Indtil sidste år var det sådan, at hvis man var syg, var man i hvert fald ikke rask. Man kunne blive sygemeldt fra sit job indtil man var klar med en raskmelding. Sådan er det ikke mere.

Der er ingen tvivl om at sygemeldingerne (og især lægeerklæringen) blev groft misbrugt til alle mulige mystiske formål, og på den måde er borgernes egen adfærd med til at gøre det nærmest rimeligt, at sygemeldingerne er erstattet af mulighedserklæringen.

Men på den anden side. Skal man have lov til at være syg – det er vel en rimelig rettighed som borger i velfærdssamfundet.

For hvis skyld

Den nye lovgivning rokker ved den ret, ved at undgå et ja eller nej spørgsmål til om man er syg. Nu er spørgsmålet i stedet hvor meget man kan arbejde under sygdom, og om det nu også er så slemt. En mulighedserklæring indeholder blandt andet oplysninger om, hvordan borgeren kan blive ved med at arbejde, uden at helbredstilstanden forværres.

De læger jeg har talt med kan godt lide ordningen. Der var som sagt en del mystiske situationer i konsultationslokalet, hvor lægen blev bedt mere eller mindre pænt om lægeerklæringer på til tider ikke så tydelige lidelser. Det pres er nu taget af lægernes skuldre.

Som ved alle lovændringer tygger “maskinen” lovene igennem og med tiden begynder forandringer at udkrystalliere sig. Et af de steder man kan se konsekvensen af de ændrede regler, er på de kommunale jobcentre, der har som høj prioritet at sikre refusioner fra staten gennem aktivering af borgerne.

Og da sygemeldingerne ikke mere er et ja/nej spørgsmål i juridisk forstand, bliver ledige borgere sendt i aktivering, selvom de egentlig er syge. Og selvom de nyeste rapporter viser, at det ikke gavner noget, er der ikke noget fra regeringens side, der tyder på at den gamle sondring mellem rask/syg genopstår.

Måske er det en lille ting, men alligevel ikke. Det er en principiel forrykkelse af det enkelte menneskes rettigheder i samfundet. For konsekvensen af ændringen er, at arbejdsgiver eller offentlig myndighed har fuld ret til at fyre den syge eller fjerne forsørgelsesgrundlaget, hvis den syge ikke er i stand til at leve op til de krav der er – imens man er syg. Borgeren må altså afgive en pæn bid suverænitet til stat & marked.

Sygemeldingerne er angiveligt blevet afskaffet på et rationelt grundlag, for at gøre samfundet mere effektivt, også selvom Rambølls evaluering tyder på, at det her ikke virker, samtidig med at lignende indsatser decideret er spild af temmelig mange penge (pris min. 9 mia).

Enten er det at man ikke længere kan være syg, bare endnu et ideologisk korstog fra regeringen, eller også er udviklingen en konsekvens af, at samfundet nu har en kompleksitet, hvor det der virkelig koster penge er at holde samfundsmaskineriet i gang – på bekostning af det enkelte menneske.

Er det bare et korstog fra de liberale, er det lykkes dem at øge maskinens magt over individet. Men partiet Venstre er vist også selv en del af maskinen efterhånden.

Hvad er så maskinen. Den er ikke ny, man kan bare sige at det har kværnet videre og vist nye sider af sig selv, siden den først blev italesat, blandt andet af Max Weber:

For at modvirke bureaukratiet indenfor sit eget samfund – hvor også politikerne blev stadig mere partibureaukrater – gik Weber ind for en forfatning, hvor parlamentet skulle have en præsident («fører») som modvægt, valgt direkte af folket. Denne præsident skulle i kraft af at være et menneske af usædvanlige dimensioner (være «karismatisk») og uhæmmet af bureaukratiske apparater være det element, som hindrede samfundet i at blive en maskine som udslettede individualiteten. (…)

Skal man følge Webers tankegang, er afskaffelsen af sygemeldinger ikke kun et bureaukratisk kunstgreb, det er også et grundlovsmæssigt problem. Der er ingen indbyggede stopklodser i velfærdssamfundet, og erfaringerne med Reagan’s “starve the beast” viser at et skattestop slet ikke fungerer i den retning.

Læs mere om den nye underklasse af statsansatte