Er det hysterisk at antage at Velfærdsstaten allerede er ved at kollapse, eller er det så indlysende, at det egentlig er 
mere interessant at diskutere, hvad der kommer til at efterfølge Velfærdsstaten.
Med et af verdens højeste skattetryk, leveomkostninger der gør det til et finansierings-projekt at tænde for sin el-kedel – og produktivitetskrav på arbejdsmarkedet, der hver eneste dag får folk til at bukke under – er der ikke noget at sige til, at befolkningen er optaget af andre ting, end at sætte sig igennem i den politiske debat, og gøre opmærksom på, at mange sider af det nuværende samfund smuldrer i kanterne.
En af konsekvenserne af at medlemstallene i de politiske partier er historisk lavt (Kun 4% af befolkningen er medlem af et politisk parti, se note nederst), er at den politiske debat har kunne løsrive sig fra hverdagen, som den opleves som menneske og borger i Velfærdsstaten.
Christiansborg er blevet en isoleret ø med sine egne regler og sit eget liv, og færre og færre kan pege på et politisk parti, og sige: Dét repræsenterer mig.
Måske har det altid været sådan. De mange højtlønnede spindoktorer der skal forklare og retfærdiggøre det der foregår på Christiansbor,g tyder dog på at afstanden til befolkningen er større end nogensinde.
Og det er relevant forhold til diskussionen om Velfærdsstaten, fordi det betyder at der hver dag på Christiansborg bliver talt om Velfærd, uden at nogen længere er klar over hvad det betyder.
Af alle ord der kun beskriver noget overfladisk, er Velfærd blevet det mest overfladiske ord. Alle der til daglig arbejder med at skabe Velfærd eller har behov for Velfærdsydelser, kan fortælle at den håndgribelige velfærd, det der kunne gøre en positiv og afgørende forskel i et menneskes liv, ofte svigter, halter eller er dårligt udført.
Imens kampen for at blive fluernes herre forekommer voldsommere end nogensinde i det politiske liv, en kamp der bliver ført med de to ord “Velfærd” og “Tryghed” er kasserne tomme mange steder. I kommunerne. Regionerne. På skolen.
Overfor befolkningen kunne man spørge sig selv, hvorfor det er fuldstændig ufarligt være den politiker der siger i TV-avisen, at vi aldrig har haft mere velfærd end nu.
For passer det. Er det en solid og velforankret velfærdsstat vi har i Danmark. Opfylder den sig formål. At være en ramme, hvori hver borger får et bedre liv, end hvis der ingen Velfærdsstat var.
Eller er der i virkeligheden strømninger i samtiden der peger på, at velfærdsstaten er blevet så altomfavnende, så retningsløs og så selvmodsigende, at den blot vil kollapse. Og kan der peges på specifikke symptomer?
___
