Den første januar træder madordningen for børnehavebørn i kraft i hele landet. Ordningen betyder at børnehaverne fremover skal stå for frokosten, hvor det hidtil har været forældrenes opgave at smøre madpakker. Ordningen har allerede kørt et stykke tid i Århus og koster forældrene 500 kroner om måneden per barn.
At maden er af så dårlig kvalitet i Århus – da der aldrig var sat nok penge af til madordningen – at de fleste forældre stadig smører madpakke til deres børn, er vistnok det man kalder tåbeligt.
Udviklingen går generelt mod en større ressourcebevidsthed, men her har landspolitikerne indført en ordning, der i praksis betyder, at der laves en masse lavkvalitetsmad som hentes så langt væk som i Tyskland og så endelig smides ud.
Madordningen er indført fordi undersøgelser har vist at cirka 2% af børnehavebørnene får dårlig eller slet ingen mad med hjemmefra. Det problem er så blevet løst i et elegant snuptag ved at bestemme, at 100% af børnehavebørnene skal have mad i institutionerne. Umiddelbart er det svært at få øje på en form for proportionalitet imellem problemets størrelse og løsningen, der mest af alt ligner en klods om benet på alle.
Et eksempel: Hvis madmor er syg eller på ferie – så er der ingen til at tage over, med mindre man har efteruddannet i madhygiejne blandt det faste personale. Det betyder at der må gå en pædagog fra en stue de dage til at lave mad. Et hygiejnekursus koster kassen og tager tid, samtidig med at landspolitikerne ønsker færre lukkedage i institutionerne og der dårligt er hænder nok til børnene i forvejen. Heldigvis skal man som forælder ikke tænke over logistikken, administrationen, indkøbet, bogholderiet, lønudgifter, driften. Bare betale.
Jeg har deltaget i forskellige arrangementer, blandt andet på uddannelsessteder, hvor vi godt vidste at der var enkelte studerende, der ikke havde penge til at deltage. Og det var simpelthen vigtigt, at alle var med. For eksempel på rusture og studieture. Derfor havde vi en tavs post på budgettet, der gjorde det muligt at hive de få til side – og vi vidste ret hurtigt hvem – og fortælle dem at de altså var velkomne til at deltage uden at lægge penge. Enkelt, uformelt og meget meget nemt at udføre.
Det er som om det hele bliver meget kompliceret når der går offentlig logik i problemerne. Madordningen er et meget godt eksempel på det. Ingen tør åbenbart skære igennem og foreslå at lave noget der hænger direkte sammen med hverdagens problemer.
Selvfølgelig ved pædagogerne i enhver børnehave i hele landet, præcis hvilke børn, der får dårlig eller slet ingen mad med hjemmefra. Og selvfølgelig kan man nemt og simpelt få leveret nogle få portioner frokost til hver børnehavestue og dele dem ud til de børn der har brug for det, uden det store drama.
I stedet skal alt laves om for alle. Så nu skal alle børn have mad og det ser ud til, da der ikke er penge til andet, at kvaliteten mange steder bliver langt dårligere end den mad børnene plejer at få.
Hvis jeg var biolog og studerede forskellige arters adfærd, ville denne form for ressourcespild være højst forbløffende. Men det er selvfølgelig set før. Luftfarsselskabet SAS har samme filosofi: Heller betale sig fra det, end at kigge på problemernes kerne. Og med madordningen er problemet. som i en række andre sammenhænge, at en lille gruppes problemer, løses ved at
