Det er flyttetid herhjemme. Og ifølge loven, har vi pligt til selv at fremvise lejligheden til potentielle nye lejere.
Det er en virkelig ringe regel. Jeg har i hvert fald oplevet at folk kommer forbi og skal se fem eller seks lejligheder på en gang, og det er en flad fornemmelse at indrette sit liv efter. Men. altså. Det er altid spændende at møde nye mennesker. En af mine "gæster" var en yngre kvinde med Vesterbro-dialekt, hun sad i kørestol, og vidste slet ikke om hun ville flytte fra sin lejlighed. Som hun forklarede mig, hun var primært ude og kigge.
Måske ville hun bagefter søge kommunen om støtte til at flytte. Det lød som et stort og mægtigt system, og på alle måde som en proces der var helt uden for hendes magt.
Det skal siges med det samme, at jeg ikke blev specielt munter over at høre, at min gæst ikke engang vidste om hun ville flytte. Det er lige lovlig dårlig stil at bruge andres tid på den måde. Så da min gæst med et sigende blik forklarede mig, at hvis hun ville flytte måtte kommunen og boligselskabet skændes om, hvem der skulle betale for at fjerne dørtrinene (så hun kunne komme rundt i lejligheden i sin kørestol). Måske var det hendes blik, måske var det fordi jeg havde slået foden under rundvisningen, men jo mere hun talte om kommunen, jo mere konkluderede jeg, at hun var fra kronikerland.
Koniker-mentaliteten opstår typisk hos mennesker, der har været syge/invalide i lang tid. Det er liv, hvor centrum er, at man har problemer.
I den her lejlighed taler vi om tre dørtrin der skal fjernes og muligvis noget støtte-lir til toilettet. Så kan en kørestolsbruger bo her. Der bor allerede fem andre kørestolsbrugere i bygningen, og lejlighederne er forberedt til det. Men ok, måske er det overhovedet ikke hendes skyld, at hun lader det være fuldstændigt op til kommunen, hvad der skal ske i hendes liv. Måske er det virkelig en kompliceret affære at indrette en handikapbolig.
Selvfølgelig er det et andet liv at være afhængig af støtte og hjælp.
Og det er heller ikke nemt at finde vej igennem det det mylder af tilskud, støtte og særlige ordninger, der findes i serviceloven og alle mulige andre love. Det er nærmest som om følelsen af liv bliver flettet uadskilleligt sammen med disse kampe… selvom det til tider er små beløb, der kæmpes om. Jeg vil mene, at man bor i kroniker-land når man ikke længere kan spørge sig selv, om det er kampen værd.
I mit 
arbejde møder jeg en del mennesker, der lever i kroniker-riget, hvor kongen er lovgivningen, hæren er sagsbehandlerne, og alting altid virker en lille smule mystisk.
Det kan være mennesker, der blev syge på et tidspunkt, eller har et misbrug, er arbejdsløse, har et sygt familiemedlem, et handikap eller bare ikke kan finde ud af sagerne selv. Det centrale er at problemerne har fået lov til at blive livet, og det er forbundet med en ekstrem utryghed hvis det ser ud til at problemerne er ved at høre op. For hvad skal der så ske?
Der er utvivlsomt mekanismer i Velfærdssamfundet, der kun fungerer hvis det går stadig dårligere i tilværelsen. Processen undervejs opsluger alle – også kommunen og hele tilværelsen kommer til at afhænge af det næste tilskud.
De fleste kroniker-liv jeg har mødt, har det til fælles, at deres tilværelse for det meste minder om et bittert, frustreret og afmægtigt ægteskab med en eller anden tilfældig kommune.
Man er blevet et offer, hverken for skæbnen eller livet, men for kommunens lune.
Umiddelbart kan man vælge at gå ind i om kommunerne svigter eller ej. Det gør de sikkert, da de primært tænker i økonomi og et værdigt liv koster en formue.
Engang jeg interviewede en hjemløs på gaden, virkede han mere afklaret end mange. Han sammenlignede lovgivningen med bibelen. Loven kan tolkes efter behag sagde han, så det afhang af held om kommunen fandt en passage der kunne hjælpe ham… eller ikke kunne.
Men der er også et andet aspekt. Hvor tydeligt er spørgsmålet blevet stillet for alle i velfærdssamfundet: Kan din kommune redde dig? Jeg er sikker på at den hjemløse ved, at det kan den ikke – og har næsten sympati, for dem der kun går til kommunen for at få et nemmere liv. Men hvis du er i fare for at blive kroniker i din måde at se dig selv på… hvem fortæller dig at turen til kommunen er en blindgyde på vejen til et bedre liv?
Al forskning tyder på, at kommunerne kan gøre rigtig lidt, hvis dit liv er væltet. At det er dit netværk, din baggrund, din uddannelse, din arbejdsplads og alt det som ikke har noget som helst med det offentlige at gøre, der er grundlaget for et godt liv. Kommunen er ikke. Den er højst en hjælp. Og det er vel egentlig bare almindelig sund fornuft.
Og så er der en anden slags sund fornuft. Den du hører på gaden blandt de lunkne bajere, hvor der bliver drøftet hvordan man bedst får støtte til nye tænder, en fed lejlighed og boligsikring. Man skal bare lige skilles først, blive syg og få en go sygdom som fibromyalgi. Så skal det nok gå. Gå rigtig godt.
