"Britain will go bankrupt – learn Chinese and move to China, says investment guru"

(læs)

Når investeringsmanden Jim Rogers, en af de få personer, der har en intim forståelse af verdensøkonomiens gang, pludselig trækker stikket ud og forlader Europa, er det en påmindelse om, at det ikke er nogen selvfølge at et samfund består. Især ikke et tonstungt Velfærdssamfund, der tromler derudaf, samtidig med at ingen ved om de skal skrige eller grine over skattetrykket.

At det ikke er en selvfølge, at medierne evner at stå i spidsen for de vigtigste samfundsmæssige diskussioner, er blevet italesat i forbindelse med diskussionen om Wikileaks

"Eksisterer WikiLeaks udelukkende, fordi de professionelle medier har glemt, hvem de er til for, og svigtet den kritiske kulegravende journalistik for i stedet at blive en for magelig del af magten selv?" (Berlingske Tidendes Chefredaktør)

Det kan ikke siges med sikkerhed, men en af antagelserne i denne blog er, at medierne ikke formidler et reelt billede af den nedslidning og udhulning af velfærdsstaten, som mange oplever – at der er en afstand imellem befolkningens hverdag og hvad der tages op i medierne.

Med høj sandsynlighed er det en tilfældig politisk enkeltsag, der fylder forsiden i morgen. Det er fint hvis man er politiker. Medierne kan holdes i kort snor, bare de får en godbid hver dag. Så kan partierne og kommunikationsrådgiverne kæmpe deres kampe  om stemmerne i fred og ro, uden de store uventede spørgsmål.

It's not news anymore, it's advertising – grafitti på Nørrebro, 2010

Cocktailen af journalister, politikere, kommunikationsrådgivere og analytikere er efterhånden så potent, at alle er blevet en smule rundtossede. I en grad så selv medierne undrer sig.

"I det hele taget er Danmark ved at blive et eksotisk land, hvor næsten alting vendes på hovedet, hvor småt gøres til stort, og hvor stort slet ikke diskuteres," skrev Claes Kastholm i marts 2010 i en klumme i Berlingske Tidende.

I en verden, hvor alle der er noget ved musikken også er medietrænede, kan det selvfølgelig være vanskeligt at afdække de politiske partiers sande intentioner med noget som helst. Det er endnu ikke lykkedes at finde den lap papir, hvor Anders Fogh skrev: Nu smadrer vi den Velfærdsstat og sætter mennesket frit. Og uden den rygende pistol – altså Foghs nu meget gamle huskeseddel – finder den og mange andre historier aldrig frem til mediernes forsider.

De historier der må blive i skuffen, er ofte historier, der konflikter med grundlæggende journalistiske principper om, at påstande skal kunne bekræftes. Men de offentlige ansatte i Velfærdsstaten tør ikke udtale sig, politikerne taler udenom og når en kommunalt ansat endelig siger sin mening, bliver han fyret og alt bliver benægtet. Hvis der er noget at fortælle om velfærdssamfundet, er der lagt effektivt låg på.

Mediernes oprindelige funktion som befolkningens vagthund, er truet fra alle sider. Af dygtige politikere, af reducerede research-budgetter, skræmte medarbejdere, magelighed, teknologi og uigennemskuelige interessekonflikter. Og umiddelbart er det vanskeligt at få øje på, hvordan medierne vil komme igen.

Journalistikkens blinde vinkel har altid været de svageste i samfundet – som er mest sårbare overfor de stadig større huller i uddannelsessystemet, de sociale systemer, sundhedssystemet, retsvæsenet – de svageste bliver oftest nogen som de stærke taler om. Svage mennesker er de grupper i befolkningen, der har lav troværdighed og som heller ikke er gode til argumentere. Enlige mødre, sindslidende, vrede mennesker, alkoholikere, udlændinge, gamle, listen er lang – de får sjældent det sidste ord i medierne. Det er et metode-problem.

I praksis kan der være periodiske afsløringer af hvordan fx kommunerne bøjer reglerne for at få budgetterne til at hænge sammen. Men medierne har altid haft svært ved at være konsekvent samfundskritiske. Problemet er bl.a. beskrevet af Noam Chomsky i "Manufacturing Consent," der er en teori om, at intet medie i længden vil overleve, hvis det konsekvent trodser politiske og økonomiske interesser (det samme gælder, hvis man lever af at være samfundskritisk).

Det betyder, at den fortælling om Velfærdsstaten man møder i medierne, oftest er den fortælling som samfundets top ønsker fortalt. Og toppen er naturligvis dem, der profiterer mest på at samfundet bliver ved med at være som det er nu. Hvis man aldrig forlader sin lejlighed og kun læser aviser, kan man derfor måske tro, at Velfærdssamfundet med ganske få justeringer, er på rette spor og har det fint.

Den blog er blevet etableret ud fra en antagelse om, at medierne – fordi de er medier og arbejder som de gør – har svært ved ikke at købe det politiske billede af Velfærdssamfundet (eller også er virkelighed kun noget man taler om mellem linjerne).

De mange ekstra milliarder betyder, at det har været muligt at ansætte over 30.000 flere medarbejdere i den offentlige sektor fra 2002 til 2009 (3. kvartal). Det betyder flere medarbejdere til at sikre god kvalitet i sundhedsvæsenet, plejesektoren mv. (…)

Døm selv om det passer.

Denne blog modtager gerne indlæg, hvis de ikke kan offentliggøres andre steder, ud fra et princip om at ulemperne ved de journalistiske principper, til tider er større end fordelene.

Et eksempel på en gyldighedskonflikt er netavisen Huffington Post's dækning af urolighederne i Iran. Det skete ved udstrakt brug af Twitter, hvilket senere er blevet fordømt af mere traditionelle journalistiske medier. Fordi man egentlig ikke ved om det, der står på Twitter passer. Men det gjorde det så.

ver 2.4 august 2010