Det er sandsynligvis sådan de fleste mennesker foretrækker at leve, og medvirkende til at det er så vigtigt for politikerne at holde økonomien på sporet. Der skal være råd til rødvin, engelske bøffer og hygge – med sine egne naturligvis.

Det gør det også nemmere at være politiker – det gamle romerske "del og hersk" gælder stadig. Jo mere isoleret hver borger er, jo svagere er befolkningen. For nogle gange skal man lægge 2 og 2 sammen, for at se det store billede.

Usikkerheden på arbejdet, frustrationerne over børnenes skolegang, mormor der ringer hver tirsdag aften og fortæller med en drømmende stemme om dengang før kommunerne var lagt sammen, hospitalet tæt på der nu skal lukkes. De fleste går bare hjem med det. Alene. Uden at vide om naboen inde ved siden af tænker over det sammen. For man passer sig selv.

Der findes ikke tal på hvor mange der skal deltage i et samfund, for at man rigtig kan kalde det et samfund. De fleste undersøgelser tager udgangspunkt  i stemmeprocenten ved fx kommunevalget. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til det. Til det seneste kommunevalg var halvdelen af dem man kunne stemme på partier som "Indkøbslisten" og "nihilistisk folkeparti" – de sidste med sloganet "Det hele er alligevel ligegyldigt – spild din stemme på os."

Jeg tror jeg ombestemte mig fem gange imens jeg ventede på at sætte mit kryds til sidste kommunevalg. Det føltes inderligt ligegyldigt, og blev kun bekræftet af Klaus Bondams studehandel med sin udnævnte ærkefjende Dansk Folkeparti. Oveni kan en uheldig sag i pressen drive mig den ene retning, eller den anden. Så hvorvidt stemmeprocenten er et endegyldigt udsagn om medborgerskab er uklart for mig. I Sovjetunionen var stemmeprocenten oftest over de 95%.

Man skal selvfølgelig huske på, at Platon og Aristoteles havde et kæmpe skænderi om hvorvidt demokratriet var den værste af de dårlige styreformer eller den bedste af de dårlige styreformer.

Platon havde ønsket, at filosofferne skulle herske. Hans fremmeste elev, Aristoteles, var af en anden og mere nuanceret opfattelse. Efter et studie af over 100 forfatninger fra datidens forskellige by-stater konkluderede han – modsat hvad Demokrati Kanon skriver – at selv om de enkelte borgere vidste mindre end filosoffer hver for sig, havde de tilsammen en større indsigt end eliten (…)

Jeg elsker den detalje, at der er fejl i demokrati-kanonen. Som ægte paranoide siger: Dét er næppe tilfældigt Spørger man Georg Metz om den politiske brug af begreber som "demokrati" "danskhed" og "kristendom" vil det kort og godt handle om, at der bliver manipuleret med befolkningen. Det samme svar vil man få mange andre steder og måske har det altid været sådan, men det er aldrig godt.

50'ernes og 60'ernes frokost & hygge i kolonihavehuset med kolde Tuborg og smørrebrød var arbejdernes belønning for et halvt århundredes kamp for en ordentlig løn og ordentlige forhold. Der gav det mening at læne sig tilbage og overlade beslutningerne til Anker Jørgensen, befolkningens mand. Og fejre grundlovsdag, synge sange fra højskolesangbogen og drømme om charterferien.

"Forbrugsfesten" i begyndelsen af dette årtusinde var afgørende anderledes. Alle var pludselig rige, ingen brug for folkeskoler (der er privatskoler), sygehuse (private sundhedsordninger), offentlige transport (biler), folkepension (kapitalpension) og udviklingen er nu så meget sat i værk at den fortsætter.

Det er to meget forskellige perioder. Den ene var en bevægelse hen mod fællesskabet og den næste væk fra fællesskabet. Så det at passe sig selv er altid noget der sker sammen med de andre. Uanset hvad man tror når man sidder med sin Weber.

Det kunne også være interessant med grænser for undervisningskvalitet, sagsbehandlingskvalitet, behandlingskvalitet, listen er lang. Men det ville nok ende i ren politik og blive uanvendeligt.

Fattigdomsgrænsen er nogenlunde målbar og kan være et kvantespring i forhold til de løse ord om Velfærd. Arbejder man bare i nogenlunde kontakt med socialsystemet idag, et system der skal hjælpe fattige, er ordet Velfærdsstat blevet en dårlig joke. Eller noget man taler om i datid.

Rådet for Socialt Udsatte sagde det uden for mange omsvøb allerede i 2005:

Rådet kan konstatere, at bunden er gået ud af det sociale system. Forsørgelseshensynet er bragt i
fare til fordel for incitaments- og integrationshensynet. Dermed er der fare for, at der sker
uoprettelige skader (…)

Det er klart at det kan blive vanskeligt at finde en præcis grænse. Skal den være teknisk eller menneskelig? Men jo flere konkrete grænser/mål der sættes for hvad der er velfærd, jo hurtigere kan der tages hul på debatten, om hvad det egentlig er for et samfund der pt tegner sig et omrids af.

Heldigvis – kan man sige, for det betyder at mange lever godt – har den brede befolkning en opfattelse af, at Danmark har verdens bedste sociale sikkerhedsnet. Det er typisk en holdning der varer, indtil der er brug for hjælp.

Men tiderne skifter og mennesket tilpasser sig udviklingen. Det er sjældent en bevidst proces, og der er sikkert en hær af mini-ryger derude, men det ny årtusindes havehelt går ikke i marken for at hygge sig Han gør det for at kunne klare sig uden resten af verden.

Bonderøven fra Norddjurs, Frank Erichsen, har et ønske i sit liv: At kunne leve selvforsynende. At kunne klare sig selv uden at være afhængig af andre.

Selvforsyning er ikke en tilfældig grille for Frank Erichsen, men omdrejningspunktet for et helt liv. Og seertallene tyder på, at hans livsfilosofi om, at det er bedre ikke at være afhængig af nogen, vækker genklang… samtidig med at det er lidt hyggeligt.

Drømmen om et simplere og selvbestemmende liv (i respektfuld kamp med elementerne), har afløst Søren Ryges fritidsagtige tilgang til at dyrke jorden. Nu handler det om at kunne overleve, og der er en nærmest intuitiv modvilje mod at være for afhængig af det moderne samfund. Det er en fortolkning, måske, men tydeligt er det, at ordet "fremskridt" ikke længere har den samme magiske klang som engang.

"Det arbejde, man selv laver med sine hænder er meget mere værd end det arbejde, man får løn for," siger Frank Erichsen, og vender dermed ryggen til de hensygnende debatter om velfærdsamfundet, skatterne, globaliseringen.

Her er nogle af de veje Frank Erichsen er gået:

Fosen Folkehøgskole

Noter til den selvforsynende have

og lidt ekstra:

Inspiration til selvforsyning

Selvforsyning med el og varme

Selvforsyning uden at overdrive

Undervejs i menneskets historie, er der mange mennesker, der har brugt et helt liv på at tænke sig frem til meningen med livet, retfærdigheden i samfundet og godheden i mennesket. Det er ædle tanker, men de er sandsynligvis alle født med den blinde vinkel, som er, at det vi mennesker gør, for det meste handler om noget helt andet. Vi er jo, og der har genetikken ret, aber.

Derfor faldt der en sten fra mig hjerte, da en rocker blev skudt på en sushi-restaurant, ikke langt fra sit hjem i Tuborg Sundpark, der er Danmarks dyreste boligområde.

Min lettelse skyldtes ikke så meget, at endnu en hærdet kriminel blev ramt i bandekrigen – det er selvfølgelig synd for ham og altid besværligt at blive skudt midt i maden – men, at der endelig var et helt håndgribeligt bevis på, at det der med at have mange penge, overhovedet ikke hænger sammen med mening, en fælles retfærdighed eller godheden i mennesket… eller i hvert fald ikke som jeg lærte om det i skolen.

De fleste rockerklubber arbejder stille og roligt på at skabe deres egen hær, og løbende fylde sprækkerne ud, efterhånden som fortidens hyggesamfund udvikler sig til noget andet. Pengene finder rockerne ved at sælge de ting masser af mennesker bruger, men kun taler om i det skjulte.

Jeg følte mig besynderligt fri, da jeg læste om skudepisoden. Der var ingen grund til flere nervøse bekymringer om rigtigt og forkert i forhold til Velfærdsstatens fremtid. Bare fyr den af, arbejd sort, fjern skatten. Vi er godt igang. Når jeg besøger min mor i det kvarter jeg voksede op i, er alting forfaldent, butikkerne er lukkede, asfalten er hullet. Men på sidevejene er alle millionærer i deres friværdi. Hvorfor dog bruge tid på at spekulere over hvor smart det lige er.

Det er åbenbart helt normalt på børnehaver i udvalgte kommuner, at dagen starter med at man sætter et rød, gult eller grønt skilt på fordøren. Rød betyder "I dag er det uforsvarligt at få passet dit barn her", gult betyder "lad helst være," og alle ved selvfølgelig hvad det betyder – og håber på – et grønt skilt på døren, når man afleverer sit barn.

Så er der lægen, der må fortælle en syg gammel dames familie, at enten dør deres gamle mor i sin seng, eller også skal hun indlægges på et hospital mere end langt væk. Det nærmeste sygehus – som heller ikke ligger helt tæt på – er lukket af embedslægen på grund af overbelægning. Og selvom indlæggelse på en almen medicinsk afdeling er nok til at behandle den gamle dame, er det ikke specielt trygt for nogen at blive indlagt alene på en afdeling på en anden egn, hvor ens familie dårligt har mulighed for at besøge en. Familien vælger at lade den gamle dame blive hjemme, og hun dør kort efter.

Det kan lyde pylret det med afstande, men da min farmor boede på plejehjem, byggede kommunen et nyt moderne plejehjem og flyttede alle de gamle. Det betød at næsten en tredjedel af beboerne på plejehjemmet var døde indenfor et halvt år, inklusiv min farmor. Gamle mennesker kan åbenbart ikke tåle for meget uro og utryghed, og jeg er ikke sikker på om det er glemt eller regnet med i diskussionen om de nye superhospitaler (som for næsten alle betyder meget langt til nærmeste hospital).

Så der er altså børnehaver, der ikke kan passe børn og sygehuse der ikke har plads eller bare ikke er tilgængelige for borgerne. Efter 25 år med sparerunder, virker det som om at der er skåret længere ind end til benet. Det virker som om tingene begynder at holde op med at fungere, og alle de mennesker jeg har talt med, siger det samme: Hvis det alligevel ikke fungerer, hvorfor så betale så meget i skat.

Det hører selvfølgelig med til historien at der i snart otte år har siddet en regering, hvis grundlæggende dagsorden er at befrie mennesket fra den onde stat, og derfor spænder ben for alt det der virker i Velfærdsstaten og skubber på med det, der hjælper til at få den til at snuble.

Men alligevel. 50 øre af hver tjent krone ryger tilbage til statskassen, uden man er helt sikker på hvad de går til. Folkeskolen er tydeligvis ved at synke, vejene smuldrer og selvom det har altid været sådan i kommunerne går tingene lidt langsommere, er det slet ikke morsomt, når en ledende medarbejder i Vejle kommune konstaterer:

"Jeg har mange gange oplevet, at folk er rejst, og at jeg bagefter må sige: Hvad pokker har de egentlig lavet? Jeg mærker ikke noget til, at de er rejst "(link)

På den helt anden front er der så spørgsmålet om det så går ufattelig godt i det private erhvervsliv.

En af mine veninder arbejder i en af verdens største finansielle institutioner (de kinesiske undtaget, dem har jeg ikke helt styr på). Tidligere var hun ledende medarbejder i et kendt dansk IT-firma, og med de kompetencer kan hun lige nøjagtigt få lov til at være en slags avanceret sekretær, hvis hun vil være med på det globale arbejdsmarked. De rigtige dygtige mennesker, bliver fløjet ind fra Hong Kong eller London eller hvor det nu er, når der er brug for det.

"Hvad skal vi leve af i Danmark om tyve år," spurgte hun mig, men det er sommer og vi tog det ikke alt for alvorligt. Det er der så andre der gør.

Andre tager det mere alvorligt, og i Berlingske kunne man i fredags læse at erhvervslivets top mener det er et spørgsmål om måneder, hvis det skal give nogen mening at kridte banen op for Danmark som en global spiller (i stedet for underleverandør til den civiliserede verden).

Paradoksalt nok vil det kræve en stærkere stat, at sende landet afsted i retning af fremtiden, i kraft af vores politikere skal udpege strategiske områder, der skal være motoren i økonomien herhjemme. Det må så være et personligt spørgsmål om man synes det er en god idé at Brian Mikkelsen – vores økonomi og erhvervsminister – skal udtænke arkitekturen til fremtidens Danmark. Man siger jo at et folk har de ledere de fortjener.

I min omgangskreds møder jeg en del mennesker der arbejder med sundhedsområdet på den ene eller anden måde. De fortæller om behandlinger der bliver sat i værk (dyre behandlinger, skal bemærkes) som alle faggrupper ved er spild af penge. Men de skal sættes i værk, for der skal vises politisk handlekraft. Jeg har gennem mit arbejde fulgt udbygningen af flere hospitaler – hospitaler der vel og mærke nu skal nedlægges, omstruktureres eller som er blevet udstyret med materiel til patienter de aldrig skal behandle.

Det kan ærgre, at der er alt det spild. At personalet mister lysten til deres arbejde ved de konstante omstruktureringer. Og at de involverede parter tilsyneladende ikke formår at træffe varige fornuftige beslutninger, men at der i stedet for går politik i det. Politik bygger på ideologi, som er idéernes logik. Det kan ærgre at idéerne ikke opsøger en mere kvalificeret modstand, men bare flytter rundt på alting, som er det legetøj.

Jeg har siddet hele formiddagen på Christiansborg i dag (UDEN at overtræde en eller anden tilfældig ny lov) og 95% af tiden er gået med alt andet end at tale om virkelige forhold og virkelige løsninger. Der er bare blevet skubbet dagsordener frem og tilbage. Velkommen til det nære effektive demokrati.

Det meste af min dag er gået med at tænke over, om vejen frem for Velfærdssamfundet – hvis nu man er tilhænger af den – er at bygge videre med en endeløs række omstruktureringer & omorganiseringer indtil den magiske formel findes… eller at rive ned og starte forfra. Heldigvis havde jeg en god snak med en efterlønner forleden, der rejste sig fra sit leje på afgrundens rand og sagde: Intet starter nogensinde helt forfra.

Hvis du er middelklasse er du afhængig af at samfundet eksisterer. Hvis du er ludfattig er det ikke noget du tænker over og hvis du er enormt rig, kan du være ligeglad. De der bekymrer sig om at gå på nettet og læse blogs er helt sikkert middelklasse

Middelklassen bevarer samfundet for sin egen overlevelses skyld og stemmer de regeringer ud, der truer den. Derfor skulle man næsten tro, at middelklassen også vidste, hvad der er bedst for samfundet. Det er ren fornuft.

Jeg VIL have love til at stemme på en bank! Nu nu nu

Det er bare her jeg ikke kan få det til at stemme. Uden at fedte sig ind i de små politiske spil herhjemme, fx om 12-minutter kan redde kongeriget eller ej, kunne jeg godt tænke mig at kunne stemme på en bank. Snart. Det er åbenbart et langt bedre sted at gå hen med min afhængighed af samfundet.

De seneste års begivenheder har vist at de politiske systemer, er noget længere nede i fødekæden end bankerne, når tingene kommer ud på kanten. Der var ellers en kort periode hvor det så ud som om, at Peter Straarup fra Danske Bank ikke længere ville kunne skrive lovene for politikerne, men om det er kløgt hos bankerne eller rådvildhed hos politikerne, magten ligger nu trygt hos bankerne igen.

Senest er det set i Grækenland, hvor privatejede og statsejede banker spinder guld på at spekulere mod Euroen og lande i krise. Redningspakken til Grækenland er mest af alt en redningspakke til de banker, der har penge i klemme. Og redningen kommer helt uden nogen form for forudgående demokratisk proces. Banker skal åbenbart bare reddes. Uden diskussion.

Det er også smartere at være pengemand end politiker. Fri til at flytte rundt på sin magt efter behag, uden besværlige befolkninger, bare en masse flow dybt nede i transaktionerne. Og nogle andre til at rydde op, de gange det går galt. Den form for magt er selvfølgelig stærkere end den politiske. Manner, det er rock’n roll. Jeg vil kunne stemme på en bank!

For tiden forsøger politikerne at vise deres magt, ved at piske stemmekvæget til truget med ordet “tryghed.” Men enhver kan se, at i den globale verden er der én ting regeringen ikke kan garantere – og det er tryghed. Hvor mange føler sig trygge i deres job? Trygge i deres boliger? Trygge ved deres børns uddannelse? Alle steder har omkvædet om “tryghed” været med til at påpege at ingen længere er trygge, og det er selvfølgelig meningen. Det betyder bare ikke at politikerne har nogen reel magt over begivenhederne.

Konkret eksempel: På mit arbejde er vores kontor er lige blevet røvet igen, det er tredje gang på to måneder, strømerne har ikke været forbi endnu og kommer det ikke, og jeg køber ikke den med, at politikerne gør min hverdag særlig meget mere trygt. Samtidig er der lige blevet suget penge nok ud af det økonomiske system til at bygge et bjerg af guld på Lolland, og de 5.500 milliarder der er kommet på bordet i forbindelse med krisen i Grækenland, er kun lige nok til at dække gammel gæld & løse udeståender. Det ligner noget Naomi Klein beskriver et sted i No Logo: De fleste befolkninger er overladt til at slås om en hastigt skrumpende økonomisk kage, pengene forsvinder andre steder hen, og når truget tømmes er det sjældent hverken kønt eller trygt.

Jeg har droppet tanken om at politikerne vil tale om tingenes reelle tilstand, og derfor vil jeg stemme på en bank! Nu.

Hvis ikke det er tydeligt efter disse finanskriser, hvem det egentlig er disse såkaldte samfund egentlig skal tjene, tja, så bliver det, det nok aldrig. Uhæmmet grådighed er endda ved at blive ophævet til naturlov. Fantastisk.

Det er en virkelig ringe regel. Jeg har i hvert fald oplevet at folk kommer forbi og skal se fem eller seks lejligheder på en gang, og det er en flad fornemmelse at indrette sit liv efter. Men. altså. Det er altid spændende at møde nye mennesker. En af mine "gæster" var en yngre kvinde med Vesterbro-dialekt, hun sad i kørestol, og vidste slet ikke om hun ville flytte fra sin lejlighed. Som hun forklarede mig, hun var primært ude og kigge.

Måske ville hun bagefter søge kommunen om støtte til at flytte. Det lød som et stort og mægtigt system, og på alle måde som en proces der var helt uden for hendes magt.

Det skal siges med det samme, at jeg ikke blev specielt munter over at høre, at min gæst ikke engang vidste om hun ville flytte. Det er lige lovlig dårlig stil at bruge andres tid på den måde. Så da min gæst med et sigende blik forklarede mig, at hvis hun ville flytte måtte kommunen og boligselskabet skændes om, hvem der skulle betale for at fjerne dørtrinene (så hun kunne komme rundt i lejligheden i sin kørestol). Måske var det hendes blik, måske var det fordi jeg havde slået foden under rundvisningen, men jo mere hun talte om kommunen, jo mere konkluderede jeg, at hun var fra kronikerland.

Koniker-mentaliteten opstår typisk hos mennesker, der har været syge/invalide i lang tid. Det er liv, hvor centrum er, at man har problemer.

I den her lejlighed taler vi om tre dørtrin der skal fjernes og muligvis noget støtte-lir til toilettet. Så kan en kørestolsbruger bo her. Der bor allerede fem andre  kørestolsbrugere i bygningen, og lejlighederne er forberedt til det. Men ok, måske er det overhovedet  ikke hendes skyld, at hun lader det være fuldstændigt op til kommunen, hvad der skal ske i hendes liv. Måske er det virkelig en kompliceret affære at indrette en handikapbolig.

Selvfølgelig er det et andet liv at være afhængig af støtte og hjælp.

Og det er heller ikke nemt at finde vej igennem det det mylder af tilskud, støtte og  særlige ordninger, der findes i serviceloven og alle mulige andre love. Det er nærmest som om følelsen af  liv bliver flettet uadskilleligt sammen med disse kampe…  selvom det til tider er små beløb, der kæmpes om. Jeg vil mene, at man bor i kroniker-land når man ikke længere kan spørge sig selv, om det er kampen værd.

I mit arbejde møder jeg en del mennesker, der lever i kroniker-riget, hvor kongen er lovgivningen, hæren er sagsbehandlerne, og alting altid virker en lille smule mystisk.

Det kan være mennesker, der blev syge på et tidspunkt, eller har et misbrug, er arbejdsløse, har et sygt familiemedlem, et handikap eller bare ikke kan finde ud af sagerne selv. Det centrale er at problemerne har fået lov til at blive livet, og det er forbundet med en ekstrem utryghed hvis det ser ud til at problemerne er ved at høre op. For hvad skal der så ske?

Der er utvivlsomt mekanismer i Velfærdssamfundet, der kun fungerer hvis det går stadig dårligere i tilværelsen. Processen undervejs opsluger alle – også kommunen og hele tilværelsen kommer til at afhænge af det næste tilskud.

De fleste kroniker-liv jeg har mødt, har det til fælles, at deres tilværelse for det meste minder om et bittert, frustreret og afmægtigt ægteskab med en eller anden tilfældig kommune.

Man er blevet et offer, hverken for skæbnen eller livet, men for kommunens lune.

Umiddelbart kan man vælge at gå ind i om kommunerne svigter eller ej. Det gør de sikkert, da de primært tænker i økonomi og et værdigt liv koster en formue.

Engang jeg interviewede en hjemløs på gaden, virkede han mere afklaret end mange. Han sammenlignede lovgivningen med bibelen. Loven kan tolkes efter behag sagde han, så det afhang af held om kommunen fandt en passage der kunne hjælpe ham… eller ikke kunne.

Men der er også et andet aspekt. Hvor tydeligt er spørgsmålet blevet stillet for alle i velfærdssamfundet: Kan din kommune redde dig? Jeg er sikker på at den hjemløse ved, at det kan den ikke – og har næsten sympati, for dem der kun går til kommunen for at få et nemmere liv. Men hvis du er i fare for at blive kroniker i din måde at se dig selv på… hvem fortæller dig at turen til kommunen er en blindgyde på vejen til et bedre liv?

Al forskning tyder på, at kommunerne kan gøre rigtig lidt, hvis dit liv er væltet. At det er dit netværk, din baggrund, din uddannelse, din arbejdsplads og alt det som ikke har noget som helst med det offentlige at gøre, der er grundlaget for et godt liv. Kommunen er ikke. Den er højst en hjælp. Og det er vel egentlig bare almindelig sund fornuft.

Og så er der en anden slags sund fornuft. Den du hører på gaden blandt de lunkne bajere, hvor der bliver drøftet hvordan man bedst får støtte til nye tænder, en fed lejlighed og boligsikring. Man skal bare lige skilles først, blive syg og få en go sygdom som fibromyalgi. Så skal det nok gå. Gå rigtig godt.

“Centrene er selvbærende økonomiske systemer, fordi de rummer både en sektor, der producerer kapitalgoder, dvs. maskiner og andet produktionsudstyr, og en sektor, der producerer forbrugsvarer. Periferien mangler begge dele, og forbindelsen til verdensmarkedet er derfor en livsnødvendighed.” (samme link som ovenstående)

Om man skriver forbindelse eller afhængighed er vel stort set ligegyldigt. Når det er en livsnødvendighed, bestemmer man sjældent selv.

Set med de briller har Danmark vel været verdens rigeste u-land i længere perioder.

Da Velfærdssamfundet er 100% afhængig af hvad der sker på verdensmarkederne, er jeg i tvivl om Danmark nogensinde rigtig har været med, hvor det sker. Vores sårbarhed illustreres af, at Danmark nu er nødt til at være gode venner med Rusland, fordi vi snart ikke længere er selvforsynende med naturgas.

Der er selvfølgelig en del teorier, der mener, at kompleks samhandel er udtryk for et avanceret samfund, og derfor må det afgørende – i mine øjne være – må være, om et land har gavn af samhandelen med omverdenen (og ikke luller sig ind i en fantasi om selvtilstrækkelighed).

Jeg har selv boet tre år i Afrika som barn, og jeg må sige, at hvis der virkelig er en forbandelse, der kan drive et u-land i sænk, er det drømmen om at eje alle de ting, man egentlig ikke har råd til, det her der også kaldes westoxication. Det kan være alt fra en Mercedes, moderne vejnet og en stabil elforsyning, men mest af alt bare de ting, som også er populære i de rige lande. Dimser, der kræver hård valuta at anskaffe sig.

Besættelsen af ting, man som land ikke har råd til, men som få udvalgte kan eje hvis de glemmer deres samfundssind, skaber korruption, splid og i sidste ende taber alle. Den ulighed jeg oplevede som barn i Afrika bestod i, at der  selvfølgelig var nogle få rige afrikanere. Men mest af alt var befolkningen delt op i fattige, forbrydere og vagtfolk. (Vores vagtmand sagde han brændende ønskede sig en kalashnikov. Da han fik sin riffel solgte han den straks. Er man så vagtmand eller forbryder?). Det er ulighed i praksis, og samfundet som helhed ender med at slås om stadig mindre.

Sjovt nok bliver hele det Østafrikanske forretningsliv – med passende baksheesh til de lokale politikere – kørt af indiske & arabiske forretningsfolk. Det er dem der varetager denne verdensdels forbindelser til verdensmarkedet. Og jeg ved, at danskere i mindst halvtreds år har rystet på hovedet af, at de forskellige afrikanske stammer ikke selv tager skeen i hånden og stryger profitten.

Snart er alt der kan outsources herhjemme sendt til udlandet og nogle få rettighedshaver/ejere kan forhåbentlig tjene gode penge på det. Til resten af befolkningen i (u)landet Danmark er der en hastigt skrumpende kage at dele. Gad vide hvem der ryster på hovedet nu.

Måske er der nødvendigt at det er sådan. Måske er det ligesom vi spiller forargede, når de multinationale selskaber ikke betaler skat i Danmark og alle stadig køber deres burgere hos McDonalds.

Hvis Velfærdssamfundet kollapser med et brag, vil Danmark hurtigt blive et meget perifært samfund. Uden en nogenlunde infrastruktur, fungerende uddannelser, sundhedsvæsenet, vil der måske være øer rundt omkring i landet der er på højde med de globale centre. Men i en højteknologisk verden, er det meste af landet lynhurtigt et u-land.

Hæ, den verden er altid i vidunderlig forandring. Skulle det gå helt galt, er der gode råd at hente på nettet. Et af dem er at være bevidst om, at hvis et samfund kollapser, er der altid et bagefter:

“If it is truly catastrophic, resulting in national anarchy and a regression of civilization, you will need to take further steps to ensure that your community becomes the nucleus for the rebirth of society” (her kan du læse, hvad du skal gøre hvis samfundet kollapser)

Ps: Dit internet vil højst sandsynlig kun fungere, hvis du har penge. Så begynd at printe. Her er nogle væsentlige dokumenter:

Førstehjælp – Grundlæggende smedekneb – jordbrug (eller køb bare håndbogen) – dieselmotorer – batterier

[mere vil løbende blive tilføjet, skriv gerne link selv]

Jeg kan huske da jeg tog dykkerbevis og første gang så et springlag med mine egne øjne. Hvordan det vand jeg dykkede i, tyve meter nede mødte en mur af noget andet vand, der opførte sig helt anderledes.

Hvis jeg kigger på den generelle tone i tiden, ligner politiske platforme som Cevea og Cepos børnehaver på syre, der egentlig helst vil drille hinanden og diskutere for og imod monarkiet.

Snart er vand, mad, benzin, plads, uddannelse, helbred noget man skal forholde sig til. Men ikke i politik.

Det giver ingen mening. Det er præcis som da Dansk Folkeparti vejrede, at ingen partier tog indvandrerspørgsmålet alvorligt, og ud af det skabte et kæmpe parti, der egentlig aldrig har haft en løsning på et eneste politisk problem (andet end strengere straffe og flere penge til alle).

“…Således bliver det smigrerne der kommer til ære og værdighed… De er skyld i, at folkets beslutninger og ikke lovene har den afgørende magt, ved at henvise alting til folket. De bliver nemlig store, fordi folket har al magt i sin hånd, medens de selv behersker folkemængden, idet mængden retter sig efter dem… Det kunne synes en rimelig kritik, når man hævder at denne form for demokrati er uden forfatning, thi hvor ikke love er bestemmende for regeringen, foreligger der ikke en forfatning” (Aristoteles, Statslære, 4. bog, afsnit IV.1)

Der vil komme nye politiske bevægelser. Måske ikke demokratiske, men nye.

Jeg talte sammen forleden. De seneste 25 år er der blevet skåret på uddannelserne. Håndværkerne bliver erstattet af billigere polakker (hvem satte egentlige det igang?). Alle hader efterlønnen, overførselsindkomsterne, rentefradraget, Lene Espersens badebro til 430.00, boligsikringen, alle de ting der fastlåser alle danskere 98% af deres tid. Men vi gør ikke noget. Og nu ændrer verden sig. Bare en lille smule. Og det betyder kæmpe meget, fordi Danmark er en nation fastfrosset i en velfærd, der ikke engang virker (eller eksisterer).

Strømningerne i tiden og strømningerne i politikken ligner for mig to springlag, og selvom jeg gerne vil spekulere over om det er en bevidst situation, er det sgu lidt trist.

Hvis jeg kigger på diskussionerne hen over den politiske midte, hvordan globaliseringen blev til en kamp for og imod markedsøkonomi, virker det ikke som om samfundet tænker. Eller også tænker de der tænker, hver for sig.

“Den herskende klasses trang til at skrabe til sig, bragte midlerne på stadig færre hænder, hvorved de gjorde den store mængde stærkere, saa at den tilsidst satte sig op imod oligarkerne og skabte demokratier” (samme herre, vistnok 2. bog)

Det skrev Aristoteles for 2300 år siden. Der er noget cyklisk over verdenshistorien, og lige nu mangler jeg at få øje på rendyrket global disco, der viser vejen. Er det hysterisk?