På trods af de smukke huse, er det vanskeligt at sænke sig ned i følelsen af uspoleret provinsby, når man slingrer ned af gågaden i Nakskov.

Hvordan det lige netop kan være, at der er så mange unge i motoriserede kørestole, og især mennesker der er helt tomme i øjnene efter mange års misbrug. Når vi går ned ad gågaden, passerer tre mennesker forbi. De ligner dødens skygger.

Var det også sådan i middelalderen, eller er antallet af mennesker, der bare går i stykker på den ene eller anden måde, vokset helt vildt de seneste halvtreds år.

Og det er ikke bare i Nakskov.

Så langt væk som i Thy er den helt store ting, at købe sig en faldefærdig gård og så junke sig langt bort herfra, uden at der er nogen naboer at tænke på.

Rundt omkring i landet taler man om mange små landsbyer, der er blevet misbrugs-samfund, hvor vold og trusler  er lige så stor en del af hverdagen som stofferne. Nogle gange starter det med, at der kommer et afvænningscenter, og pludselig er der stoffer i byen. Så røg den by også.

“Der hersker da også udbredt enighed blandt forskere om at stofbrug opstår, vedligeholdes og evt. ophører som følge af et komplekst samspil mellem brugeren, stoffet og det omgivende samfund.“

(Narreskibet, Jacob Hilden Winsløw)

At være misbruger, er det samme som at eksistere på tålt ophold. Der er ingen forventninger til dig, kun et håb om at du ikke laver alt for mange ulykker for dig selv og andre – også selvom alle ved at det vil du.

Og selvom der ingen tvivl er om, at det øgede tilgængelighed til narko er en vigtig faktor i det voksende antal misbrugere, er det heller ingen tvivl om, at det er en lige så selvstændig handling at begynde et misbrug, som det er at begå selvmord – og dét påviste Durkheim, kan ikke kun forklares ved at tage udgangspunkt i det enkelte menneske.

Worst case scenario er, at en tur nedad gågaden i Nakskov, er et spejl af det samfund der er kommet til at blive, og det er ikke synet af noget der gror. Så mange mennesker, hele familier, liv, der på et tidspunkt er holdt op med at kunne være med, og nu er et andet sted, i deres kørestole, tandløse munde, snøvlende unger i beskidt tøj, ufrivillige tanker om at de er stakler, selvom de har fået at vide, at alle har en chance i livet.

Fra hvad jeg kender til miljøet er det et liv, hvor den tætteste kontakt er med kommunen, og det hele ender i et langt brokke-liv. Brok over penge og sagsbehandlere og lejligheder. Spild af liv, og tid og af muligheder.

Aristoteles gik meget op i, at godhed, altså det meningsfulde liv, skabes gennem gode handlinger. I følge ham skabes der kun meningsfulde liv, hvis de liv har muligheden for at gøre noget, der er meningsfuldt. Tanker og værdier er lige meget. Det er dine handlinger der skaber dig.

Hvad er sammenhængen? Er det virkeligheden i Velfærdssamfundet og den globale verden. Enten kan du være med, og det er der få der kan, eller også kan du lige så godt stå helt af. Tålt ophold extreme.