på sporet. Der skal være råd til rødvin, engelske bøffer og hygge – med sine egne naturligvis.
Det gør det også nemmere at være politiker – det gamle romerske “del og hersk” gælder stadig. Jo mere isoleret hver borger er, jo svagere er befolkningen. For nogle gange skal man lægge 2 og 2 sammen, for at se det store billede.
Usikkerheden på arbejdet, frustrationerne over børnenes skolegang, mormor der ringer hver tirsdag aften og fortæller med en drømmende stemme om dengang før kommunerne var lagt sammen, hospitalet tæt på der nu skal lukkes. De fleste går bare hjem med det. Alene. Uden at vide om naboen inde ved siden af tænker over det sammen. For man passer sig selv.
Der findes ikke tal på hvor mange der skal deltage i et samfund, for at man rigtig kan kalde det et samfund. De fleste undersøgelser tager udgangspunkt i stemmeprocenten ved fx kommunevalget, i undersøgelser af demokratisk bæredygtighed.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til det. Til det seneste kommunevalg var halvdelen af dem man kunne stemme på partier som “Indkøbslisten” og “nihilistisk folkeparti” – de sidste med sloganet “Det hele er alligevel ligegyldigt – spild din stemme på os.”
Jeg tror jeg ombestemte mig fem gange imens jeg ventede på at sætte mit kryds til sidste kommunevalg. Det føltes inderligt ligegyldigt, og blev kun bekræftet af Klaus Bondams studehandel med sin udnævnte ærkefjende Dansk Folkeparti.
Det der med om det er godt eller skidt at folket er med, er ikke nogen ny diskussion. Platon og Aristoteles havde et kæmpe skænderi om hvorvidt demokratriet var den værste af de dårlige styreformer eller den bedste af de dårlige styreformer.
Platon havde ønsket, at filosofferne skulle herske. Hans fremmeste elev, Aristoteles, var af en anden og mere nuanceret opfattelse. Efter et studie af over 100 forfatninger fra datidens forskellige by-stater konkluderede han – modsat hvad Demokrati Kanon skriver – at selv om de enkelte borgere vidste mindre end filosoffer hver for sig, havde de tilsammen en større indsigt end eliten (…)
Jeg elsker den detalje, at der er fejl i demokrati-kanonen. Som ægte paranoide siger: Dét er næppe tilfældigt 
50′ernes og 60′ernes frokost & hygge i kolonihavehuset med kolde Tuborg og smørrebrød var arbejdernes belønning for et halvt århundredes kamp for en ordentlig løn og ordentlige forhold. Der gav det mening at læne sig tilbage og overlade beslutningerne til Anker Jørgensen, befolkningens mand. Og fejre grundlovsdag, synge sange fra højskolesangbogen og drømme om charterferien.
“Forbrugsfesten” i begyndelsen af dette årtusinde var afgørende anderledes. Alle var pludselig rige, ingen havde brug for folkeskoler (der er privatskoler), sygehuse (private sundhedsordninger), offentlige transport (biler), folkepension (kapitalpension) og alt der var fælles havde pludselig ingen værdi. Man kunne passe sig selv uden noget at fejre, andet end sin egen rigdom.
Påskefrokosten i kolonihaven og livsstilsfesten i samtalekøkkenet er to meget forskellige perioder. Den ene var koblet til fællesskabet og den anden var en afkobling af fællesskabet. Begge perioder har haft afgørende betydning for de politiske værdier mange år fremover.
Så det at passe sig selv er altid noget der sker sammen med de andre. Uanset hvad man tror når man sidder med sin Weber-grill.
