Bloggen her sover ikke. Der er bare opstået et lille tomrum.
Jeg kan huske da jeg tog dykkerbevis og første gang så et springlag med mine egne øjne. Hvordan det vand jeg dykkede i, tyve meter nede mødte en mur af noget andet vand, der opførte sig helt anderledes.
Hvis jeg kigger på den generelle tone i tiden, ligner politiske platforme som Cevea og Cepos børnehaver på syre, der egentlig helst vil drille hinanden og diskutere for og imod monarkiet.
Snart er vand, mad, benzin, plads, uddannelse, helbred noget man skal forholde sig til. Men ikke i politik.
Det giver ingen mening. Det er præcis som da Dansk Folkeparti vejrede, at ingen partier tog indvandrerspørgsmålet alvorligt, og ud af det skabte et kæmpe parti, der egentlig aldrig har haft en løsning på et eneste politisk problem (andet end strengere straffe og flere penge til alle).
“…Således bliver det smigrerne der kommer til ære og værdighed… De er skyld i, at folkets beslutninger og ikke lovene har den afgørende magt, ved at henvise alting til folket. De bliver nemlig store, fordi folket har al magt i sin hånd, medens de selv behersker folkemængden, idet mængden retter sig efter dem… Det kunne synes en rimelig kritik, når man hævder at denne form for demokrati er uden forfatning, thi hvor ikke love er bestemmende for regeringen, foreligger der ikke en forfatning” (Aristoteles, Statslære, 4. bog, afsnit IV.1)
Der vil komme nye politiske bevægelser. Måske ikke demokratiske, men nye.
Jeg talte sammen forleden. De seneste 25 år er der blevet skåret på uddannelserne. Håndværkerne bliver erstattet af billigere polakker (hvem satte egentlige det igang?). Alle hader efterlønnen, overførselsindkomsterne, rentefradraget, Lene Espersens badebro til 430.00, boligsikringen, alle de ting der fastlåser alle danskere 98% af deres tid. Men vi gør ikke noget. Og nu ændrer verden sig. Bare en lille smule. Og det betyder kæmpe meget, fordi Danmark er en nation fastfrosset i en velfærd, der ikke engang virker (eller eksisterer).
Strømningerne i tiden og strømningerne i politikken ligner for mig to springlag, og selvom jeg gerne vil spekulere over om det er en bevidst situation, er det sgu lidt trist.
Hvis jeg kigger på diskussionerne hen over den politiske midte, hvordan globaliseringen blev til en kamp for og imod markedsøkonomi, virker det ikke som om samfundet tænker. Eller også tænker de der tænker, hver for sig.
“Den herskende klasses trang til at skrabe til sig, bragte midlerne på stadig færre hænder, hvorved de gjorde den store mængde stærkere, saa at den tilsidst satte sig op imod oligarkerne og skabte demokratier” (samme herre, vistnok 2. bog)
Det skrev Aristoteles for 2300 år siden. Der er noget cyklisk over verdenshistorien, og lige nu mangler jeg at få øje på rendyrket global disco, der viser vejen. Er det hysterisk?
