Der er ingen tvivl om at en enorm middelklasse er den bedste garanti for et stabilt samfund. Det har der været enighed om i tusindvis af år.
Hvis du er middelklasse er du afhængig af at samfundet eksisterer. Hvis du er ludfattig er det ikke noget du tænker over og hvis du er enormt rig, kan du være ligeglad. De der bekymrer sig om at gå på nettet og læse blogs er helt sikkert middelklasse 
Middelklassen bevarer samfundet for sin egen overlevelses skyld og stemmer de regeringer ud, der truer den. Derfor skulle man næsten tro, at middelklassen også vidste, hvad der er bedst for samfundet. Det er ren fornuft.
Jeg VIL have love til at stemme på en bank! Nu nu nu
Det er bare her jeg ikke kan få det til at stemme. Uden at fedte sig ind i de små politiske spil herhjemme, fx om 12-minutter kan redde kongeriget eller ej, kunne jeg godt tænke mig at kunne stemme på en bank. Snart. Det er åbenbart et langt bedre sted at gå hen med min afhængighed af samfundet.
De seneste års begivenheder har vist at de politiske systemer, er noget længere nede i fødekæden end bankerne, når tingene kommer ud på kanten. Der var ellers en kort periode hvor det så ud som om, at Peter Straarup fra Danske Bank ikke længere ville kunne skrive lovene for politikerne, men om det er kløgt hos bankerne eller rådvildhed hos politikerne, magten ligger nu trygt hos bankerne igen.
Senest er det set i Grækenland, hvor privatejede og statsejede banker spinder guld på at spekulere mod Euroen og lande i krise. Redningspakken til Grækenland er mest af alt en redningspakke til de banker, der har penge i klemme. Og redningen kommer helt uden nogen form for forudgående demokratisk proces. Banker skal åbenbart bare reddes. Uden diskussion.
Det er også smartere at være pengemand end politiker. Fri til at flytte rundt på sin magt efter behag, uden besværlige befolkninger, bare en masse flow dybt nede i transaktionerne. Og nogle andre til at rydde op, de gange det går galt. Den form for magt er selvfølgelig stærkere end den politiske. Manner, det er rock’n roll. Jeg vil kunne stemme på en bank!
For tiden forsøger politikerne at vise deres magt, ved at piske stemmekvæget til truget med ordet “tryghed.” Men enhver kan se, at i den globale verden er der én ting regeringen ikke kan garantere – og det er tryghed. Hvor mange føler sig trygge i deres job? Trygge i deres boliger? Trygge ved deres børns uddannelse? Alle steder har omkvædet om “tryghed” været med til at påpege at ingen længere er trygge, og det er selvfølgelig meningen. Det betyder bare ikke at politikerne har nogen reel magt over begivenhederne.
Konkret eksempel: På mit arbejde er vores kontor er lige blevet røvet igen, det er tredje gang på to måneder, strømerne har ikke været forbi endnu og kommer det ikke, og jeg køber ikke den med, at politikerne gør min hverdag særlig meget mere trygt. Samtidig er der lige blevet suget penge nok ud af det økonomiske system til at bygge et bjerg af guld på Lolland, og de 5.500 milliarder der er kommet på bordet i forbindelse med krisen i Grækenland, er kun lige nok til at dække gammel gæld & løse udeståender. Det ligner noget Naomi Klein beskriver et sted i No Logo: De fleste befolkninger er overladt til at slås om en hastigt skrumpende økonomisk kage, pengene forsvinder andre steder hen, og når truget tømmes er det sjældent hverken kønt eller trygt.
Jeg har droppet tanken om at politikerne vil tale om tingenes reelle tilstand, og derfor vil jeg stemme på en bank! Nu.
Hvis ikke det er tydeligt efter disse finanskriser, hvem det egentlig er disse såkaldte samfund egentlig skal tjene, tja, så bliver det, det nok aldrig. Uhæmmet grådighed er endda ved at blive ophævet til naturlov. Fantastisk.
