I toget idag, kom der en tigger ned igennem alle vognene. Han spurgte hver enkelt om man havde en mønt til en hjemløs.
Det er hvad det er. Hverdag. Nogen gange ryger der en tier ud af lommen. Nogen gange ikke.
Men bagefter begyndte et ældre ægtepar og en offentlig ansat souschef fra sydsjælland (havde han travlt med at pointere ) at råbitche over den tigger.
“Vi lever jo i et velfærdssamfund” “De sociale systemer hjælper jo, hvis man opfører sig fornuftigt” “Vi har jo et bedre socialt system end i mange andre lande”
Sådan sad de og bekræftede hinanden i, at de havde gjort det rigtige ved ikke at give en krone til tiggeren.
Jeg blev nødt til at stige af toget. Gå.
Bare komme væk, før jeg råbte af de velbjærgede græshopper, om de havde tænkt på hvad deres efterløn koster, om de var taknemmelige for deres friværdi og om de havde et direkte ønske om at blive gamle og dø, i en himmelråbende uvidenhed om den hjælp de sociale systemer reelt kan tilbyde.
.. i uvidenhed om det land de egentlig lever i.
De fik mig også til at tænke på den logik, der udforskes i filmen 1984 (her kan du se filmen). En af ideerne med George Orwells ”newspeak” (beskrevet i fremtidsromanen ’1984′, som udkom i 1948) er at forandre sproget ved fjerne de udtryk og ord, som giver befolkningen mulighed for at udtrykke sin utilfredshed med myndighederne.
Det er en fortolkning lige til kanten, men da de sad i det tog i dag, og drøftede den tigger, kunne de lige så godt have sagt, “vores land er jo plus plus.”
Hvor mange i det her land, lever i en himmelråbende uvidenhed om det samfund de lever i? Er det tre fjerdele der har købt hver valgkamps gentagelser om mere velfærd, og ikke tænker mere over det. Halvdelen? Hvor mange har overhovedet tænkt over hvad “Velfærdssamfund” konkret betyder
(Altså lige indtil de selv har brug for velfærdssamfundet, som det kan ske for alle og pudsigt nok oftest sker, når der ikke er mulighed for at opføre sig fornuftigt)
Noget helt andet er, og det er der bred enighed om, at det er sundt for sjælen at tigge. Jeg har selv prøvet det. Siddet fast i London med kun to pund på lommen, og kom til at bruge pengene på en bog om maleren Cezanne. Derefter var det 36 timer i storbyens kunstige miljø, hvor man kun kan leve og opleve med penge på lommen. Der måtte tigges til et måltid mad og en busbillet. I det hele taget, de gange i mit liv, hvor jeg ikke har haft en krone, har livet smagt anderledes og tiden haft en sjov fylde. Det er sundt at stå der, afmægtig og afhængig af andre menneskers velvilje.
Måske er det lige så meningsfuldt at være på efterløn, men i mit sind, er det noget man bør være med taknemmelighed og ydmyghed, i stedet for selvretfærdighed. Taknemmelighed overfor generationen før græshopperne (tjek det her link, det siger alt) altså den ældre generation, der løftede det her land fra en samling middelmådige marker til en moderne og temmelig velhavende nation. Jeg har talt med mange af dem der nu er gamle og de knoklede sgu. Efterlod penge til børnene. Satte tæring efter næring. Levede et liv tæt på jorden.
Når de rigtig gamle fortæller om deres liv, var det et hårdt liv. Store børneflokke, med kulde, sult og fattigdom, fra en tid hvor det enkelte menneske var lille og verden stor. Jeg synes følelsen af sårbarhed går igen i deres fortællinger. Overfor krigene, høsten, naturen, udviklingen.
Når de fortæller forstår jeg værdien af deres bedrift. De byggede et samfund, og valgte en styreform. Synd at deres bedrift er blevet stjålet. Det bedste eksempel på newspeak er desværre ordet demokrati. Unge mænd dør i hobevis i krigen for det ord. Som om demokrati er et magisk ord der løser alt. Gad vide om de unge mænd – før de går i kamp – bliver fortalt at Platon og Aristoteles skændtes inderligt om demokrati var det aller ringeste eller den mindst ringe styreform af alle:
“I Staten lader Platon Sokrates give sit eget, stærkt kritiske, bud på en karakteristik af demokratiet. Han sætter de demokratiske idealer om frihed og lighed lig med anarki og pøbelvælde. I hans fortolkning betyder den udstrakte personlige frihed blot, at enhver indretter sin tilværelse efter eget ønske og gør fuldstændig som han har lyst til, i stedet for at leve sit liv efter hvad god moral og statens bedste foreskriver. Der er ingen pligter overhovedet, man kan engagere sig i hvad man har lyst til, og behøver ikke engagere sig i noget som helst. Selve demokratiets grundlæggende princip er, siger Platon, en fuldstændig mangel på principper. En stat af „hovmod og lovløshed og udsvævelse og skamløshed” (St. 560e, Foss’ ovs.).
Jeg er ikke udemokratisk, så længe demokratiet tjener samfundets bedste. Men lige som ordet “krig” er blevet erstattet af “fredsbevarende,” er ordet “demokrati,” blevet kidnappet til andre formål end det, det oprindeligt handlede om. Og det er en skam. Også for en tigger.
