I 2010 sagde regeringen, at den vil regne ud, hvilke samfundsgrupper, der er en belastning for samfundet. Det er lige før tårerne ruller imens det bliver sagt. Regeringen ofrer sig for befolkningens skyld.

Var det ikke fordi min onkel og jeg havde siddet og stanget julesnaps for længe siden, var jeg måske hoppet med på diskussionen. Det gør jeg ikke. Beregninger af hvem der giver overskud på finansloven har eksisteret i så lang tid, at embedsmændene har lavet bordskånere, kravlenisser & guirlander af dem – i håb om at politikerne en dag gør som Thomas Helmig anbefaler: Lader fornuften vende tilbage.

Med regeringens nye pointsystem er noget vendt tilbage – men det er ikke nødvendigvis fornuft.

Pointsystemet skal ”styre indvandringen, så der kommer færre personer til landet, der efter en nyttebetragtning ikke bidrager til samfundet,” citatet er sakset i Urban i november.

Nyttebetragtning. Så blev det sagt, endda af Birthe Rønn Hornbech, den gamle højskolelærer og Søren Kierkegaard-fan.  Tankegangen om ”nytte” har modnet sig til, at blive det væsentligste princip i statens forhold til sine borgere.

En ”sidegevinst” ved pointsystemet er, at det stort set er slut for kiksede mænd, med at skaffe sig en brud over internettet (med mindre kikset mand scorer tjekket tøs). Så ikke flere thai-piger i Brugsen i Møgeltønder. Oh, den lykke. Uden nogen at avle med, vil den oprindelige danske bonderøv uddø på to generationer, og kun supernyttige danskere vil være tilbage.

Der ophober sig spænding i ethvert samfund. Det har der altid gjort. Samfund skabt i går, får næsten altid svært ved at håndtere nutidens problemer. Den skingre tone, der ligger bag pointsystemet og som opfordrer dig til at hade og foragte mennesker du egentlig slet ikke kender, dukker altid op, når magthaverne ikke kan overskue hvordan man gør noget ved nutidens problemer. Godt man kan fægte med hende Pia Kjærsgaard, hvis nogen mangler arrige forklaringer – selvom det vistnok er et kneb, der kan give bagslag for regeringen.

Det sjove ved Pia er, at hun udtaler sig, som var hun repræsentant for danskerne. Som ved hun bedre end nogen, hvad du netop tænker og ønsker. Og at det er grundlaget for hendes magt, at hun tjener folkets vilje.

I en periode var jeg lige ved at købe den. Indtil jeg tænkte, at jeg egentlig ikke havde lyst til at hade nogen, bare fordi de er arabere. Og så kom jeg til at læse en dejlig bog, hvor der fik mig til at se lidt anderledes på det dermed at tale på folkets vegne:

“Således bliver det smigrerne der kommer til ære og værdighed… De er skyld i, at folkets beslutninger og ikke lovene (her menes grundloven) har den afgørende magt, ved at henvise alting til folket. De bliver nemlig store, fordi folket har al magt i sin hånd, medens de selv behersker folkemængden, idet mængden retter sig efter dem” (Aristoteles, Statslære, 4. bog, afsnit IV.1)

Sagt på en anden måde. Hver gang der henvises til hvad danskerne ønsker som begrundelse for politik, skal man være en smule på vagt. Propaganda har altid eksisteret (og interessant er det at Aristoteles citeres forkert i demokrati-kanonen)

Skal jeg sige noget godt om finanskrisen og de mange der blev arbejdsløse, er det, at rigtig mange mennesker i jobcentrene har mødt den brutale og afstumpede side af det offentlige, der helt har opgivet at betragte borgerne som mennesker.

Det er altid det samme. Samfundets skabes, vokser og til sidst kræver det alle ressourcerne at holde maskinen kørende. Det får den stat, der engang var en blomst der åbnede sig, til grundlæggende at ændre sit syn på sine borgere. Borgerne skal betjene staten, selvom det ligger meget langt væk fra de idealer samfundet engang blev skabt ud fra. Og når den forskydning indtræffer – er der kun et sted at drøfte de nye spilleregler – og det er i grundloven. Og det er på høje tid, at diskussionen føres derhen.

En ny relation mellem borger og stat

Én for alle og alle for én, noget for noget, en tankegang der for alvor dukkede op i 1993. Borgerne skulle ikke længere bare hjælpes, hvis der var brug for det. De skulle aktiveres. Afsted med folk – både syge, gamle og dem der egentlig ikke havde brug for det – ud og gøre nytte. De nyeste rapporter viser, at aktiveringen på mange områder ikke virker og koster milliarder, men regeringen insisterer. Så det er altså en speciel form for ”nytte,” regeringen taler om. Og det der virker, bliver der ikke lyttet til. Det stinker af ideologi og ikke fornuft.

Retten til at være syg, er også mere eller mindre taget fra borgerne. Er du syg, kommer rådighedserklæringen, og vurderer hvor nyttig du kan være.

Max Weber kaldte det maskinen, det liv hvor menneskene er fuldt optaget af at holde et samfund i gang – uden at der er nogen reel menneskelig fornuft i samfundet. Alt er styret af regler, regneark og bureaukratiske fremskrivninger af menneskelige behov.

” For at modvirke bureaukratiet indenfor sit eget samfund – hvor også politikerne blev stadig mere partibureaukrater – gik Weber ind for en forfatning, hvor parlamentet skulle have en præsident («fører») som modvægt, valgt direkte af folket. Denne præsident skulle i kraft af at være et menneske af usædvanlige dimensioner (være «karismatisk») og uhæmmet af bureaukratiske apparater være det element, som hindrede samfundet i at blive en maskine som udslettede individualiteten.” (se link)

At foreslå en præsident, hvis væsentligste opgave er at sikre, at samfundet tjener borgerne og ikke omvendt – kan kun være et grundlovsmæssigt spørgsmål.

Spørgsmålet er selvfølgelig – hvis vi er opslugt af maskinen – om vi har tid og overskud til at tage diskussionen.

Men den bør tages. Der er igen grund til at lade sig opsluge af afmagt. Alle de små problemer, der præsenteres som uløselige i vores samfund, kan sagtens anskues på andre måder.

Tag snakken om pointsystemet. pointsystemt skal beskytte os. Så lad os ikke tale om, at somaliere er den mest succesrige etniske iværksættergruppe i flere amerikanske stater. Lad os i stedet beskytte den unikke danske model. Og da pointsystemet også forhindrer kiksede mænd i at importere koner, så lad os heller ikke tale om, at kvinderne flytter fra udkantsområderne og efterlader de kiksede mænd, fordi kvinder hellere vil fortsætte i uddannelsessystemet end mænd.

Det er som om den kvalificerende debat – altså den hvor man taler om tingene og sammen finder en god løsning – er opgivet. Det bidrager kun til mere spænding i samfundet. Tænk bare på alle de kiksede mænd, der nu må forlade landet hvis de vil giftes. De regler der er indført gør intet ved de underliggende problemer.

Og tænk på hvad alle de store partier har sagt ja til, ved at stemme for pointsystemet: At der findes affaldsmennesker, som vi egentlig helst bare vil af med. Det er den endegyldige afskaffelse af det fælles samfund. Smigrenes vilje er sket.

Det er joken for tiden, i flere af de organisationer, der arbejder med folkesundhed.

Taler man med universitetsprofessorene er de bare trætte. Universitetsreformen fra 2003 har bare skabt træthed. Mismod. Ingen grund til flere ord om det.

Og hører man lidt om hvad det koster at finansiere underskuddet på finansloven, eleverne der ikke kan læse etc. etc., er det egentlig ikke så interessant at spekulere over Lene Espersens næste bommert, eller om Bertel Haarder bare var træt da han mistede besindelsen og hvor meget Lars Løkke drikker.

Det bagvedliggende spørgsmål er om regeringen nu har haft så mange år til at stikke en kæp i hjulet for Velfærdssamfundet, at det er lige meget, hvem der vinder næste valg. Altså om vi har passeret et “point-of-no-return” i forhold til opfyldelsen af Venstres gamle drøm.

Der er ingen tvivl om at sygemeldingerne (og især lægeerklæringen) blev groft misbrugt til alle mulige mystiske formål, og på den måde er borgernes egen adfærd med til at gøre det nærmest rimeligt, at sygemeldingerne er erstattet af mulighedserklæringen.

Men på den anden side. Skal man have lov til at være syg – det er vel en rimelig rettighed som borger i velfærdssamfundet.

For hvis skyld

Den nye lovgivning rokker ved den ret, ved at undgå et ja eller nej spørgsmål til om man er syg. Nu er spørgsmålet i stedet hvor meget man kan arbejde under sygdom, og om det nu også er så slemt. En mulighedserklæring indeholder blandt andet oplysninger om, hvordan borgeren kan blive ved med at arbejde, uden at helbredstilstanden forværres.

De læger jeg har talt med kan godt lide ordningen. Der var som sagt en del mystiske situationer i konsultationslokalet, hvor lægen blev bedt mere eller mindre pænt om lægeerklæringer på til tider ikke så tydelige lidelser. Det pres er nu taget af lægernes skuldre.

Som ved alle lovændringer tygger “maskinen” lovene igennem og med tiden begynder forandringer at udkrystalliere sig. Et af de steder man kan se konsekvensen af de ændrede regler, er på de kommunale jobcentre, der har som høj prioritet at sikre refusioner fra staten gennem aktivering af borgerne.

Og da sygemeldingerne ikke mere er et ja/nej spørgsmål i juridisk forstand, bliver ledige borgere sendt i aktivering, selvom de egentlig er syge. Og selvom de nyeste rapporter viser, at det ikke gavner noget, er der ikke noget fra regeringens side, der tyder på at den gamle sondring mellem rask/syg genopstår.

Måske er det en lille ting, men alligevel ikke. Det er en principiel forrykkelse af det enkelte menneskes rettigheder i samfundet. For konsekvensen af ændringen er, at arbejdsgiver eller offentlig myndighed har fuld ret til at fyre den syge eller fjerne forsørgelsesgrundlaget, hvis den syge ikke er i stand til at leve op til de krav der er – imens man er syg. Borgeren må altså afgive en pæn bid suverænitet til stat & marked.

Sygemeldingerne er angiveligt blevet afskaffet på et rationelt grundlag, for at gøre samfundet mere effektivt, også selvom Rambølls evaluering tyder på, at det her ikke virker, samtidig med at lignende indsatser decideret er spild af temmelig mange penge (pris min. 9 mia).

Enten er det at man ikke længere kan være syg, bare endnu et ideologisk korstog fra regeringen, eller også er udviklingen en konsekvens af, at samfundet nu har en kompleksitet, hvor det der virkelig koster penge er at holde samfundsmaskineriet i gang – på bekostning af det enkelte menneske.

Er det bare et korstog fra de liberale, er det lykkes dem at øge maskinens magt over individet. Men partiet Venstre er vist også selv en del af maskinen efterhånden.

Hvad er så maskinen. Den er ikke ny, man kan bare sige at det har kværnet videre og vist nye sider af sig selv, siden den først blev italesat, blandt andet af Max Weber:

For at modvirke bureaukratiet indenfor sit eget samfund – hvor også politikerne blev stadig mere partibureaukrater – gik Weber ind for en forfatning, hvor parlamentet skulle have en præsident («fører») som modvægt, valgt direkte af folket. Denne præsident skulle i kraft af at være et menneske af usædvanlige dimensioner (være «karismatisk») og uhæmmet af bureaukratiske apparater være det element, som hindrede samfundet i at blive en maskine som udslettede individualiteten. (…)

Skal man følge Webers tankegang, er afskaffelsen af sygemeldinger ikke kun et bureaukratisk kunstgreb, det er også et grundlovsmæssigt problem. Der er ingen indbyggede stopklodser i velfærdssamfundet, og erfaringerne med Reagan’s “starve the beast” viser at et skattestop slet ikke fungerer i den retning.

Læs mere om den nye underklasse af statsansatte

Man kan sige at DR har videreudviklet Microsofts permatemp koncept, på en måde der kun er mulig i et velfærdssamfund som Danmark. Altså hvor staten har penge nok til at betale en masse mennesker, for at lave det arbejde, virksomhederne ikke vil betale for.

DR er proppet med mennesker, som er der som led i en arbejdspraktik (altså noget med dagpenge, sygedagpenge, aktivering), studerende der laver (gratis) projekter, folk i løntilskudsjob, kontrakt-ansatte helt ned i perioder på syv dage, freelancere – kort sagt folk der lever helt uden for overenskomsterne.

Det er vist en anden slags lejesvende, der arbejder i DR

Det er interessant i sig selv, hvad der sker, når en virksomhedslogik skal operere indenfor den ramme der hedder socialsamfundet Danmark. Virksomheden følger logikken om at tjene penge, at være lønsom og omkostningsbevidst – her er det DR der har disse interesser og de udnytter bare mulighederne. Men det er kun muligt fordi rammen, som er sat af regeringen, handler om at mennesker ikke må sidde derhjemme og være arbejdsløse. Sygemeldinger er stort set afskaffede, folk skal aktiveres (det tjener kommunen på) og overbevisningen om at folk skal arbejde for pengene er så stærk, at den borgerlige regering ignorerer at der er rigtig mange mennesker som reelt arbejder under mindstelønnen – for staten. Det ligner en ny og særlig slags stænder-samfund, hvor kun de adelige (=totalt uundværlige) kommer i nærheden af rigtige penge… og så politikerne. De får vist også deres.

Det er også interessant at se, at fordi kapitalismen flyder derhen hvor der er muligheder, er overenskomster ved at blive en luksus for de få. Spørg de håndværkere der ikke taler polsk, dem på DR eller de tusindvis af mennesker, der har deres eget firma hjemme i stuen – hvilket lyder romantisk men oftest er et mareridt af usikkerhed og underbetaling.

I den arbejdsmarkedsstruktur vi har, er der huller i overenskomstsystemet på størrelse med kontinenter. Der er jo ingen grund til at ansætte folk rigtigt – men det er nok ikke i fagforeningernes interesse at sige det alt for højt. Der bliver talt om “social dumping” men det er kun en lille del af billedet.

Hvad  kunne egentlig modvirke tendensen i det der sker i DR? Så længe ingenting tyder på forøget produktivitet og outsourcing samtidig spreder sig til stadig flere områder, er det vel kun at man afskaffer mindstelønnen, men det slår vel aldrig gratis arbejdskraft. Hvis altså problemet er at mange mennesker ikke er profitable nok til at have dem ansat til de lønninger der er aftalt i overenskomsterne. Og det er nok en rimelig forklaring på udviklingen.Vi skaber ikke længere den samme værdi når vi går på arbejde.

Da jeg fik mit første job som 14-årig var det som bud i en Skjold Burne. Selve butikken var 2o kvadratmeter stor og alligevel tjente mester nok til at han havde lejlighed, sommerhus og bil. Lærlingen havde sin egen lejlighed. Det var en lykkelig tid – som et sus fra 60′erne – men samtidig fuldstændig urealistisk at sådan en lille butik kunne skabe en merværdi stor nok til at bære den levestandard. I hvert fald set med nutidens briller, hvor den samme butik er lurvet og selv araberne bag disken lugter af snaps. Marxisterne vil nok råbe at alting skyldes profitratens tendens til fald. Men man kunne også bare sige at dengang fik alle nogle fede ting ud af det, når staten gældsatte sig som i 60′erne, 70′erne og begyndelsen af 80′erne. I dag kan den samme gældsætning lige række til en hær af underbetalte slaver.

Nåh ja. Udviklingen bankede i øvrigt allerede på dengang: Jeg blev sendt i Netto hver uge for at købe Gammel Dansk – der var den billigere end hos grossisten. Bondesnuheden har hele tiden været der.

Det er sandsynligvis sådan de fleste mennesker foretrækker at leve, og medvirkende til at det er så vigtigt for politikerne at holde økonomien på sporet. Der skal være råd til rødvin, engelske bøffer og hygge – med sine egne naturligvis.

Det gør det også nemmere at være politiker – det gamle romerske “del og hersk” gælder stadig. Jo mere isoleret hver borger er, jo svagere er befolkningen. For nogle gange skal man lægge 2 og 2 sammen, for at se det store billede.

Usikkerheden på arbejdet, frustrationerne over børnenes skolegang, mormor der ringer hver tirsdag aften og fortæller med en drømmende stemme om dengang før kommunerne var lagt sammen, hospitalet tæt på der nu skal lukkes. De fleste går bare hjem med det. Alene. Uden at vide om naboen inde ved siden af tænker over det sammen. For man passer sig selv.

Der findes ikke tal på hvor mange der skal deltage i et samfund, for at man rigtig kan kalde det et samfund. De fleste undersøgelser tager udgangspunkt  i stemmeprocenten ved fx kommunevalget, i undersøgelser af demokratisk bæredygtighed.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til det. Til det seneste kommunevalg var halvdelen af dem man kunne stemme på partier som “Indkøbslisten” og “nihilistisk folkeparti” – de sidste med sloganet “Det hele er alligevel ligegyldigt – spild din stemme på os.”

Jeg tror jeg ombestemte mig fem gange imens jeg ventede på at sætte mit kryds til sidste kommunevalg. Det føltes inderligt ligegyldigt, og blev kun bekræftet af Klaus Bondams studehandel med sin udnævnte ærkefjende Dansk Folkeparti.

Det der med om det er godt eller skidt at folket er med, er ikke nogen ny diskussion. Platon og Aristoteles havde et kæmpe skænderi om hvorvidt demokratriet var den værste af de dårlige styreformer eller den bedste af de dårlige styreformer.

Platon havde ønsket, at filosofferne skulle herske. Hans fremmeste elev, Aristoteles, var af en anden og mere nuanceret opfattelse. Efter et studie af over 100 forfatninger fra datidens forskellige by-stater konkluderede han – modsat hvad Demokrati Kanon skriver – at selv om de enkelte borgere vidste mindre end filosoffer hver for sig, havde de tilsammen en større indsigt end eliten (…)

Jeg elsker den detalje, at der er fejl i demokrati-kanonen. Som ægte paranoide siger: Dét er næppe tilfældigt

50′ernes og 60′ernes frokost & hygge i kolonihavehuset med kolde Tuborg og smørrebrød var arbejdernes belønning for et halvt århundredes kamp for en ordentlig løn og ordentlige forhold. Der gav det mening at læne sig tilbage og overlade beslutningerne til Anker Jørgensen, befolkningens mand. Og fejre grundlovsdag, synge sange fra højskolesangbogen og drømme om charterferien.

“Forbrugsfesten” i begyndelsen af dette årtusinde var afgørende anderledes. Alle var pludselig rige, ingen havde brug for folkeskoler (der er privatskoler), sygehuse (private sundhedsordninger), offentlige transport (biler), folkepension (kapitalpension) og alt der var fælles havde pludselig ingen værdi. Man kunne passe sig selv uden noget at fejre, andet end sin egen rigdom.

Påskefrokosten i kolonihaven og livsstilsfesten i samtalekøkkenet er to meget forskellige perioder. Den ene var koblet til fællesskabet og den anden var en afkobling af fællesskabet. Begge perioder har haft afgørende betydning for de politiske værdier mange år fremover.

Så det at passe sig selv er altid noget der sker sammen med de andre. Uanset hvad man tror når man sidder med sin Weber-grill.

Det kunne også være interessant med grænser for undervisningskvalitet, sagsbehandlingskvalitet, behandlingskvalitet, listen er lang. Men det ville nok ende i ren politik og blive uanvendeligt.

Fattigdomsgrænsen er nogenlunde målbar og kan være et kvantespring i forhold til de løse ord om Velfærd. Arbejder man bare i nogenlunde kontakt med socialsystemet idag, et system der skal hjælpe fattige, er ordet Velfærdsstat blevet en dårlig joke. Eller noget man taler om i datid.

Rådet for Socialt Udsatte sagde det uden for mange omsvøb allerede i 2005:

Rådet kan konstatere, at bunden er gået ud af det sociale system. Forsørgelseshensynet er bragt i
fare til fordel for incitaments- og integrationshensynet. Dermed er der fare for, at der sker
uoprettelige skader (…)

Det er klart at det kan blive vanskeligt at finde en præcis grænse. Skal den være teknisk eller menneskelig? Men jo flere konkrete grænser/mål der sættes for hvad der er velfærd, jo hurtigere kan der tages hul på debatten, om hvad det egentlig er for et samfund der pt tegner sig et omrids af.

Heldigvis – kan man sige, for det betyder at mange lever godt – har den brede befolkning en opfattelse af, at Danmark har verdens bedste sociale sikkerhedsnet. Det er typisk en holdning der varer, indtil der er brug for hjælp.

Men tiderne skifter og mennesket tilpasser sig udviklingen. Det er sjældent en bevidst proces, og der er sikkert en hær af mini-ryger derude, men det ny årtusindes havehelt går ikke i marken for at hygge sig Han gør det for at kunne klare sig uden resten af verden.

Bonderøven fra Norddjurs, Frank Erichsen, har et ønske i sit liv: At kunne leve selvforsynende. At kunne klare sig selv uden at være afhængig af andre.

Selvforsyning er ikke en tilfældig grille for Frank Erichsen, men omdrejningspunktet for et helt liv. Og seertallene tyder på, at hans livsfilosofi om, at det er bedre ikke at være afhængig af nogen, vækker genklang… samtidig med at det er lidt hyggeligt.

Drømmen om et simplere og selvbestemmende liv (i respektfuld kamp med elementerne), har afløst Søren Ryges fritidsagtige tilgang til at dyrke jorden. Nu handler det om at kunne overleve, og der er en nærmest intuitiv modvilje mod at være for afhængig af det moderne samfund. Det er en fortolkning, måske, men tydeligt er det, at ordet "fremskridt" ikke længere har den samme magiske klang som engang.

"Det arbejde, man selv laver med sine hænder er meget mere værd end det arbejde, man får løn for," siger Frank Erichsen, og vender dermed ryggen til de hensygnende debatter om velfærdsamfundet, skatterne, globaliseringen.

Her er nogle af de veje Frank Erichsen er gået:

Fosen Folkehøgskole

Noter til den selvforsynende have

og lidt ekstra:

Inspiration til selvforsyning

Selvforsyning med el og varme

Selvforsyning uden at overdrive

Undervejs i menneskets historie, er der mange mennesker, der har brugt et helt liv på at tænke sig frem til meningen med livet, retfærdigheden i samfundet og godheden i mennesket. Det er ædle tanker, men de er sandsynligvis alle født med den blinde vinkel, som er, at det vi mennesker gør, for det meste handler om noget helt andet. Vi er jo, og der har genetikken ret, aber.

Derfor faldt der en sten fra mig hjerte, da en rocker blev skudt på en sushi-restaurant, ikke langt fra sit hjem i Tuborg Sundpark, der er Danmarks dyreste boligområde.

Min lettelse skyldtes ikke så meget, at endnu en hærdet kriminel blev ramt i bandekrigen – det er selvfølgelig synd for ham og altid besværligt at blive skudt midt i maden – men, at der endelig var et helt håndgribeligt bevis på, at det der med at have mange penge, overhovedet ikke hænger sammen med mening, en fælles retfærdighed eller godheden i mennesket… eller i hvert fald ikke som jeg lærte om det i skolen.

De fleste rockerklubber arbejder stille og roligt på at skabe deres egen hær, og løbende fylde sprækkerne ud, efterhånden som fortidens hyggesamfund udvikler sig til noget andet. Pengene finder rockerne ved at sælge de ting masser af mennesker bruger, men kun taler om i det skjulte.

Jeg følte mig besynderligt fri, da jeg læste om skudepisoden. Der var ingen grund til flere nervøse bekymringer om rigtigt og forkert i forhold til Velfærdsstatens fremtid. Bare fyr den af, arbejd sort, fjern skatten. Vi er godt igang. Når jeg besøger min mor i det kvarter jeg voksede op i, er alting forfaldent, butikkerne er lukkede, asfalten er hullet. Men på sidevejene er alle millionærer i deres friværdi. Hvorfor dog bruge tid på at spekulere over hvor smart det lige er.

Det er åbenbart helt normalt på børnehaver i udvalgte kommuner, at dagen starter med at man sætter et rød, gult eller grønt skilt på fordøren. Rød betyder "I dag er det uforsvarligt at få passet dit barn her", gult betyder "lad helst være," og alle ved selvfølgelig hvad det betyder – og håber på – et grønt skilt på døren, når man afleverer sit barn.

Så er der lægen, der må fortælle en syg gammel dames familie, at enten dør deres gamle mor i sin seng, eller også skal hun indlægges på et hospital mere end langt væk. Det nærmeste sygehus – som heller ikke ligger helt tæt på – er lukket af embedslægen på grund af overbelægning. Og selvom indlæggelse på en almen medicinsk afdeling er nok til at behandle den gamle dame, er det ikke specielt trygt for nogen at blive indlagt alene på en afdeling på en anden egn, hvor ens familie dårligt har mulighed for at besøge en. Familien vælger at lade den gamle dame blive hjemme, og hun dør kort efter.

Det kan lyde pylret det med afstande, men da min farmor boede på plejehjem, byggede kommunen et nyt moderne plejehjem og flyttede alle de gamle. Det betød at næsten en tredjedel af beboerne på plejehjemmet var døde indenfor et halvt år, inklusiv min farmor. Gamle mennesker kan åbenbart ikke tåle for meget uro og utryghed, og jeg er ikke sikker på om det er glemt eller regnet med i diskussionen om de nye superhospitaler (som for næsten alle betyder meget langt til nærmeste hospital).

Så der er altså børnehaver, der ikke kan passe børn og sygehuse der ikke har plads eller bare ikke er tilgængelige for borgerne. Efter 25 år med sparerunder, virker det som om at der er skåret længere ind end til benet. Det virker som om tingene begynder at holde op med at fungere, og alle de mennesker jeg har talt med, siger det samme: Hvis det alligevel ikke fungerer, hvorfor så betale så meget i skat.

Det hører selvfølgelig med til historien at der i snart otte år har siddet en regering, hvis grundlæggende dagsorden er at befrie mennesket fra den onde stat, og derfor spænder ben for alt det der virker i Velfærdsstaten og skubber på med det, der hjælper til at få den til at snuble.

Men alligevel. 50 øre af hver tjent krone ryger tilbage til statskassen, uden man er helt sikker på hvad de går til. Folkeskolen er tydeligvis ved at synke, vejene smuldrer og selvom det har altid været sådan i kommunerne går tingene lidt langsommere, er det slet ikke morsomt, når en ledende medarbejder i Vejle kommune konstaterer:

"Jeg har mange gange oplevet, at folk er rejst, og at jeg bagefter må sige: Hvad pokker har de egentlig lavet? Jeg mærker ikke noget til, at de er rejst "(link)

På den helt anden front er der så spørgsmålet om det så går ufattelig godt i det private erhvervsliv.

En af mine veninder arbejder i en af verdens største finansielle institutioner (de kinesiske undtaget, dem har jeg ikke helt styr på). Tidligere var hun ledende medarbejder i et kendt dansk IT-firma, og med de kompetencer kan hun lige nøjagtigt få lov til at være en slags avanceret sekretær, hvis hun vil være med på det globale arbejdsmarked. De rigtige dygtige mennesker, bliver fløjet ind fra Hong Kong eller London eller hvor det nu er, når der er brug for det.

"Hvad skal vi leve af i Danmark om tyve år," spurgte hun mig, men det er sommer og vi tog det ikke alt for alvorligt. Det er der så andre der gør.

Andre tager det mere alvorligt, og i Berlingske kunne man i fredags læse at erhvervslivets top mener det er et spørgsmål om måneder, hvis det skal give nogen mening at kridte banen op for Danmark som en global spiller (i stedet for underleverandør til den civiliserede verden).

Paradoksalt nok vil det kræve en stærkere stat, at sende landet afsted i retning af fremtiden, i kraft af vores politikere skal udpege strategiske områder, der skal være motoren i økonomien herhjemme. Det må så være et personligt spørgsmål om man synes det er en god idé at Brian Mikkelsen – vores økonomi og erhvervsminister – skal udtænke arkitekturen til fremtidens Danmark. Man siger jo at et folk har de ledere de fortjener.

I min omgangskreds møder jeg en del mennesker der arbejder med sundhedsområdet på den ene eller anden måde. De fortæller om behandlinger der bliver sat i værk (dyre behandlinger, skal bemærkes) som alle faggrupper ved er spild af penge. Men de skal sættes i værk, for der skal vises politisk handlekraft. Jeg har gennem mit arbejde fulgt udbygningen af flere hospitaler – hospitaler der vel og mærke nu skal nedlægges, omstruktureres eller som er blevet udstyret med materiel til patienter de aldrig skal behandle.

Det kan ærgre, at der er alt det spild. At personalet mister lysten til deres arbejde ved de konstante omstruktureringer. Og at de involverede parter tilsyneladende ikke formår at træffe varige fornuftige beslutninger, men at der i stedet for går politik i det. Politik bygger på ideologi, som er idéernes logik. Det kan ærgre at idéerne ikke opsøger en mere kvalificeret modstand, men bare flytter rundt på alting, som er det legetøj.

Jeg har siddet hele formiddagen på Christiansborg i dag (UDEN at overtræde en eller anden tilfældig ny lov) og 95% af tiden er gået med alt andet end at tale om virkelige forhold og virkelige løsninger. Der er bare blevet skubbet dagsordener frem og tilbage. Velkommen til det nære effektive demokrati.

Det meste af min dag er gået med at tænke over, om vejen frem for Velfærdssamfundet – hvis nu man er tilhænger af den – er at bygge videre med en endeløs række omstruktureringer & omorganiseringer indtil den magiske formel findes… eller at rive ned og starte forfra. Heldigvis havde jeg en god snak med en efterlønner forleden, der rejste sig fra sit leje på afgrundens rand og sagde: Intet starter nogensinde helt forfra.