For tiden er sagerne lidt rodede. Jeg og min familie leder efter et sted at bo, og pengepungen er ikke til at komme i nærheden af fænomenet “drømmehus”
Faktisk er jeg efterhånden i tvivl om ordet hus, nogensinde bliver en del af mit liv. Det lader til, at det ikke er børnene der ska arve verdenen, men håndværkerne, sælgerne, de mennesker der altid har ønsket sig et hus. Et casa. Et bevis på at livet er spækket med mening.
Vi har ledt længe efter et sted at bo. Nogle gange er det surrealistisk. Især i håndværkerkvarterene ligner husene kæmpestore templer, der pludselig er skudt op. Muterede, som paddelhatte og med glaserede tegl. Er det belønningen for at stemme socialdemokratisk i et par generationer. Slutter det der.
I min desperation er jeg begyndt at bruge det opiumslignende stof Lotto
Tre gange har jeg købt en kupon og sagt til mig selv, at gu vinder jeg ej, men for de 50 kroner skal jeg satme drømme at jeg gør. Så jeg giver Lotto lov til at give mig den der sære uvirkelig måde at være i verden på. Når jeg lotto’er kan intet rigtig røre mig. For snart er det adios amigos, og afsted til et liv med uhæmmet frihed på 1. klasse.
Pudsigt nok er det bedste ved mit nye misbrug, at komme nede i spilcaféen. Der er skudt tusinder op de seneste par år, så der må være masser af mennesker, der har det som mig. Der er en sær afslappet atmosfære. Som om alting er vendt på hovedet. Her kommer man kun, når man godt ved, at kun et usandsynligt held kan gøre en til en vinder i det store spil: Verden udenfor spilcaféen.
Var det ikke for røgen, ville jeg måske komme der mere. Læse en bog. Slappe af. Måske de kunne lave en latte til mig. Atmosfæren er ladet men en krydret blanding af håb og håbløshed. Hvert sekund kan ændre alting, og samtidig er alting business as usual. Måske overfortolker jeg, men hvorfor er der så rart på spilcaféen. Så menneskeligt. Folk hidser sig op. Falder ned. Skændes. Alt det ingen gør i det offentlige rum.
Skulle jeg vælge mellem at være stamgæst på en bodega og en spilcafé, ville jeg klart sætte mig der, hvor jeg kan sætte tyve kroner på et computerskabt hestevæddeløb, som man mystisk nok kan sætte rigtige penge på. Her kan jeg blive en vinder. På bodegaen bliver jeg bare stiv.
