Jeg har i de sidste par dage haft en række diskussioner med forskellige mennesker, om hvad man mister, hver gang livet bliver lidt mere bekvemt.

Skal man have sultet, mistet og set det værste ske, for fuldt ud at forstå hvad det betyder at leve. Hvad skal der gå forud, for at mennesket værdsætter sin frihed? For at kunne se i andres øjne når de ikke er frie, og høre ens indre stemme fortælle, at også andres frihed er værd at kæmpe for.

Jeg har aldrig gjort andet end at tage min frihed for givet. Livet værdsætter jeg en del mere.

Vores erfaringer og oplevelser betyder alt for vores evne til at forstå og føle i dette liv. Det skaber sine problemer, at det er et livsvilkår at skulle helt ud til kanten, for at føle man lever. Men på den anden side er det vores oplevelser, der giver os muligheden for at forstå og føle. Nedrig catch 22’er.

En lille bitte eksempel: Første gang jeg holdt op med at ryge, foragtede jeg alle rygere for deres manglende viljestyrke. Anden gang erkendte jeg at man skal passe på med at dømme nogen. Og for syv år siden, da jeg holdt helt op med at ryge, forsøgte jeg at bære den kæmpe sejr med en lille bitte smule ydmyghed.

De store lektier jeg har lært om ydmyghed, er meget sværere at holde, dem taber jeg hele tiden. Men jeg respekterer det ud over alle grænser, hver gang jeg møder et menneske, der lever i ydmyghed. Jeg ved, at man kun er ydmyg når man accepterer, at man selv er lille og verden er stor.

I velfærdssamfundet er ydmygheden erstattet af rettigheder, helt derud, hvor hvert menneske nu er konge med krav på et liv i tryghed fra vugge til grav. Det kan gå galt, men den forventning der stilles op er at:

livet skal kunne leves, helt uden berøring med de ting der findes i det virkelige liv. Sult. Smerte. Desperation.

De elementer af tilværelsen findes selvfølgelig stadig alle vegne, det er ikke muligt at flygte fra eksistensens konstanter, men velfærdssamfundet ligger som en hinde mellem os og det. Livet i Velfærdssamfundet skal være som blommen i et æg. Afskåret fra det der giver liv, og dog altid med livet i sig. Derinde vokser følelsesløsheden side om side med frustrationen. Dette velfærdsliv er et ikke-liv, og alligevel er det naturligt at vælge det.

For virkeligheden har aldrig lovet, at den er blid eller meningsfuld eller retfærdig eller noget man kan forstå som menneske Så det er vel nærmest instinktivt, at mennesket forsøger at beskytte sig mod virkeligheden. At skabe små trygge øer, hvor der for en stund er kontrol.

Det er så lige tippet en dag og blevet til en illusion om fuldstændig kontrol (Og det er kun en illusion).

Jeg kalder illusionen for uvirkeligheden, fordi der mangler noget. Eller det er blot ikke tilstede. Bevidstheden om hvad virkeligheden kan gøre ved livet og hvad mennesket kan gøre i livet.

I stedet ender alting i meningsmålinger, kolonihavehuse, smørebrød og Tuborg, uden at nogen kan huske hvorfor det er så vigtigt at kunne hygge sig. Rodløst og retningsløst. En halvdrukken uvirkelig sensommerdrøm.

Jeg har selv sejlet meget og meget langt, og det er faktisk svært at forklare fascinationen ved det. Du er tit kold og våd døgnet rundt. Elendig mad. Du står i timevis ved et ror og får enten ondt i røven eller i benene. Små fire timers søvn-bidder og til sidst er trætheden total. Men det er vidunderligt, for jeg er når jeg sejler. Pludselig betyder alle mine handlinger noget. Nogen tror måske de behøver gå i krig og slå ihjel for at mærke at de er, men en god storm er rigeligt. Her gælder det kraftedeme om at være på mærkerne.

Og langsomt, på skibet, som dagene eller ugerne går, er nætterne pludselig lunere og bølgerne lyder anderledes. En måge beslutter sig for at rejse med et par dage. Endelig når blyanten ind på det næste søkort. Sindet rejser med og forandrer sig. Verden er så stor.

Det bekvemmelige liv fatter ikke en meter. At det er så lille.