Madordningen – på en anden måde

»Vi vil gerne gøre det bedre og på en anden måde ved at overlade, hvordan madordningen skal organiseres, til institutionerne og forældrene. Vi har ikke brug for genindførslen af Sovjetunionen i Danmark«, siger Herlev kommunes borgmester Kjeld Hansen (S) til Politiken.

Bag de politiske drillerier, er det alligevel ikke helt dumt at kigge på madordningen i børnehaver, med de ideologiske briller på.

En højrefløjs regering, der accepterer at flytte flere penge fra borgernes lommer over i uigennemskuelige kommunale madordninger, og derved skaber et helt ny bureaukratisk område. For at løse et minimalt problem, med en masse rod og mere offentlig kontrol af borgernes adfærd som følger.

Der har længe været diskussion af emnet, og selvom Venstre på deres hjemmeside forsikrer, at der er tænkt på alt,er svaret mest af alt et eksempel på Velfærdslogik. Behøvede det være et liberalt parti, der skriver sådan her:

Hvad har Venstre gjort for de børn, hvis forældre ikke har råd til at deltage i en forældrebetalt madordning?

Meget tyder på, at det især er børn fra socialt dårligt stillede hjem, der ikke får et ordentligt måltid mad midt på dagen. Derfor har vi, med dagtilbudsloven fra foråret 2007 givet kommunerne mulighed for at tilbyde friplads i madordninger. Det betyder at de ressourcesvage børn ikke behøver være uden for, hvis der er madordning i daginstitutionen.

Med finansloven for 2008 og den nye kommuneaftale har Venstre besluttet, at der senest fra 1. januar 2010 skal serveres et sundt forældrebetalt måltid mad i landets daginstitutioner. Ordningen finansieres ved at hæve forældrebetalingen en smule fra de nuværende 25 pct. til 30 pct. På den måde sikrer vi en socialt afbalanceret model, hvor alle børn får et dagligt måltid. De børn, der har friplads kommer nemlig også til at være med i madordningen uden at det koster deres forældre en krone.

fra Venstres hjemmeside

Det er et kompliceret politisk arbejde, der er gjort. Men det egentlige problem der skal løses er stadig blot, at cirka 2% af børnehavebørnene ikke får ordentlig frokost. Hvordan et sådant lille problem ender med at blive et enormt besværligt kompleks af regler, administration og utilsigtede huller, der skal lappes – er der bred enighed om blandt samfundsfaglige forskere:

Stærke kræfter blandt offentlige producenter reducerer muligheden for at politikere og borgere kan styre og kontrollere, hvad der foregår i offentlige institutioner: “Organisationer som inte får ett slags signal när de gör något rätt, och ett annat slags signal när de gör något fel, kommer i längden att göra mera fel än rätt” (anmeldelse af Bo Rothstein i Politica)

Jacob Torfing tænker tanken til ende. At måske er det lige meget hvilket parti der sidder ved magten, og madordningen derfor slet ikke er regeringens beslutning:

Hverken Folketinget eller forhandlingsnetværket spiller en afgørende rolle . Politikernes manglende deltagelse i denne proces (skabelse af lovgivning, red) udgør ifølge Torfing et demokratisk problem, i og med at deres rolle bliver reduceret til en gummistempling af ”lovforslag som er blevet til udenfor Folketinget” (p. 272). Problemet for Torfing er som sådan ikke den måde, hvorpå forhandlingsnetværket fungerer, for som Torfing er inde på, er det ”naivt at tro, at vores komplekse og differentierede samfund kan styres af et enkelt centrum” (p. 295), men snarere, at politikerne, som er de eneste der kan holdes ansvarlige for reformerne, ikke efterfølgende formår at engagere sig og sikre en grundig politisk diskussion af disse (læs)

Det må være træls at være politiker i en moderne verden. Man skal bare smile og finde på gode argumenter for noget, der alligevel er besluttet et andet sted i en forvaltning eller netværk af interessenter.

Er man ægte liberal, hilser man måske derfor madordningen velkommen – når nu nogen alligevel havde besluttet at den skulle komme – fordi måske er et lille bidrag til at få kolossen, Velfærdsstaten, til at snuble over sine enge ben.