Enkelte nåede aldrig at se det temmelig tynde papir, der kom ud af COP15, selvom det egentlig gik præcist som forudsagt for længe længe siden. Lobbyisterne og særinteressererne kom, så, og de kortsigtede interesser sejrede i en grad, så det er tid til at støve bogen “The Rise and Decline of Nations“af og undersøge de mekanismer der virker, når samfund går i opløsning.
Bogen er en glimrende anskuelse af, hvorfor samfund går i opløsning: Jo mere komplekst et samfund, jo mere tænker alle kun på at rage til sig selv. Fællesskabet bliver ikke bare betydningsløst. Det bliver også udpint (vistnok, jeg kunne ikke komme hele vejen igennem den, men de referater jeg har læst er enslydende), og der er andre, religiøse, sociologiske, matematiske forklaringer på, hvor de fleste – og især vestlige samfund – uundgåeligt går i opløsning på et tidspunkt.
Opløsningen behøver ikke betyde enden på et land, men det plejer at betyde en masse ballade før tingene falder til ro igen.
Rundt omkring på nettet peges der fingre, fordi retsstaten vakler. Borgerne respekterer ikke lovene. Nydanskerne respekterer ikke den ene slags love, ligesom håndværkerne stadig ikke respekterer moms-lovene, bilisterne respekterer ingenting og frustrationen vokser og vokser på Christiansborg.
Når staten er magtesløs, udløser det altid som refleks en masse stramninger fra magthaverne, der ser hele deres funktion (og bekvemme liv, selvforståelse, indflydelse og økonomiske fremtid) i samfundet truet.
Lømmelpakken, 14-årige i fængsel, snebolden er begyndt at rulle. COP15 var bare en understregning af, at regeringen grundlæggende er en lus klemt mellem neglene på en meget stor verden, og en stigende ligegyldighed i befolkningen, overfor at der findes politikere.
Det er det samme som når fingre får stød og trækker sig sammen. Politikerne må stramme. Selv den mest besindige politiker, kan ikke gøre meget andet end at ride fornuftigt på bølgen (borgerne må så finde sig i at ride med) og det eneste relevante spørgsmål, er hvor tæt vi er på, at det her samfund bliver til noget afgørende andet.
I den aktuelle skattereformsramte hverdag, hvor ulighed ses som en løsning på et eller andet, er det interessant at forsøge at gætte hvem der skrev følgende:
“…desires an active man, one engaged in activity with all his energies: it desires a man virilely conscious of the difficulties that exist in action and ready to face them. It conceives of life as a struggle, considering that it behooves man to conquer for himself that life truly worthy of him“
Eftersom der til dagligt tales om et samfund hvor vi alle må yde mere, være mere og ved at acceptere uligheden, også kæmpe mere, så vi alle kan leve bedre liv i en bedre stat, er det for mig interessant at læse ovenstående citat, der er skrevet af Mussulini. Det kan være, at jeg prøver at vride en konklusion ud af en tynd sag. Det kan også være, at alle udviklinger er glidende, og at historien har vist, at befolkninger altid reagerer for sent på en politisk elites beslutsomhed om at bevare magten.
Fascismen er en af de åbenlyse muligheder der er, når man skal overveje hvad, der rejser sig i et kollapsende samfund. Jeg har ikke selv oplevet 2. verdenskrig, men det er interessant at leve i en tidsalder, hvor nogle af doktrinerne i fascismen bliver forståelige. For eksempel trætheden ved demokratiet, og tvivlen på, om flertallet i virkeligheden er i stand til at træffe de beslutninger, der er bedst for os selv. Eller udmattelsen som følge af de mange forskellige politiske partiers valgkampe, der egentlig ikke gør nogen forskel.
Måske opstår fascismen, når tilstrækkelig mange indser afmagten og får nok.
Bagefter kommer så jagten på syndebukkene – Islam ligger allerede lunt i svinget, men hvad med de gule. Jagten er naturligvis uendelig, fordi fascismen ikke løser noget. Men så skal der bare findes flere syndebukke, og derfor bliver fascisme altid en beskidt affære. Men hvem tænker også på den slags, på forhånd…
Det andet interessante er så om det vil gå ligesom alle andre gange i historien, hvor et land eller en verdensdel er blevet revet med af en ekstrem ideologi. Det er først bagefter alle får en samvittighed. Først kommer blodrusen, hærget, hadet. Over at vi mennesker altid ender med at skabe noget der ikke helt virker, at vi ikke er fuldkomne.
Utrolig fascinerende at være født til at leve i denne tidsalder. Det er åbenbart en del af menneskehedens arv, at se de samme ting gro frem igen og igen, fordi vi altid organiserer os som vi gør, og altid opfører os som vi gør – vi, mennesker.
Grækerne beskrev det som gudernes påvirkning af menneskelivet. Jung som arketyper. De fleste siger bare, at hvis vi ikke kender vores historie, er vi dømte til at gentage den.
