Åhr mand. Jeg er bagud. Selvfølgelig. Den tid man kommer fra skaber en vis træghed i forhold til at se verdenen som den er nu. Kollapset. Det er i gang. Jeg fjols. Jeg må forberede mig.
I dag var jeg på jagt efter mælk til kaffen. Det er en lille arbejdsplads, så den slags henter vi selv. Desværre var der ingen mælk, kioskmanden havde ikke lige fået bestilt hjem, efter fire unge med kniv & pistol havde røvet ham i mandags.
Pisseirriterende at alle render rundt og vil være gangster, for hvad, for at få respekt? Være seje? Penge til tjald?
Nå. Gammel sur tanke, og det ser sgu ikke ud til, at det vender. Hos Københavns Vestegns Politi er det ikke et særsyn at der er 10-20 røverier på en enkelt weekend, fortæller politiinspektør Bent Isager-Nielsen. Det er temmelig mange våben, der bliver viftet med der.
Men kaffen skulle stadig have mælk, så jeg gik ned i det kommunale idrætsanlæg, for at købe den i deres kantine. Den var desværre lukket på grund af arbejdsnedlæggelse.
Jeg måtte smile og drikke min kaffe sort idag. Den gamle verden møder den ny. Den gamle med solidaritet og fællesskabets styrke for øje. Den nye, langt bedre bevæbnet – og langt ondere fordi den er så pisseligeglad med, hvad den gør ved andre.
De der går rundt med en gøb og føler sig seje uden at være rigtig gode til andet end ingenting, tænker måske endda engang imellem over, hvad det er de gør. Har gjort. Ved et andet menneske. Det er bare vigtigere at være sej. Bilde sig selv ind, at i det her fjendske samfund overlever kun den stærkeste. Hellere det end at fortælle nogen hvor pisse usikker og ked af det man er, over at livet ser ud til at blive til ingenting.
30% af dem, der bliver udsat for et væbnet røveri får PTSD, og lige så mange noget der ligner. Det er samme mén som soldaterne vender hjem fra Afghanistan med. Og når der hænger “lukket på grund af røveri”- skilte allevegne, og det gør der sgu, er det ikke længere interessant at diskutere, om der eventuelt engang kunne ske et kollaps i velfærdsstaten. Det er i gang. Og der er ikke nogen vej tilbage til noget der var engang. Spørgsmålet er hvad der kommer i stedet, hvor hurtigt… og voldsomt.
Hen ad middag talte jeg med en skolelærer, der netop havde sagt sit job op, fordi hun var træt af at bruge halvdelen af skoleåret på at skabe orden i klassen. Når forældrene er ligeglade med deres børn, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at undervise, mente hun. Igår sagde 7 ud af 10 skolelærere præcist det samme.
Så der er de her unger, det egentlig er så pokkers synd for, som higer efter at finde en grænse for hvem de er og hvad de kan, fordi ingen nogensinde har vist dem at verden har virkelige kanter og hjørner. Men de har også bare lige en masse våben, og samtidig fører enhver antydning af kritik overfor deres person til de vildeste aggressioner. Så hvem vil nogensinde fortælle dem det? Ingen. Ikke med den samfundslogik vi kører efter. Måske vil de ryge lidt i spjældet og sådan og sådan, men det ændrer ingenting.
Velfærdsstatens bud på, hvordan man får en masse snotforvirrede unger til at finde et sted i sig selv at stå på og leve fra, er nogenlunde lige så elegant som madpakkeordningen. Jeg ser det de steder i København jeg kommer, og jeg ser det i de projekter der er masser af støttekroner til i hele landet: Hvis der bliver brændt en bygning ned eller ødelagt noget, kommer der bare noget nyt og flottere. Jeg ville sgu også føle jeg levede i en kunstig tyggegummibobbel, der er ved at kvæle mig, hvis jeg bare lænede mig tilbage og lod det være sådan.
Når først børnene ikke længere tilhører den gamle verden, men en ny, er der ingen grund til at hænge ved den gamle verden. Jeg ved, at de egentlig bare gør det for at få penge og piger, så de kan være noget, bare et eller andet, i andres øjne, og det kløgtigste er vel at snupse dem til en lille hær. Det kan ikke være svært. Hvad vil de dø for. Det samme som de lever for. En smule kunstig spænding, en smule penge og nogle sølle piger? De ting har altid været til at skaffe.
Så når det her bedagede samfund alligevel snart skrotter sig selv, er der heldigvis anvendelige erfaringer fra steder, der er meget længere fremme, såsom Somalia. Og det er virkelig simpelt, hvis man ikke vil være i bunden af den ny verden: Det er en fordel at have en velbevæbnet klan.
