Noget af sommeren er gået med ture rundt i landet, hvor jeg har talt med pædagoger, læger og folk fra det private erhvervsliv, og det er kulørte historier fra Velfærdsdanmark, der sådan ryger ned i kufferten.
Det er åbenbart helt normalt på børnehaver i udvalgte kommuner, at dagen starter med at man sætter et rød, gult eller grønt skilt på fordøren. Rød betyder "I dag er det uforsvarligt at få passet dit barn her", gult betyder "lad helst være," og alle ved selvfølgelig hvad det betyder – og håber på – et grønt skilt på døren, når man afleverer sit barn.
Så er der lægen, der må fortælle en syg gammel dames familie, at enten dør deres gamle mor i sin seng, eller også skal hun indlægges på et hospital mere end langt væk. Det nærmeste sygehus – som heller ikke ligger helt tæt på – er lukket af embedslægen på grund af overbelægning. Og selvom indlæggelse på en almen medicinsk afdeling er nok til at behandle den gamle dame, er det ikke specielt trygt for nogen at blive indlagt alene på en afdeling på en anden egn, hvor ens familie dårligt har mulighed for at besøge en. Familien vælger at lade den gamle dame blive hjemme, og hun dør kort efter.
Det kan lyde pylret det med afstande, men da min farmor boede på plejehjem, byggede kommunen et nyt moderne plejehjem og flyttede alle de gamle. Det betød at næsten en tredjedel af beboerne på plejehjemmet var døde indenfor et halvt år, inklusiv min farmor. Gamle mennesker kan åbenbart ikke tåle for meget uro og utryghed, og jeg er ikke sikker på om det er glemt eller regnet med i diskussionen om de nye superhospitaler (som for næsten alle betyder meget langt til nærmeste hospital).
Så der er altså børnehaver, der ikke kan passe børn og sygehuse der ikke har plads eller bare ikke er tilgængelige for borgerne. Efter 25 år med sparerunder, virker det som om at der er skåret længere ind end til benet. Det virker som om tingene begynder at holde op med at fungere, og alle de mennesker jeg har talt med, siger det samme: Hvis det alligevel ikke fungerer, hvorfor så betale så meget i skat.
Det hører selvfølgelig med til historien at der i snart otte år har siddet en regering, hvis grundlæggende dagsorden er at befrie mennesket fra den onde stat, og derfor spænder ben for alt det der virker i Velfærdsstaten og skubber på med det, der hjælper til at få den til at snuble.
Men alligevel. 50 øre af hver tjent krone ryger tilbage til statskassen, uden man er helt sikker på hvad de går til. Folkeskolen er tydeligvis ved at synke, vejene smuldrer og selvom det har altid været sådan i kommunerne går tingene lidt langsommere, er det slet ikke morsomt, når en ledende medarbejder i Vejle kommune konstaterer:
"Jeg har mange gange oplevet, at folk er rejst, og at jeg bagefter må sige: Hvad pokker har de egentlig lavet? Jeg mærker ikke noget til, at de er rejst "(link)
På den helt anden front er der så spørgsmålet om det så går ufattelig godt i det private erhvervsliv.
En af mine veninder arbejder i en af verdens største finansielle institutioner (de kinesiske undtaget, dem har jeg ikke helt styr på). Tidligere var hun ledende medarbejder i et kendt dansk IT-firma, og med de kompetencer kan hun lige nøjagtigt få lov til at være en slags avanceret sekretær, hvis hun vil være med på det globale arbejdsmarked. De rigtige dygtige mennesker, bliver fløjet ind fra Hong Kong eller London eller hvor det nu er, når der er brug for det.
"Hvad skal vi leve af i Danmark om tyve år," spurgte hun mig, men det er sommer og vi tog det ikke alt for alvorligt. Det er der så andre der gør.
Andre tager det mere alvorligt, og i Berlingske kunne man i fredags læse at erhvervslivets top mener det er et spørgsmål om måneder, hvis det skal give nogen mening at kridte banen op for Danmark som en global spiller (i stedet for underleverandør til den civiliserede verden).
Paradoksalt nok vil det kræve en stærkere stat, at sende landet afsted i retning af fremtiden, i kraft af vores politikere skal udpege strategiske områder, der skal være motoren i økonomien herhjemme. Det må så være et personligt spørgsmål om man synes det er en god idé at Brian Mikkelsen – vores økonomi og erhvervsminister – skal udtænke arkitekturen til fremtidens Danmark. Man siger jo at et folk har de ledere de fortjener.
