Jeg kan mærke at når jeg sætter ord på tankerne om Velfærdssamfundet – og især Velfærdsstaten – bliver det hurtigt utrolig svært, at holde den muntre tone. Drønærgeligt. Det skal jo være sjovt. Altså. Men.

Jeg har i dag drøftet de offentlige systemer med en håndfuld mennesker, der arbejder både på den ene side af disken – i kommunerne – og flere andre fra den anden side, som modtager ydelser fra kommunerne.

Og der ligger sgu mange hårrejsende fortællinger derude. Om mennesker, der kommer op og decideret toppes med kommunerne. Siger borgmesteren imod. Og hvad sker der. Utroligt. Så får de kommunen på nakken. Er det her en skolegård eller hvad? (jeg har tillid til de kilder, den her påstand bygger på). Det endte med at familiens ene barn blev tvangsfjernet, det andet fik lov til at blive boende. Det giver ingen mening, med mindre man ser det som et vink med et vognstang om ikke at være besværlig.

Det kan være et slagsmål om sygedagpenge mellem borgerne og kommunen, der ender med psykiatriske diagnoser og selvmordsforsøg. Om en fejl en borger opdager, som ikke passer ind i den offentlige sagsbehandling. Eller som nævnt her, børn der bliver fjernet, når kommunen taber en ankesag et andet sted i systemet. Hævn for hvad?

I et retssamfund burde enhver kunne sige, kom an, når de offentlige myndigheder begynder at gøre ting der intet har med forvaltning og beføjelser at gøre.

Jeg har drøftet det med en tidligere kommunaldirektør, der mener, at alle burde tilbydes en bisidder, når en borger skal mødes med kommunen. Fordi kommunen reagerer lige så følelsesmæssigt som en teenager, det vil sige, at hvis borgerne er besværlige, bliver kommunen også besværlig. Det er langt ude.

Problemet er at de færreste mennesker holder til et fuldstændigt eftersyn. Vores statsminister har fx haft svært ved at betale ting af egen lomme, og i stedet ladet statskassen. Vores udenrigsminister har en spritdom fra sine unge år. Og det er næsten for uoverskueligt at remse op hvad politimanden Bent Bendtsen har lavet af ting og sager.

Vi lever åbenbart i et kompliceret samfund,hvor ingen kan overholde reglerne 100%.

Det giver en utrolig magt til dem, som har reglerne på sin side. Og det har staten. Kommunerne. Politiet. De er magten. De laver endda også reglerne (nej, Montesquieu, tredelingen er ikke en totalgaranti)

Når ingen kan overholde alle regler, bliver magten enorm, for så kan alle knaldes. Det er selvfølgelig tilfældigt hvem der bliver knaldet, og så er det, at jeg spørger mig selv, om dette virkelig er et samfund der er skabt for menneskene i det, eller om det danske samfund mere ligner en konstruktion, der er god for magten, uanset om vi tror den skal kaldes Velfærdsstat.

Jeg synes det er svært at gøre den slags til den vilde griner. Jeg forstår godt Hunter S. Thompson, der brugte en del af sin fritid på at smide røgbomber ind i værtshuse. Kun for at se folks udtryk i ansigterne. Der er satme ingen grund til at tage det hele for seriøst. Du kan prøve at leve i sprækkerne og gemme dig for magten, eller du kan… Hunter S. Thompson begik så selvmord til sidst, i skuffelsen over Bush Jr.

Desværre er mit hoved ikke så godt til bare at lade være med at tænke på de ting, der på en eller anden måde er en del at mit liv. Som kommunerne. Måske vil jeg ikke acceptere, at magten findes, at den er større end mig, og hvis jeg en dag er uheldig, finder den en god grund til at træde på mig.