Forleden talte jeg med en meget højt placeret regionspolitiker. Det var et længere interview og han talte om statistikker, budgetter. Fremtiden og Christiansborg. Han talte om tingene som var de betydningsfulde…

Som spillereglerne er, kunne jeg ikke stille ham det spørgsmål der lå mig mest på sinde: Tror du selv på det?

Det er svært at forklare. For egentlig er det bare en fornemmelse, der opstår inden i mig, når jeg lytter til de mennesker, der på en eller anden måde har magt i dette samfund. En fornemmelse af, at selvom de taler med stor autoritet, og med sikkerhed ved hvad de taler om, er der noget de ikke får med. Helheden. Dem selv i helheden.

Især når jeg  interviewer mennesker, jeg kan mærke tænker både hurtigere end mig og samtidig virker reflekterende, nægter jeg at tro på, at de ikke selv er bevidste om misforholdet mellem det politiske udsagn om velfærd og det synlige forfald i alt fra skoletoiletter, vejbroer, kloakker, institutionsnormeringer, timetal på universiteterne, skolebøger, kvaliteten af hjemmeplejen, den sociale mobilitet, antallet af ikke-genudsendte udsendelser på P1, størrelsen af en Big Mac, dyrevelfærd og ikke mindst tabet af det, der hedder tid til at leve (tilføj gerne selv mere…)

Se på skolelæreren. Der findes forskningsresultater på stort set alt der kan ske i en skoleklasse, aldrig har undervisning været en større kunst. Og samtidig har der aldrig været så mange knaldskæve elever, tredje-generations ufaglærte, tolvårige piger, der ved hvad et blow-job er, og hovsa-uddannede undervisere. Samtidig banker verden på med nye opgaver som opdragelse, kost, motion, borgerskab og krav om at følge med i en eksponentielt voksende vidensmængde.

Tag bare den superdygtige læge. For hver ny behandling og de lovende ord der følger med, opstår et vanskeligt valg (jvf Velfærdskommissionen, kap 14, afsnit 3) . Skal man gå i gang med den nye behandling, og spare de penge det koster på en gammel og kendt behandling, som ingen tænker over mere. Eller skal man dele pengene så man kan lave lidt af det nye og lidt af det gamle. Jeg hørte ikke regionspolitikeren tale om dette valg under interviewet. Han ville bare have flere penge. Alle vasker hænder.

Teknologien driver udviklingen, men mennesket er stadig mennesket.

Det er som om der er opstået et gab mellem det man kan, og verden som den er. Teknologien og styringsværktøjerne er nærmest fantastiske, og samtidig er overholdelsen af de ti bud, stadig den største samfundsmæssige udfordring.

Jeg læste engang om anden verdenskrig og forholdene i den japanske hær. I slutningen af krigen kunne ens rang afgøres ganske simpelt. Jo tidligere man var klar over at amerikanerne ville vinde krigen, jo højere placeret havde man været. Fodsoldaterne var de sidste der fandt ud af det, dem ved fronten, med rådne tæer i støvlerne efter en evighed i junglen under solen sammen med mosquitoerne på en eller anden stillehavsø.

Jeg er begyndt at lede efter spor – en lille fortalelse – der kan gøre det klart for mig, om jeg bare er en fodsoldat, og de virkelige magthavere i dette samfund, er dem der er erkendt afmægtige. Dem der er fuldt ud klar over, at Velfærdsstaten ikke holder. Måske fordi den simpelthen er for dyr. Måske fordi tiden er en anden end da fænomenet Velfærd blev udtænkt for fyrre-halvtreds år siden.

Hvad kommer efter Velfærdsstaten? Alt tyder på, at banen bliver kridtet op til at flytte en ordentlig luns magt fra den politiske sfære og over i noget oligarkisk/despotisk, hvor det betyder rigtig meget at have penge. Det er der ikke noget nyt i. De klasser der opstår i et samfund, er de samme hele vejen ned gennem historien, og spændingerne mellem de forskellige klasser er lige så arketypiske.

Men hvis jeg en dag bliver erkendt afmægtig, hvad skal jeg så gøre? Købe jord. Lære at bruge våben. Hvad gør et menneske værdifuldt om tyve år?