Det moderne menneske er splittet af de mange forskellige roller det forventes man indtager i et komplekst og dynamisk samfund.
Forældrebestyrelsesmedlem, sagsbehandler, samfundskritiker, medborger, opninionsdanner, skattesnyder – der er ikke meget plads tilbage til den oprindelige tanke om at være et helt frit menneske, som konservatismen udspringer af. For den moderne frihed – hvis den findes – er splittet op i en uendelighed, hvor intet er helt frit.
Ingen aner i det moderne samfunds kompleksitet, om det man gør i hverdagen bidrager til menneskets frihed eller det modsatte. Selv når man gør sit bedste.
Hver gang en læge finder en ny kur, opstår der noget godt, og samtidig øges presset på ressourcerne til sundhedsvæsenet. Hver gang en jurist fortolker en lov om individets rettigheder, er der ingen der aner om det styrker eller svækker både individ og samfund bagefter – og hver gang nogen kører på arbejde for at lave noget fornuftigt, kan drivhusgasserne være med til at betyde menneskehedens undergang.
Det moderne samfund gør frihed til et ord mere end en erfaring. Ingen aner om de gør godt.
Det er ikke nogen ny diskussion, der er åbenbart bare ikke fundet en rigtig god løsning:
“Det var Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der gennem sin politiske filosofi lagde grundstenen til den moderne socialisme. I modsætning til liberalisterne mente han ikke, at samfundsændringerne havde ført til det bedre. Hans kritik var især rettet imod bysamfundet. Mennesket var blevet snæversynet, korrumperet og asocialt af samfundslivet. Han foreslog derfor en fjernelse af ejendomsretten som kun skabte egoisme. Han ønskede – noget romantisk – at føre samfundet tilbage til bondelivet. Her blev menneskerne ikke fordærvet af bylivet og af markedet. Staten skulle overtage styringen af samfundslivet, og gennem opdragelse skulle borgerne genfinde friheden.” (fra konservativ ungdoms historieundervisning)
Rousseau kendte ikke så meget til motoren i det moderne samfund – markedsøkonomien – og at markedsøkonomien er flintende ligeglad med frihed, mening, etik, kærlighed og mennesket. I markedsøkonomien er mennesket en omkostning i det øjeblik det ikke forbruger. Men han havde nok ikke været rigtig begejstret havde man fortalt ham om WTO. Måske ville han – altså Rousseau – endda havde spildt, hvis han drak mælk når han hørte om denne stræben efter den fri og uregulerede verdenshandel, hvor der ikke er nogen grund til at tale om mindsteløn, menneskerettigheder, statslig suverænitet – og alle e andre detaljer, der engang var hjørnestenene i menneskets stræben efter at være mennesker.
Det rigtig sjove spørgsmål, er imidlertid ikke hvad ham gutten Rousseau ville have gjort – men om ikke moderniteten er så fuldstændig ligeglad med konservative værdier som frihed, familie og fædreland, at det er ligegyldigt at holde fast i sloganet “At forandre for at bevare” – som de konservative ellers hiver frem som en slags FBI-skilt – og bare erklære sig enige med Roussau: At det er på tide at være en kende bagstræberisk og sige at ordet fremskridt har fået en anden klang.
Når verden er som den er, er det fristende at konkludere, at alle de politiske partier i bund og grund må være reaktionære kommunister, der vil tilbage til et simplere samfund, hvor det giver mening at mennesket lever ud fra et værdisæt.
Kommunisme i bondesamfundsforstand, fordi at når samfund bliver for store bliver de for komplekse, og så bliver alting helt anderledes end det man skabte samfundet for – et fællesskab til gavn for de mennesker der udgør fællesskabet.
Kommunisme eller atomisme. Bondesamfundsimse. Den mindste enhed et samfund kan være, og helst ikke for stor. Alkoholisme. Måske.
Der er selvfølgelig små forskelle imellem partierne. Nogle vil gerne have de der grever og den slags morsomme typer, andre vil gerne have at alle sover i grisestalden – men hvilket politisk parti ønsker det moderne samfund med alle dets uigennemskuelige svagheder, uendelige kværnen, og hvor det enkelte menneske har uendelig lidt at sige om hvad der kan lade sig gøre i livet – alt kan være anderledes i morgen, hvis dollaren falder for meget, eller høsten i Australien slår fejl.
Den totale frihed har selvfølgelig altid været en absurd forestilling. Dronningen kan ikke bare løbe en tur rundt om søerne, selvom hun gerne ville. Men hvem har i dag friheden til at vælge mellem at gøre meningsfulde og meningsløse ting. Hvornår står man selv med den afgørende følelse af, at det jeg gør lige nu, gør en forskel, og i morgen vil jeg blive husket for det. Jeg tror nogen gange jeg gør det. Men det passer ikke.
Engang i San Cristóbal i Mexico gav jeg en masse mad til en hund der var ved at dø af sult. Det var virkeligt.
Det jeg gør i min hverdag er muligvis abstrakt fedt nok, men jeg aner det ikke. Og hunden døde sikkert efter jeg rejste. Det holder ikke.
Da Andy Warhol opfandt det berømte udtryk om 15 minutters berømmelse, må han i et hjørne af sit hjerte have sagt farvel til sin Gud. Han må have set et sted i tågerne og syren, at verden nu var vokset dertil, hvor ingen længere skaber et meningsfuldt liv selv. Det højeste der er tilbage at tro på, den eneste nådegave – er at du måske får verdens opmærksomhed i 15 minutter. Der er 15 minutters meningsfuldhed der venter dig. Det er forandring der bevarer. Eller du kan droppe stoltheden og 
bliver kommunist… og alkoholist selvfølgelig.
Jeg er stadig på husjagt og har endelig fået sat mig lidt ind i logikken på boligmarkedet, og konklusionen fra mæglere og banker er sådan set klar: De næste mange år vil ingen sætte deres hus til salg (undtagen dødsboer), fordi de fleste har lånt så meget op i en friværdi, der bagefter er forduftet, at de stort set er stavnsbundne. Friheden til at bo hvor man vil er blevet byttet for et nyt køkken, to årlige ferierejser og måske en større bil.
Det er bare sådan det er. Mennesket er mennesket. Klasser opstår ud fra det man eftertragter, og besynderligt nok har menneskets trang til at bekræfte sin frihed (ved at bruge penge) i de 7 amok-år med Anders Fogh, ført til at det især er dem, der er glade for penge, der sidder i klemmen. 80% af husejerne i Nordsjælland er teknisk insolvente og altså fanger i eget hus. De kan ikke flytte, selvom de gerne vil. Ikke blive skilt – en anden af de få friheder der er tilbage i moderniteten. Skønt.
Det er interessant af det især er dem på Nordsjælland der er røget i forbrugsfælden. Det er konservativt hjemland, og en af hjørnestenene i konservatismen er den private ejendomsret. Den har fået en underlig bismag.
“Den private ejendomsret er en ukrænkelig størrelse. Det giver borgerne sikkerhed imod vilkårligheder fra staten og sikkerhed for frugten af arbejde og opsparing. Uden denne sikkerhed og tillid ville samfundsøkonomien kunne bryde sammen” (om konservatismen)
Det er da morsomt.
Det der skulle gøre hver menneske større, er med småting som afdragsfrie lån, grådighed & ustabile boligbobler, blevet til noget helt andet. Alle politiske teorier om at man kan stemme med sine fødder, har fået en alvorlig udfordring, og det bliver spændende at se hvor længe de (hidtil) velhavende skal sidde i gældsfælden før de bliver glødende socialister. Hvis de altså ikke allerede – i virkeligheden – er det… selvom de måske har lidt svært ved at sætte de rigtige ord på.
Ahh – det kræver en menneskekender af en kaliber som ham Faust løb ind i, at få et menneske til at opgive sin frihed for at kunne købe et Svane-køkken. Skønt jeg altid er på røven. Som en skibums sagde – min frihed består i hvor lidt jeg har brug for. Han har næsten ret.
